Jeg kan fandeme ikke engang tage Helgoland i sin smukkeste sommerdragt ind!

Den sidste uges tid har der været sommer i Danmark, og jeg har suget alle solstråler til mig. Det plejer at gøre mig springHamrende glad, energifyldt og inderligt glad. Når Helgoland på en skyfri, varm dag ikke kan hive mig op – ja, så er der sgu noget galt.

Jeg har fået ny læge – jeg skulle til ham i tirsdags. Min gamle læge var super til at lytte og forstå, men mine andre fysiske problemer, fx smerterne i nakke og hoved, mit højre knæ som knirker og brager ind i mellem, når jeg faldt og slog mig – så tog han det ikke sådan rigtig alvorligt, jeg skulle selv komme med forslag til hvad der kunne gøres ved det. Og når andre (og det gør de tit) spørger mig “hvad siger din læge??” – så kunne jeg kun svare, helt ærligt, “han siger ikke rigtig noget – men at det er meget normalt for en som mig”… Han har altid bakket mig op, det skal han have – han har altid sagt jeg er stærk og kan klare hvad jeg vil.

Nå, men jeg sad ret spændt hos min nye læge. Min søde veninde var heldigvis ude i venteværelset, og det var godt. Lægen, var virkelig nøgtern og KONTANT. Han startede ud med ikke at kunne forstå hvad jeg ville have ham til, for han vil slet ikke vide hvordan han skulle behandle mig. Jeg blev ret lang i ansigtet, og modløs helt ned i tæerne. Jeg begyndte at græde – for han skar ikke ned på sætningerne “du kan dø, Signe”.

Den skulle jeg lige have ind og vende. Men, så gik det faktisk op for mig, at han er den første læge – der faktisk har vist mig, at han er skræmt. Og at denne her sygdom er for svær for en almen praktiserende læge. Tak Torben. Det fortalte jeg ham, og jeg fik flæbende, for ja jeg græd! Fortalt, at jeg bare gerne vil have en læge, der gerne vil tage sig af de ting en almen læge skal, uden at fokusere på min spiseforstyrrelse. Dét vil han. Vi snakkede om depressionen, mine smerter i nakke og hoved. Han vippede mig ikke af med sætningerne “du er depressiv fordi du har en spiseforstyrrelse” og “du har hovedpine fordi du ikke spiser nok”. Nej, han tog sgu hele sagen om mit piskesmæld for snart 3 år siden virkelig seriøst og sendt mig videre til reumatolog. Og en henvisning til en psykolog, som har speciale i angst og depression. TAK.

Jeg var hos ham i 40 minutter, min veninde stod lige uden for døren – og jeg fløj ind i armene hos hende. Jeg var helt overvældet. Først over han virkede SÅ firkantet og hård  – og at jeg lige skal fordøje hans ord. Han har jo heller ikke set/fulgt mig det sidste års tid, han har kun en journal og tal at forholde sig til. Samtidig var jeg også lettet og glad over vi “fandt hinanden”, som man siger!! Jeg fik fortalt om min kamp, kampen for at lave hele systemet om – så jeg og andre kan få en behandling NU, og ikke når vi har taget x antal kilo på. Min kamp om ikke at behandle angst med tvang.

Dagene efter har jeg været helt HELT smadret. Vejret har været godt, jeg har ikke orket andet end de arbejdsaftaler jeg havde i kalenderen, og køre direkte ned på “mit Helgoland” for at ligge og slappe af i solen. Køre hjem, sidde i gården med mine fantastiske naboer, lytte med i deres samtaler, gå op til mig selv, når jeg blev træt. Jeg kan sagtens smile, og være sammen med mennesker – det giver mig faktisk ro. Men, de skal ikke spørge mig hvordan jeg har det, eller om hvorfor dagen har været stram – jeg orker faktisk ikke at tænke på hvorfor, for der ER ingen grund. Og tænker jeg mere over det, så går der sgu først fis i kasketten. Skallen Signe, ser glad og smilende ud som hun “plejer”, men øjnene er tomme. Jeg vil rigtig gerne være sammen med mine nære – bare være.

I torsdags kom der en dame over til mig, nede på stranden – hun ville bare sige “jeg har ikke kunne lade være med at kigge lidt på dig de sidste år, og jeg vil bare sige – du ser så meget bedre ud i år. Jeg kan godt se du er i bedring, og du ser ikke så tynd og skravlet ud som sidste sommer”. -Jeg gik fluks over og krammede hende, sårene sprøjtede ud af mig (jeg er virkelig grådlabil, når jeg er depressiv) og takkede hende. Tilbage på håndklædet tænkte jeg “det her skulle min læge have hørt, det her skulle min træner have hørt, det her skulle Pia Callesen have hørt – alle jer, der ikke mener der “sker nok”….

Små – ja, men sikre skridt. Og jeg kommer også sikkert i havn, når lyset i hjernen letter. Jeg ved ikke hvornår, men det sker.

Tak til alle jer, som sender mig mails og beskeder, I aner simpelthen ikke hvor meget det betyder – at få sådanne beskeder, når jeg er nede… Jeg kan ikke sige andet end, ydmygt TAK. Tak fordi I køber min bog. TAK TAK TAK