De gør og har gjort alt…

Signe AKA AnorekSigne

Signe AKA AnorekSigne

Denne blog har været hård, svær – men MÅTTE skrives. Mine forældre har gennemlæst, og givet deres “nik”. Vi er 3 søskende, blev vi spurgt om vores opvækst ville der komme 3 historier – det er bare vigtigt for mig at pointere, at mine forældre kan identificere sig med dette, og det ikke er noget “jeg har fundet på, eller fundet frem til”.

Mine forældre er unikke. Jeg er dem dybt taknemmelig, de har kæmpet, grædt, været fortvivlet, trukket sig, accepteret, slugt kameler, lavet “strudsen”, ømmet sig – men, de ER her endnu.

Min mor er født på en gård i en lille landsby, hvor der ligger en gård overfor – og dér er min far født. Ikke noget med den første og den bedste, næh – de tog den nærmeste 🙂 Så, de har kendt hinanden hele livet.

Jeg har 2 ældre søskende, min søster er 8 år ældre og min bror 6 år ældre – jeg er efternøleren…. Mine forældre er fra den generation hvor følelser – specielt glæde og komplimenter ikke hænger yderst i garderoben. Hele min barndom har de knoklet, min far som landmand – hvor økonomien virkelig er og var usikker, mad havde vi nok af kartofler på marken og kød i staldene. Men fornøjelser, tøj, børneopsparinger – det var ikke det, der blev eller kunne blive prioriteret. Jeg er ikke i tvivl om de ville give os meget mere, hvis midlerne var der. Min mor er sygeplejerske, og hun skulle ligesom hive den sikre løn hjem, samtidig med hun var medhjælpende hustru. Min far tog sig af ALT udenfor og min mor ALT indenfor. (dog med stor hjælp fra min søster, som tit passede mig og ellers hjalp til) Vi havde mange pligter, når vi havde fridage lå der liste i køkkenet med gøremål, der skulle klares inden hun kom hjem fra arbejde. Det gjorde vi, selvfølgelig – takken kom ikke så tit. Det gjorde til gengæld ærgerligheden/gråden hvis ikke vi havde lavet det, eller gjort det så det levede op til forventningen.

I laaaang tid efter jeg flyttede hjemmefra var jeg stiktosset på min mor over hun ikke kunne påskønne noget. Hun var evig og altid sur. Men, hun har virkelig haft sine kampe…. 3 børn, en mand som tit var i marken, i stalden og ingen indkomst. Fuldtidsarbejde, sine egne forældre og svigerforældre rendende hele tiden -både som hjælp, men også med en forventning om at alt omkring hus og gård funkler, og ser ud som DE selv gjorde. Sikke et pres. Og den arme kvinde, hun gjorde jo det bedste hun kunne. Klemte ballerne sammen, knoklede, lagde følelser ned i en kasse og nøglen smed hun måske på marken, hvor hun lige havde afleveret madkurv til høsthjælperne. Der var på ingen måde nogen veninder/alenetid til hende – jeg forstår slet ikke hun kunne, ingen ventil havde hun, intet sted at være Karen.

Det er klart fra min mor jeg har min stædighed, min “yde før nyde”. Min mor er fantastisk – hun kommer altid som en hvirvelvind, vasker, pudser, rengør ALT – det er hendes måde at vise sin kærlighed til mig på – har jeg nu lært, accepteret og respekterer. Det var ikke med min mor man sniksnakkede, gik i biografen (hun ville falde i søvn) eller cafe-hyggede. -Det er jeg ved at lære hende nu, til stor glæde for os begge (håber jeg).

Efter mine søskende flyttede hjemmefra, var jeg alene med mine forældre. Jeg gik i gymnasiet, gik til gymnastik – som jeg var ret god til. Var lige kommet hjem efter det fedeste år på efterskole. En dag bryder min mor sammen, og fortæller mig hun ikke kan længere. Min far og hende har haft det vanskeligt mange år, og mor havde holdt ud, selvom far på et tidspunkt nok ville have været skilt – men min mor ville for alt i verden ikke have vi skulle være skilsmisse børn, og jeg var jo så lille. Men nu lukkede hun mig ind, fortalte og jeg kan huske jeg sad ved siden af hende og tænkte “jeg kan godt forstå far, for jeg ville heller ikke være sammen med en sur kone”. Hvad jeg bare ikke lige kunne sætte sammen dér, var, at det jo var HANS handlinger, der havde gjort hende sur.

Det var faktisk en lettelse, ENDELIG kunne jeg forstå hvorfor mor så tit havde grædt. Og jeg tænkte, “jamen, så må vi jo finde ud af det, og jeg kan ikke vælge mellem jer – så jeg vil nok flytte for mig selv (jeg var 17 år)” En weekend gik, jeg tog til min værelseskammerat fra efterskolen, far hentede mig om søndagen – og jeg spurgte i bilen “hvad så nu?” – svaret var “ja, alt er som det plejer”.

Hvis tæppet var rykket væk under mig, da min mor fortalte hvordan det hele hang sammen – så forsvandt gulvet nu. Jeg blev så…. arrig, skuffet, rasende og fortvivlet. Hvorfor i alVERDEN skulle jeg lukkes ind i denne “skjulte verden”, holde facaden, spille med på dette skuespil og aller helst blive ved med at holde på hemmeligheden? Og hvorfor ville min mor ikke have min “hjælp” mit råd, hvorfor ville de ikke handle på, at “svesken nu LÅ på disken?”

Jeg følte i dénn grad en afmagt, og en følelse af at være skyld i mine to grundstøtter havde haft et hårdt samliv. Og at mine ord ikke blev taget alvorligt. Den første tid efter gik stille og rolig, men hverdagen ramte selvfølgelig igen og de små stikpiller ægtefolk kan give hinanden kom igen – nu forstod jeg dem bare. Nu var det ikke kun ord mellem min mor og far, jeg følte de ramte mig som atombomber.

Stadig holdt jeg lidt med min far, jeg kunne bare ikke være sur på ham – og den dag i dag kan jeg ikke. Jeg kan ikke forklare hvorfor, men al min vrede kom over på min stakkels mor. Jeg ville ønske jeg kunne lave det om.

Ubevidst forsøgte jeg at råbe SÅ meget efter opmærksomhed, at jeg stoppede med at spise kød og fedt. Så kunne mine forældre SAMMEN være sure og irriterede på mig. Altså deres konflikt blev overskygget af konflikten “Signe vil ikke spise andet end kartofler og salat”…. AnorekSigne blev født.

Det skal siges, at jeg aldrig har set og følt mine forældre så tilpasse og harmoniske i hinandens selskab som de sidste 10 års tid. De har holdt sammen TRODS alt. og jeg respekterer dem dybt for det. Hver eneste øre der kunne spares sammen brugte de på skiferier med os, for det var muligheden for ferie som landmand. De har knoklet, og det lønner sig nu idag. De har fået mere overskud, lidt mere mønt og mere glæde. Årene efter min studentertid skete der også meget i forhold til mine forældres arbejde, de fik solgt den ene gård fra, min mor stoppede som leder af 3 plejecentre, jorden og stalde blev forpagtet ud – det gjorde dem nok 15 år yngre og mere nærværende.

Efter jeg er flyttet til København (2008) har vi haft virkelig mange hyggelige dage, oplevelser og snakke sammen. Afstanden har været god for os. Alt i alt mine forældre nu er slet ikke de samme forældre som da jeg var barn – deres udvikling har været fantastisk at se.

Kærlige tanker til jer alle,  Signe

Del dette blogindlæg
Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.