De fantastiske små glimt

Sidste søndag pakkede mine skønne naboer bilerne med alt hvad man kan få behov for i 4 dage i et sommerhus i Danmark. Så tog “mine” skønne piger mig i hånden, og trak mig ud i den ene bil. Med Kim Larsen i højtalerne, humøret tunet ind på “ferie og hygge” kom vi alle 13 til mit elskede sommerhus i Vollerup. Vi var også afsted sidste år, der var det første gang. I år – vidste de alle, at mit sind var en del mere skrøbeligt… ikke sagt jeg ligger i fosterstilling, men – jeg bliver hurtigere træt, og jeg er mere tænksom – altså, jeg ser nok sådan ud. For det er ikke fordi jeg kan fortælle om mine tanker, der er ikke hoved eller hale i dem. De ER der bare, 24 fucking 7! Mylder med mylder på.

Vi havde nogle helt igennem gode dage sidste år, så i foråret da vi begyndte at snakke om sommerferie – så var jeg virkelig “på” med, at vi da skulle afsted igen. Det betyder sgu noget for mig, at kunne tage de mennesker, som beriger mig helt uendeligt meget i min hverdag, ved deres blotte tilstedeværelse, med væk fra Amager… og være sammen på en lidt anden måde.

Den sidste månedstid har jeg så ikke rigtig orket at tænke så meget på det, og var egentlig ved at synes en enkelt overnatning var riiiigeligt. Heldigvis blev det anderledes.

Jeg havde en ansvarsfølelse over at være “vært” på størrelse med en ært. Alle har jo været der før, ingen forventer opvartning eller oprydning. Jeg må sige, mange ferier jeg har været på med andre mennesker – go HOME. De her dage, var som at være sig selv, men med andres nærvær og underholdning BIG time.

Måske hjalp den der virkelig god rosé, min mors malurtsnaps, min yndlingsøl lidt til? Jeg var i hvert fald sket ikke irriteret, når børnestemmer vækkede mig efter tre “våde” nætter.

Men, så kommer jeg hjem – og SÅ er det atter den der tomme fornemmelse, post-sommerhus-BLUES kombineret med en i forvejen myldrende krig i hovedet. Jeg forsøger, virkelig! At se de små glimt. Som, da min søde Sylvester kommer med en gave og det sødeste kort, bare fordi jeg får min østrogen/mor kvote dækket lidt, når jeg henter ham fra vuggeren og hygger med ham.

Som når min moster sender mig en kær sms.

Som når jeg tilfældigt støder ind i min skønne veninde, som jeg ikke har set i en milliard år, fordi hun og jeg simpelthen har haft alt for forbandet meget at se til – jeg blev simpelthen så glad helt ned i storetåen. Lige foran pakkeboksen, brød vi begge ud i spontane kæmpe knus og kys på kinderne, lidt tårer i øjenkrogen.

Når min kære veninde skriver “er du på stranden, for vi er her lige for at dykke lidt… og så ville jeg bare give dig et knus”

Når en tredje veninde skriver “vi skal ses. Du vælger hvad vi skal. Om det er ude i det blå, kaffe, brunch, eller skal jeg komme til dig? Hvad du føler eller ikke føler for på dagen.”

Jeg er heldig. Jeg ved det. Jeg kan ikke takke nok, var det  ikke for jer – så var AnorekSigne større end Signe. Nu er det heldigvis omvendt. Relationer er helt klart katalysatoren for mit ve og vel.