Kært barn har som bekendt mange kælenavne… Jeg ved ikke lige om der er noget “kælent” ved at få medieliderlig sat som adjektiv på mig som person – nej, faktisk ikke. I søndags var jeg på forsiden af BT, jeg fik også FIRE sider i midten af avisen, i netudgave var der endda også video og flere billeder. (Jeg linker til den nederst)
Helle og Bax, journalisten og fotografen har skitseret en ret almindelig hverdag i mit liv. Jeg synes faktisk de har gjort det ret nøgternt, sobert og fint. Der er billeder fra mine løbeture, i min lejlighed, og sårbare billeder af mig. Der er også billeder af den mad jeg om formiddagen gør klar – jeg ved Bax tog billeder af mit slik også, det har Helle valgt fra i avisudgaven, hun har også skrevet at jeg også får noget fisk, æg, ymer eller andet om aftenen – det er der ikke billeder af, for det er en beslutning jeg tager sidst på dagen. Jeg aner ikke om formiddagen hvad jeg har lyst om aftenen. Overskriften, “hun lever af to meloner” kan jeg godt se sælger godt. Jeg har ikke rettet i det – for det ER det jeg spiser. Men, jeg spiser også mere end det. Alle omkring mig VED, at kæften er fuld af slik om eftermiddagen, alle børnene omkring mig VED min taske altid indeholder noget lækkert.
Hvad ER det så jeg vil med denne artikel? Altså, for det første – BT kontaktede mig, fordi de gerne ville høre mere til mig, fordi jeg lige har udgivet bogen “AnorekSigne” (på forlaget Vilhelm – den kan nu igen købes alle vegne). Og i og med jeg har skrevet den, i samarbejde med Christine Jønck og min redaktør Thomas Vilhelm, så er det da klart jeg håber så mange som mulig læser den. Jeg står GERNE frem og viser mine sorte sider, hvordan jeg spiser, at jeg kaster op, at jeg gør tossede ting, at kontrollen og AnorekSigne tit vinder – fordi jeg VED, der er mange der kan spejle sig i det. Og når man kan spejle sig i andre, så føler man sig mindre alene. Måske man også kan spejle sin datter, veninde eller niece i mig – og dermed forstå lidt mere. Få et mere nuanceret indblik i en forstyrret hverdag.
Vi skal IKKE gemmes væk, til vi i andres øjne er mere normalvægtige. Det er så uendelig vigtigt OGSÅ at høre om de daglige kampe. Både om sejre og nederlag. Men, ja – hvis man kun vil læse ‘happy kendings’ – så skal man da blive i sin osteklokke af glimmer og glitter.
Jeg stiller mig gerne op nøgen på rådhuspladsen, hvis det får nogles øjne op – og de øjne er med til at ændre behandlingsmuligheder, stigmatisering af os som “hysteri-sygdom”, tanken om at binde os og stopfodre os, men mest af alt, hvis det kan få nogle til at forstå jeg ikke identificerer mig 100% med at være anorektisk. Det er en del af mig, som jeg ikke kan styre i den rigtige retning hver eneste gang, simpelthen fordi jeg ikke har fået de rigtige redskaber endnu. De kommer, jeg er fast i troen på det. Men, det kan ikke forceres. Det er individuelt, hvad der virker for Marianne virker ikke for Pernille.
Adjektivet Medieliderlig kan jeg virkelig godt leve med, hvis jeg får budskabet om at “den syge OGSÅ har en stemme” ud.
Min veninde og jeg holder foredrag 20/11 på Nørrebro kl.19 netop om dette her emne. Læs mere her
Link til BT søndag 28/10.2018 her
2 kommentarer til “Medieliderlig? Røven i klaskehøjde?”
Det er en rigtig god artikel. Tænk at BT kan levere det men den er fin og udstiller dig på ingen måde som et offer eller andet. Den er pæn.. simpelthen
Jeg stiller gerne op (måske ikke nøgen) på rådhuspadsen eller også laver vi et “skinny Bitch” løbehold
For vi løber jo. Og ja vi kan lide det!!! Glæden er jo lige stor og retten til at løbe det samme uanset om man er tyk eller tynd. Det er bare altid De skinny bitches der lægges mærke til.