Dagen igår skulle faktisk være en rigtig god dag. En dag jeg havde set frem til længe, faktisk siden d. 21 september. Den dag bestilte vi 4 piger nemlige billetter til et stand-up testshow. At jeg i øjeblikket så er startet ny terapi op – med ALT hvad det indebærer af følelsesmæssige ture i centrifugen… det havde jeg ikke lige set i kortene dengang i september. Jeg har nogle virkelige dejlige veninder. Rigtig rummelige og forstående. Så for en del dage siden havde jeg ligesom givet dem et “praj” om hvordan og hvorledes Signe’s verden er lige pt. Og der var lutter forståelse for, at jeg det ene øjeblik gerne vil helt dagsprogram, for at jeg sekundet efter ikke orker… n o g e t som helst.
Aftalen lød på at to af os skulle mødes og spise sammen til “onsdags spisning” sammen med de andre i Bulderby (alle naboer, børn og voksne = Bulderby) de to andre ville støde til senere. Som dagen skred frem dalede energien markant. Så da den ene foreslog hende og jeg kunne smutte på Whammy’s (hyggelig bar tæt på os) allerede sidst på eftermiddagen – så var jeg i dén grad klar. Børn og mange mennesker kunne jeg slet ikke rumme lige på dét tidspunkt igår. Vi havde en fest – alle kom dertil … det var så hyggeligt – lige hvad jeg kunne overskue, dagen gik og jeg skulle ikke sidde og vente på klokken blev 18 – for så ville sofaen klart vinde.
Well, det går ikke værre end den ene af os bliver lidt træt og smutter hjem, jeg tager også dét kort – for en enkelt øl havde faktisk gjort mig sådan lidt “åhhhhh…..signeskalbarehjæææææm”. De to sidste i vores firkløver var naturligvis lidt øv over at misse vores selskab… men, de hankede op i hinanden og gik videre.
Jeg kommer hjem og skal lige hurtigt ned med en skraldepose, for derefter at kunne smide mig i sofaen. Jeg havde egentlig lynet støvlerne halvt op, da jeg var på vej på sofaen – men løb hurtigt ned ad trapperne med skraldet. Jeg bor på 2.sal, da jeg havde passeret stuen og nået de sidste 5 trin, glider jeg og benene og Signe flyver i frit fald, for at lande på albue, ribben og haleben. Alt luft piftes ud af mig og jeg stønner vist aahhhhhwwww… Det sortner totalt for mine øjne, og jeg kan heller ikke helt trække vejret. Det gør uhyggeligt ondt alle steder.
Christopher, som bor i stuen kommer ud – spørger om jeg er okay, og jeg forsikrer ham om at “naturligvis ER jeg jo det, jeg skal bare liiiiige komme mig lidt”. Jeg ligger så man kan se mig ude fra – fordi vores døre er af glas, der kommer Thomas og Nicolai – de kommer ind, og jeg kan se frygten i deres øjne…. jeg kan stadig ikke helt få nogen til at tro på jeg er okay. De får fat i AnneDorte, som er sygeplejerske og så står der fire mennesker omkring mig! Arrrhh men, for fanden Signe – Dramaqueen tænker jeg.
AnneDorte følger mig op, jeg humper. Hold NU op altså, jeg har ondt alle vegne.
Jeg kanter mig i seng efter en kop cacao, og natten igennem må jeg op og tage smertestillende.
Imorges var jeg så ynkelig. Min albue var hævet op så der nærmest sad en tennisbold på den, min ryg og haleben lignede resultatet af for meget pisk. Jeg humper rundt som en gammel kælling. Jeg er vist nødt til at få en læge til at kigge lidt på det her! Jeg kryber hen til Amager Hospital, og får konstateret, at albue og haleben er godt og grundigt forstuvet, ribben klemt og lettere bøjet.
Nej, ingen sår i ansigtet – jeg vil blot spare jer for billeder af haleben!!! Og albuen er bundet ind, og jeg kan simpelthen ikke få blusen af. Hver gang jeg tænker jeg lige kan vride mig ud af denne bluse, som sygeplejersken gav mig på – så kan jeg LIGE love for smerterne holder mig tilbage. Jeg ser virkelig ynkelig ud – jeg VED det, men jeg er altså en såret kriger!
Så er det jeg ligger her og tænker KARMA! Jeg skulle jo faktisk bare have været gået MED til showet. Så var det her ALDRIG sket, vel? Nu kan jeg så ligge her i forpulede sygeseng indtil…. ja – indtil jeg ikke “har smerter og du kan trække vejret frit igen”, som den nævenyttige læge fortalte mig. Nu skal jeg være sød – det var jo i bedste mening.
Nu hedder det syge -seng/sofa… kravlen frem og tilbage, sidde på en badering – for mit haleben er ømmere end ømt. Jeg kan ikke tanke mine naboer NOK, men desværre Anne Mette, jeg kommer altså ikke lige med i træningscentret det næste stykke tid…
Hvis I ser en krøbling i en snasket bluse her på Amager engang søndag eller mandag – så er det bare mig, der er kommet lidt udenfor, uden jakke, det er nemlig ret svært når albuen helst vil lege død. Og iført den samme bluse som torsdag morgen.