Mit seneste indlæg har måske delt vandene en anelse..? Jeg tror nu mest det drejer sig om “nye læsere”, for jeg skriver intet sidste søndag, som jeg ikke tidligere har forklaret, beskrevet eller offentliggjort. (læs indlægget her, hvis du ikke lige fik det læst) Min gordiske knude
Da jeg startede med at blogge, for snart 3 år siden, gjorde jeg det, fordi jeg ville have et sted hvor MINE tanker, mine følelser, mine handlemønstre kom frem. Jeg følte dengang, og jeg ved nu, at det gør en forskel for mine læsere. De forstår bedre hvem jeg ER, og en hel del føler sig ikke alene med lignende tanker – og at jeg sætter ord på, gør de også får dealet med deres.
Ja, jeg bruger ALTID mig selv og det jeg “roder” med som eksempler. Det er et valg jeg har taget, mine forældre har fx ikke bedt om det – men de har respekteret og accepteret, at det er min måde at beskrive min sygdom og mine mønstre på. De ved også nu, 3 år efter, at det gør en forskel. Selvfølgelig synes de, det er barskt at læse om sig selv sort på hvidt, nogle indlæg læser de heller ikke… men de ved også hvad deres valg har kostet mig.
De er meget private mennesker, de er født i 1940′ erne, og vokset op med, at vi klarer vores liv selv, og vi strammer balder og bider tænderne sammen i stedet for at tale om følelser.
Men jeg er født i 1980, jeg er efternøler – ergo boet alene med mine forældre i mine teenageår, og blevet inddraget i deres problemer. Een gang. Een dag i 1997. Siden har vi aldrig berørt emnet, men det fyldte ALT hos mig. Jeg turde ikke konfrontere dem. Jeg blev mere og mere gal og ked af det. (Det beskrev jeg sidste søndag). Mest gal på min mor, da jeg altid har været tættere på min far, var det “naturligt” for mig i starten at forstå hans valg – siden jeg kan huske tilbage har min mors humør sat præg på dagene. -jeg forstod pludselig hvorfor, men hvis jeg havde fået talt noget mere med hende, og hun havde sat nogle flere ord på hendes følelser og valg – så tror jeg faktisk min vrede ville være gået væk.
Men, alt blev inde i mig. Det er den knude jeg kæmper og har kæmpet med. Jeg formåede at vende deres problematik til en ny – at jeg blev syg, og opmærksomheden drejede sig om mig. Bekymringen omkring dem selv flyttede adresse til min.
Idag, er i hvert fald min far, utrolig glad for min mors valg dengang. De er fasttømret de to. De har det godt. Mest er jeg SÅ sur på mig selv over jeg bliver gal, når jeg ser og tænker på det. For, hvorfor i alverden skulle jeg så blandes ind i det? Og hvorfor kunne de ikke fortælle mig, de selv havde klaret problemerne, og nu lagt det bag sig? Det skulle/skal jeg også selv gisne mig til. Kan jeg så ikke glædes over det? Det er faktisk svært for mig, for djævelen sidder på skulderen og hvisker hele tiden, at det er DIN skyld, I alle har haft et råddent liv. (Hvis ikke jeg var født, ville min mor nok være gået, så ville hun have haft et liv uden tårer, min far fri til at gå – altså gladere mennesker).
Jeg er dog lykkes med noget. Jeg forsvandt næsten, jeg gav dem et andet problem.
For at komme tilbage til de skilte vande over sidste søndags indlæg – så kører jeg ikke nogen under bussen, jeg er blot ærlig, og hvis man læser, så vil man også kunne se HVOR gal jeg faktisk nu er på mig selv, over jeg ikke kan slippe. Hvor lidt forstået, elsket og rummet jeg stadig føler mig. Hvor meget ikke-kommunikation kan præge et barn/ungt menneske resten af livet. Bevares, der skete også mange andre ting for mig i de år, det gør der vist for alle i 15-19 års alderen. Jeg søger mindst af alt, at plante skyld – jeg ønsker KUN at forklare, hvad der sker i mit hoved, min krop og mit sind. Jeg har faktisk forlængst tilgivet, og ønsker dem rigtig meget i mit liv – problemet er bare, de jo er født i en anden tid end jeg, og stadig synes gulvtæppet er så godt at gemme følelser under.
4 kommentarer til “Det svære valg”
Kære Signe.
Følte trang til at skrive en kærlig kommentar til dit indlæg Det Svære Valg.
Tak fordi du så åbent og nøgternt sætter ord på, hvor utroligt ødelæggende det kan være, når traumatiske hændelser og vigtige følelser ties ihjel. Der er altid en dybere årsag til de psykologiske udfordringer man kæmper med. De opstår jo altså ikke bare out of the blue.
Min egen historie har visse fællestræk med din:
Konfliktfyldt barndom. En mor og en far der lå i åben (men uudtalt og “civiliseret”) krig med hinanden. Der var aldrig tale om vold… De holdt sig til spydigheder og passivt aggressiv retorik hinanden imellem. En gang imellem dog åbne skænderier…. De havde separate hylder i køleskabet(!) og undgik hinanden så vidt muligt. Stemningen var iskold og jeg lærte hurtigt at gøre mig usynlig og tilpasse mig deres behov på bekostning af mine egne. Min splittelse var enorm. Hvem af dem skulle jeg holde med?? Ønskede ikke at gøre den ene ked af det på bekostning af den anden – og omvendt.
Min mor udviklede et alkoholmisbrug.
De gik omsider fra hinanden da jeg var 5. Da var skaden sket…
Min far misligeholdt aftalen om at have mig på besøg hver anden weekend. Han dukkede ofte ikke op og ringede end ikke afbud. Vil tro han forsøgte at ramme min mor gennem mig…. og jeg udviklede mig helt skævt.
Da jeg var 15 forsvandt min far helt ud af mit liv. Jeg anede ikke hvorfor jeg var blevet valgt fra, men tilgav det og bed smerten i mig.
5 år efter dukkede han pludselig op igen? Jeg var blevet alvorligt psykisk syg i mellemtiden og blev yderligere totalt forvirret og stresset over hans uventede tilbagekomst.
Derefter blev han igen en del af mit liv….
Vi talte aldrig om de 5 år. Han viste ingen interesse i at høre hvordan jeg havde haft det. Og jeg havde for stor ærefrygt for ham, til at spørge ind og lukke op for den vigtige samtale. Så det blev tiet ihjel…
Fik en dag at vide fra 3. part, at min far i de 5 år havde passet sit arbejde hele vejen igennem. Den officielle historie fra min far havde ellers været, at han i de 5 år var dybt deprimeret og derfor havde trukket stikket… Det var åbenbart kun i relationen til mig han havde trukket stikket. Alt andet havde fungeret okay til trods for hans meget dybe depression.
Min følelse af at være uelsket og uønsket er gennemsyrende for mig den dag i dag. Jeg har ikke mange kontakter…. Og de få jeg har, er løse bekendtskaber der kommer og går. Jeg har svært ved at nære tillid til andre mennesker og er ikke i stand til at knytte følelsesmæssige bånd.
Er 44 i dag.
Har været hele møllen igennem… En voldsom depression med seriøse selvmordsplaner da jeg var teenager…, selvskade, anorexi (I år 35 års jubilæum som spiseforstyrret. “Yeiiih..”), alvorlig psykiatrisk diagnose da jeg var 20, medicinering der gjorde mig til en ligeglad zombie, gentagne indlæggelser på psyk. (2 gange på lukket afd. Skide skægt… ), et seriøst selvmordsforsøg, næsten 30 år med et voldsomt overforbrug af alkohol plus det løse, førtidspensioneret allerede som 24-årig, for smadret til at tage en uddannelse, osv. osv. ….
Fik kæmpet mig ud af medicineringen på egen hånd og uden opbakning fra mit bagland. Det tog et år og al min stædighed at trappe helt ud….
Er medicinfri på snart 3. år. (Fanfare! )
Det lykkedes mig også ved hjælp af min stædighed at tabe de mange kilo jeg havde taget på pga. medicinen. (Som altid uden opbakning fra mine nærmeste.) Det tog kun få måneder da først medicinen var ude af mit system… (Håber det er okay jeg nævner dette… Ikke mere om vægt for nu, I promise.)
Jeg er meget glad for mit valg om at kvitte medicinen. Livet gør stadig ondt. Men det gør ondt på en mere værdig måde nu.
JEG styrer dette her… JEG er Herre i mit eget hus nu. Uden medicinen kan jeg tænke klart igen og jeg kan føle mine følelser igen. (På godt og ondt. Alt er ikke blevet rosenrød…, men det havde jeg heller ikke regnet med.)
Min afhængighed af alkohol er jeg også så småt ved at have under kontrol. Well…, to skridt frem og ét tilbage. Men det går den rigtige vej.
Skriver dette dels for at forvisse dig om, at du ikke er alene. Og dels for at give dig min fulde opbakning. Jeg skulle mene, at du har al ret til at lette DIT hjerte på DIN blog.
Jeg fornemmer, at du er et sødt og kærligt menneske der agerer ud fra rene motiver. IKKE ud fra en trang til hævn.
Det er terapi for dig at få luft for dine følelser her, og det hjælper samtidig andre…. Bla. mig. En win-win.
Du har ofret rigeligt for dine forældre allerede. Så naturligvis har du ret til at lette dit hjerte omkring det der skete. Du gør det oven i købet på en sober måde. Du udleverer ikke og du går ikke unødigt i detaljer.
At du insisterer på at tage ansvar for dit eget liv og dine egne valg, giver yderlige point på respekt-kontoen herfra.
Jeg arbejder selv målrettet på at tage det fulde ansvar for mit eget liv. Det er mig der har levet det og mig der har formet det… INGEN andre. JEG er ansvarlig.
Det giver mig en fantastisk følelse af styrke at tage ansvar. Alene derfor vælger jeg offerrollen fra. Når jeg SELV har skabt dette morads der er mit liv, har jeg også SELV muligheden for bevidst at træffe sundere valg og skabe noget bedre. ☀️
Når dét så er sagt, kender jeg alt til hvor udfordrende det kan være at leve det i praksis. Med min hjerne har jeg for længst taget det fulde ansvar og tilgivet alt og alle – også mig selv. Men mit hjerte halter bagefter…. Mit hjerte er stadig dødeligt såret og bærer nag.
Jeg arbejder på at integrere hjerne og hjerte og blive afklaret på et dybere plan, så jeg endelig kan give HELT slip og leve et liv i større glæde og harmoni.
Kan læse, at vore forældre er fra samme generation…. Og som du ganske rigtigt skriver: Den generation er vokset op med, at man bider tænderne sammen, lider i stilhed og gør hvad der skal gøres.
Mine forældre er selv skadet af deres barndomme…. Mine bedsteforældre ligeså. For mig at se, er mine lidelser blot kulminationen på et sår der bliver nedarvet i min familie fra generation til generation…. Værre og værre for hver ny generation, netop fordi det aldrig bliver bragt op og bearbejdet men altid bare bliver fejet ind under det forbistrede gulvtæppe.
Når alle i en hel familie er skadet og bærer på uforløste traumer, er der ingen til at sætte rammerne for en norm. For ingen har lært hvad der er normalt. Alle fægter sig bare frem i blinde og gør det så godt de kan.
Ingen ønsker vel bevidst at skade deres egne børn… Men det sker desværre når der ikke er nogen rettesnore for normal adfærd.
Som voksen har jeg af og til luftet min frustration overfor min mor. Jeg elsker min mor. Hun har sine fejl… Men det har vi alle. Hun elsker mig og hun vil mig alt det bedste, det er egentlig alt der betyder noget for mig. ❤️
Det er dog tydeligt at hun ikke forstår mig når vi taler om min barndom. En enkel gang fik hun mumlet: “Tænk at der ikke skal mere til…?” (Læs: Tænk at der ikke skal mere til at ødelægge et barn så eftertrykkeligt?)
Det var ikke en syrlig kommentar eller en passivt aggressiv stikpille til mig…. Hun undrede sig oprigtigt over, at de forhold der gjorde sig gældende i min barndom, var nok til at skabe så store problemer for mig senere. Hun forstod det ikke. Dét er i sig selv tankevækkende og siger en del om hvor skadet hun selv er. Det gjorde mig ked af det… Både for hende og for mig.
Signe, måske føler du også, at du befinder dig i en rolle som familiens “problembarn”? En case… Et underligt, atypisk individ der ikke passer ind? Nok elsket…., men aldrig forstået?
Det er sådan jeg føler mig i min familie. Kan ofte få en følelse af, at jeg bliver ofret/lader mig ofre for mine forældres fejhed og manglende vilje/evne til at kigge indad og erkende deres egne sår og deres eget filtrede mørke.
Hvis man lever i angst og ikke tør konfrontere sit eget mørke, er det vel nemmere at finde forklaringer i den ydre verden og hos andre mennesker?
I min familie er jeg den første og den eneste der har valgt at gå den svære vej det er at se indad og prøve at forstå i stedet for bare at dømme, dæmonisere og finde syndebukke udenfor mig selv. De fleste kan ikke følge det…. Det er en ensom rejse at arbejde målrettet på at løsne op for sit eget indre kaos. Men for mig er det den eneste vej til frihed.
Mon du har det på samme måde?
Hvis man zoomer ud og ser det hele lidt på afstand, er der ikke er noget i vejen med mig….. Der er ikke noget i vejen med min mor. Og der er ikke noget i vejen med min far. Der er kun noget i vejen med den dynamik der var imellem os. Den var giftig.
I sidste ende er der vel kun årsag og konsekvens… Ingen bødler og ingen ofre. Ingen djævle og ingen engle. Kun sårede mennesker der pga. manglende bevidsthed om dem selv desværre kommer til at give såret videre…..og videre….
Hvis man zoomer endnu længere ud, er alt vel faktisk som det skal være? Der er vel intet der er uden mening. De lidelser man gennemgår i sit liv, har formodentlig et formål på længere sigt… What doesn’t kill you makes you stronger. En cliché, tjah… Men faktisk sandt?
Jeg er taknemmelig for, at jeg har givet mig selv lov til at leve i så stærk, vedvarende smerte… For smerten har været en værdifuld læremester og den har gjort mig stærk og selvstændig. Intet har været forgæves. Og jeg fortryder ikke noget som helst.
Smerte og modgang bringer en personlig indsigt som et lettere og mere sorgløs liv ikke kan bibringe på samme måde… (Lige et firkantet postulat herfra. Bum! Og ups… )
Jeg følger din blog. Du kæmper en hård kamp… Hatten af for din utrættelighed og din stædighed. ❤️ ! Og tak for din selvindsigt og din bevidsthed om vigtigheden af at tage ansvaret for sit eget liv.
Jeg brød endeligt med min far for 3 uger siden…. Bad ham slette mine kontaktoplysninger og undlade at kontakte mig igen. En beslutning der har været på vej i flere år.
“You have to keep breaking your heart until it opens”. Mit hjerte er sønderknust nu…..og endelig åbent. Jeg nåede bunden – følelsesmæssigt og på mange andre måder. Et godt udgangspunkt, for så er der kun én vej: Op.
Somme tider skal der en voldsom personlig hændelse til at man bliver i stand til at ændre gamle, indgroede mønstre… Mit brud med min far har ført en lavine af voldsomme ændringer med sig – mest af den gode slags.
Vigtigst af alt: Jeg har endelig valgt at sige ja til livet. Kan i tilbageblik godt se, at jeg har levet hele mit liv i et limbo mellem liv og død. Et ben i hver lejr. Splittet. I tvivl. Forpint. Fanget i en cirkel af selvdestruktion – selvopbygning…. Igen og igen og igen… Evindeligt. Opslidende.
Nu har jeg endelig truffet mit valg: Jeg vil gerne leve. Jeg vil gerne dette her.
Og jeg er spændt på hvad min fremtid bringer. Jeg er ikke naiv. Jeg forventer intet. Håber måske ikke engang på noget specifikt? Forholder mig bare åben og ser frem til hvad end der sker – af godt og skidt. Den følelse har jeg ALDRIG haft før. Det er vildt at skulle starte sit liv når man er 44. Ha ha… Men bedre sent end aldrig.
Jeg kan. Og du kan, Signe. Hvad end dit ja til livet skal bestå i, afgør du med dig selv. Det er vel individuelt fra person til person…. (Ikke et ord om vægt eller mad her. Min spiseforstyrrelse ser jeg som et symptom på problemet…, ikke som selve problemet. Mit problem var, at jeg ikke turde leve. Nu har jeg aktivt valgt livet. Måske vil mine problemer med mad og vægt gradvist træde i baggrunden efterhånden som jeg lærer at leve mit liv fuldt ud på en selvkærlig måde?)
Der er ingen facitlister. Enhver finder sin egen vej….
Under alle omstændigheder: Livet behøver ikke være en kamp. Hvorfor gøre det til en kamp? Hvorfor ikke bare tage imod det og nyde det? Måske oven i købet lave kunst ud af det? ️
Dét jeg var udsat for som barn, skal ikke definere mig. Og jeg er kun knækket og ødelagt hvis det er sådan jeg ubevidst har brug for at se mig selv. Alt kan heles. Og glasset er sgu ikke halvt tomt, det er halvt fyldt. ❤️ (Med juice…. IKKE vodka. )
Signe, du virker som den slags menneske verden har brug for mange flere af. Sig ja til livet. Please? Jeg vil hellere leve i en verden hvor der er en sej og glad Signe der har det rigtig godt end jeg vil leve i en verden hvor der er en forpint Signe der kæmper en umenneskeligt hård kamp.
Viljen og modet til at kaste sig ud i livet uden sikkerhedsnet er derinde hos os alle sammen…. Det skal bare aktiveres.
Jeg tror på dig. Du er for god til at skulle leve så hårdt et liv. Du fortjener bedre. Giv dig selv hvad du fortjener. ❤️ For denne verden har brug for dig, dit mod, dit kærlige sind og din styrke.
ALT det bedste fra Monika.
🙂 Hej, Signe.
Bare lige hurtig feedback her på en doven søndag.
SÅ godt at høre, at du ikke længere tager angstmedicin! (Fanfare OG en storslået parade til dig! 😀 ) Fedt at du har det så godt med det!
For mig vil kemisk medicin aldrig være vejen frem…. Andres holdning til det, blander jeg mig dog ikke i. Så længe de ikke trækker noget ned over hovedet på mig.
Mon du havde støtte og opbakning til at trappe ud? Det håber jeg meget.
Pyh, jeg fik da skrevet en ordentlig smøre sidst, hva´? Ha ha…. 😉 Tak fordi du læste det hele. Og tak for din positive tilbagemelding. 🙂
Det var ren selvterapi for mig at få sat ord på mine tanker…. Erkender det. Men det var samtidig vigtigt for mig, at du også skulle kunne bruge det til noget i din situation. Det giver mig altid selv rigtig meget når andre mennesker er åbne og ærlige og lader mig spejle mig i dem. <3 Måske fungerer du lige sådan? 🙂
Det er skønt at høre, at du har mod på livet og siger ja til det helt og fuldt…! <3 Af bitter erfaring må jeg da også konstatere, at livet vender ryggen til dem der vender ryggen til livet. Så at vælge livet aktivt TIL, er i hvert fald et godt udgangspunkt. ….Det tog mig 44 år at nå til den konklusion….(!) Sgu da lidt slow. Ha ha! 😉
En rigtig god søndag til dig!
Og endnu engang tak for en rigtig god blog. DU er sej! 🙂
Alt smukt fra Monika. <3 😀