Battet eller brisen…?

Vinden er simpelthen vendt! Jeg synes jeg lige i øjeblikket er i en blid, blid medvind. For en uge siden, var jeg indkaldt til det endelige møde vedrørende min førtidspension. I ved alle, hvor nervepirrende, angstprovokerende og frygteligt det har været for mig, i de sidste 11 måneder. Sidste år kastede jeg for alvor håndklædet i ringen, og måtte sande, at mine smerter efter piskesmældet i 2017 kan jeg ikke forudsige mine dage. Og slet ikke lave det stykke arbejde jeg tidligere har udført. De sidste tre år, har min arbejdsgiver været yderst fleksibel – og alle mulige måder at kunne arbejde en smule er afprøvet. Depressionen over ikke at kunne mere kom dundrende, angsten for “hvad så nu?” fik mig helt helt ud af kurs. En fyreseddel fra mit fleksjob, har gjort at jeg ikke har kunne andet end vente, vente vente på gangen i sagen. Min sagsbehandler gik på barsel, jeg fik en ny – som var helt grøn og nyuddannet – forfra! Hun skulle ind i sagen, for at vi så kunne finde ud af, at en anden skulle overtage for hende – forfra igen! Ny kvinde på posten, hun skulle have tid til at sætte sig ind i det hele – for at finde ud af, at der manglede rigtig mange oplysninger, som jeg ellers var “lullet” til ro med, at “det er lige til højre-benet, du får den pension om føje tid” … Coronatiden satte alt på pause…så skal vi jo også have sommerferie!

Den sidste dag i august mødte jeg op til mødet. Allerede om morgenen havde min kære kære veninde sendt mig en kæmpe buket blomster med ordene “lige meget hvad der sker idag, så er du stærk og ikke alene”. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skulle have gjort uden mine nære og kære i de her måneder. I ved alle hvem I er, I har hørt på mine suk og taget jer af mig. Jeg kan KUN takke ydmygt.

Jeg vidste ikke 100 % om jeg ville få svar samme dag. Men 18 øjne ramte mig, da jeg gik ind ad døren. Overlæge, psykiater, mødeleder, sagsbehandlere fra forskellige teams, menneske fra kommunen, kiggede på mig! Jeg sank ned i stolen, for at samle mig lidt – men blev mødt af de sødeste mennesker. Mødelederen startede med at fortælle hvem de var, men blev afbrudt af hende fra kommunen, beskæftigelsesudvalget, som ville rose mig. “Jeg har set uendelig mange sager, Signe – men aldrig har jeg set en som dig, der har gjort SÅ meget for at blive i det danske arbejdsmarked. Det skal du virkelig have så meget ros, og en kæmpe respekt for.”

Mødelederen fortsatte og sagde “på den baggrund har vi allerede nu indstillet dig til pension, vi synes du skal have ro og fred. Har du ellers nogen spørgsmål?”

Det her møde, jeg har haft så mange angstanfald op til, været ved at vende vrangen ud af mig selv over… var overstået på 8 minutter! Jeg var så lettet, at jeg dårlig kunne stå på mine ben… og da min søde Christoffer havde kørt mig hjem, givet mig cola og mine yndlingslakridser, så fortsatte festen på Helgoland. Hvor bobler, flere blomster og søde menensker fejrede mig.

Det er klart, at der nu også er et “hvad nu, Signe” og “nu har du så fået roen, NU kan du så godt begynde at tage på… altså, nu er der jo ikke noget der ligesom sidder og klumper i dig, vel” …

Det er de tanker jeg forestiller mig alle går med, og de forventninger jeg føler jeg NU skal leve op til. Jeg vil det alt sammen så gerne, det vil jeg. Men, at jeg har fået bevilget pensionen får ikke min angst og ptsd (som jo virkelig viser sig lige her!) til at fordufte.

Jeg kan også give mig selv med battet “nu er du for alvor på offentlig forsørgelse, sikke du har spildt og ødelagt dit liv”.

Men, fandeme NEJ! Battet skifter jeg simpelthen ud med den lune brise af glæde og lettethed jeg føler. Jeg ved nu, at jeg 30 oktober får penge ind på kontoen igen, jeg kan få min bil til syn, jeg kan få betalt min tandlægeregning som er astronomisk høj – da midlerne siden januar har været…. ikkeeksisterende. Igen, TAK til jer, der har gjort hvad I kunne for at fjerne stenene på min vej.

Jeg vil dog gerne indrømme, at jeg nu er træt. Træt og glad. Jeg skal lige forstå det hele… jeg tror vi skal helt frem til 30 oktober, hvor jeg første gang får den. Jeg ved det her kommer til at betyde en kæmpe forskel for mig, jeg kan mærke ordene allerede begynder at flyde.