Efter 9 dages trampen rundt i depressive tanker, som i dén grad har piftet mine dæk, gjort mig mere træt end alle alderdomshjem, mere hysterisk end en klasse teenagere og mere grådlabil end mine gravide veninder nogensinde har været – er jeg SÅÅÅÅÅÅ klar til at møde op hos Pia igen. Jeg har virkelig vendt vrangen ud på mig selv for at løse mine hjemmeopgaver – men det er som om, der er blevet spændt ben for mig næææsten hver gang. Når triggertanken kommer, når jeg mærker sult – og jeg går og tænker over hvad jeg skal spise – og ikke kan beslutte mig, så bliver jeg gal over jeg bruger siiiindsygt meget tid på at tænke over det, og så går dagen, og jeg banker løs på mig selv.
Status på mit fald i onsdags er, mit haleben er i klart bedring, jeg sidder ikke længere i badering. Min albue tror jeg faktisk nok skal blive okay igen, den er dog stadig hævet og virkelig øm. Værre er det med ribbene og mine lunger. Jeg har svært ved at trække vejret helt, og jeg har ondt i hele lunge/bryst området. Det er faktisk så ubehageligt, at jeg frygter for Mariah Carey koncerten på tirsdag. Min kære veninde og jeg købte billetter i sommer, og var euforiske. Jeg bliver helt forpustet ved tanken. Jeg banker løs på mig selv over, at jeg endnu engang skal svigte en veninde, fordi mit helbred vil passes på. Hold OP hvor jeg tæsker løs…
Men tilbage til min terapi og daglige øvelser….Efter mange overvejelser, snakke med både den kloge, den reflekterende -Signe OG AnorekSigne, købte jeg mig et par nye jeans, i et nummer større end alle mine andre. For, jeg ville ikke skulle mangle bukser, når de andre begynder at stramme. Så skal de bare VÆK. ASAP. Muligheden at gå i losse/jogging pants hele tiden, vil få mig til at føle mig som en sjuske. Sjuske og Signe… de brikker passer ikke helt ind i måneden for jul, kommensammen’er og min fødselsdag. Nej, tøj skal ikke spænde ben denne gang.
Det fortæller jeg frejdigt Pia. Men, det var helt helt forkert. For jeg har jo kun skubbet tanken væk. Jeg har og vil ignorere det faktum, at jeg ændrer kropsform. Jeg har allerede NU taget triggertanker ind, forholdt mig til noget jeg er NØDT til at forholde mig til NÅR bukserne strammer. Og lære at dét gør de, bukserne – men det skal ikke fylde nu. Følelsen/tanken at de strammer, skal jeg kunne udskyde til et andet tidspunkt – fylde nuet med et eller andet ANDET, og så se når jeg er færdig med det “andet”, om følelsen af stramme bukser stadig er der.
Lige nu er jeans slet ikke på tale, jeg kan ikke bruge mine brystmuskler til at lukke dem… jeg kan kun gå i bukser med elastik! Høhø, problemet er ‘løst’…!
Det er SÅ svært. Den metakognitive metode er langt fra mig og min tankegang – men måske er det rigtig godt? Jeg får i hvert fald rystet posen GODT og grundigt.
Jeg har fået en lydfil, som er en opmærksomhedsøvelse. Der er en mand, der fortæller mig jeg skal holde opmærksomheden på fuglefløjt – der er sindsyg meget larm fra biler, kirkeklokker, et ur som tikker højere end højt. Det får klart min opmærksomhed væk fra mine triggertanker og depressive tilstand – dét virker.
Det ryster så meget i min grundvold, at jeg føler jeg indimellem mister mig selv – jeg ved ikke hvad dag det er, jeg ved ikke hvad jeg vil, hvad jeg kan… Så er det jeg får en besked fra en kær veninde. Det gør jeg flere gange om dagen. Jeg er heldig, virkelig heldig. Uden de beskeder… så ville jeg klart KUN koble kirkeklokkerne fra lydfilen, til ringen ved min egen begravelse.
God adventssøndag til jer. Advent betyder jo forventning og et nyt år – jeg er i dén grad igang med noget nyt… og min forventning er klart, at jeg snart kommer i sync med min vejrtrækning, så jeg kan holde lidt fødselsdag om en uges tid.
