Når man som jeg, har en diagnose – eller er i en tilstand af en forstyrrelse. Så stikker man ud. Nej, så stikker JEG ud. Jeg ser tynd ud og viger fra normen i andres øjne. Det sikker jeg “JA” til, mekanisk svarer jeg “den er jeg helt med på” – jeg har fået det fortalt de sidste 20 år. Min hjerne sorterer det fra, så info’en ryger ind ad det ene øre og ud af det andet – ret hurtigt. Den ryger bare ikke ind på lystavlen. Fordi selvom lamperne lyser, så har forståelseshjernen ikke brug for lys – den er vant til at leve i mørke.
Det er det samme, når jeg kigger mig i spejlet, så klipper forståelseshjernen kroppen fra, den genkender ansigtet og forholder sig ikke til noget syd for kæben.
Det eneste tidspunkt jeg ikke kan snyde forståelseshjernen, er når jeg ser mig selv på video. Min stemme, min mimik og bevægelse – dér kan min hjerne ikke sakse det forstyrrede væk.
Jeg ANER ikke hvornår min forståelseshjerne tog 100% over, men det er sket – og det er ikke sket pga jeg vil ligne en anden, eller synes tynde og benede kroppe er sexede. Min forstyrrelse er ikke blevet så fast en følgesvend pga mediers påvirken, samfundets krav eller hvad mange måske tror. Nej, min forstyrrelse er en farlig cocktail af at være disponeret genetisk for et lidt sensibelt sind, og et behov for at kunne kontrollere et eller andet på et tidspunkt, hvor min verden smuldrede. Snebolden var lille i starten, og kunne måske have smeltet – hvis jeg var blevet set og hørt dér. Hvis og hvis… ingen skal bebrejdes. Snebolden blev større, og sneen var ikke tøsne, der faldt hele tiden gode fnug, så bolden kunne vokse. Det kunne den fordi temperaturen (mit sind, mine gener) var rigtig til det.
Jeg blev hevet fat i for et halvt års tid siden – af en skøn kvinde, som skrev hun fulgte mig, og som ex-anorektiker synes hun mine tanker var og er så lig hendes. Hun har en skarp tunge, og har et alias hun skriver under. Vi mødtes, og sød musik opstod! Ja, fandeme så. Den drage hun skriver under, så jeg slet ikke – jeg ved ikke om det er fordi jeg har et røntgen blik, eller simpelthen vælger at se dét jeg holder mest af ved hende… men, i hvert fald klikkede vi – og besluttede at vi to kunne give andre et indblik i at være forstyrret. Hun er ex-forstyrret, altså i andres og i lægers øjne – hendes vægt er normal, men spørger man ind til hendes mønstre, så er der stadig en forstyrrelse. Jeg mangler endnu at tage på, så jeg ikke ser forstyrret ud, før jeg ikke forstyrrer andres vue.
Hele humlen i vores tilgang til foredrag er: vi er FORSTYRREDE, vi bliver FORSTYRRET af dem vi FORSTYRRER. -ja, ordspil og humor indeholder vi heldigvis begge. Så et foredrag er på vej, hvor vi tager tykt pis på os selv, for at vise og skabe forståelse for dét at være forstyrret.
Et eksempel; Heidi og jeg gik en tur sammen og folk kigger lidt efter os, ahh okay ikke lidt – de vender sig om og glor liiiige lidt ekstra. Heidi tænker: “åh, lad hende dog VÆRE” og jeg tænker “ja, jeg har en lækker og flot veninde, der idag går med en bluse med kig til maven”. Jeg kobler overhovedet ikke andres blikke sammen med, at jeg forstyrrer. Jeg stikker ud og forstyrrer det normale. Hun tænker ikke at hun forstyrrer ved at gå med en minitop, der viser hendes flotte krop.
Vi grinede en her del af vores forskellige opfattelser af at forstyrre andre… vi griner også en del af, når vi går en tur i Torvehallerne og duften af lækre nye flødeboller får Heidi til at tænke “det må jeg ikke” og Signe til “slet ikke at tænke det som noget man kan have lyst til”…