Nyt fra feriefronten

Jeg har tit stået foran min væg, som jeg har tapetseret med et kæmpe verdenskort, og tænkt “hvorfor har jeg egentlig aldrig været i Grækenland?” Jeg har drømt om Rhodos siden min søster var afsted med to veninder sidst i ’80erne, og jeg var med da hun fik fremkaldt (ja, det var jo i ’80erne) billederne. De der hvidkalkede stenhuse med blå vinduer og døre har altid tiltalt mig, jeg ved ikke hvorfor det ikke er blevet til et besøg… endnu.

NU er jeg her nemlig, på Rhodos – lige ned til det mest BLÅ hav. Jeg har set mange mange have, søer, laguner og hvad ved jeg i mit liv, men det her Ægæiske hav… hold NU magle! Det er ikke salt som middelhavet, det er ikke mørkeblåt eller turkist som det er i Thailand, eller i Caribien. Nej, det er bare skønt mellemblåt, sin helt egen græske blå farve. Dog med sten, som er bløde runde, som ikke irriterer – men som faktisk giver den der tilpas fornemmelse af ikke at synke i blødt sand, og heller ikke få sand mellem tæerne (det HADER jeg). Bedst af det hele – det er så tilpas tidligt på turistsæsonen, at jeg har stranden for mig selv-agtigt. Det kan jeg ret nemt bilde mig selv ind – for der er pænt langt over til den anden, der ligger på liggestolen. Stranden er på længde med Amager Strand, og jeg hvis man kender lidt til den, vil man forstå man føler sig lidt speciel og alene, når man ligger ved Helgoland – og den anden man forsøger at vinke til ligger ved 5Øren!

Turen var faktisk ret spontan, jeg kom hjem fra den dejligste 5 dages ferie på Mallorca for en måned siden. En helt igennem hyggelig tur med veninde, hvor vi hyggede, solede, skålede og mødte andre søde mennesker. Men efter nogle dage hjemme, følte jeg faktisk jeg var helt sendt til tælling og trængte til en tur i opladeren igen.

Klik, klik og klik – betal og afsted med mig.

Den første dag her var lidt mærkelig. Jeg synes her var uRIMELIGt stille – der var ingen krager her, de var vendt om for længe længe siden… og her var SÅ stille.

Jeg snakkede godt og længe med mr. Constantino – hotelejeren, han er den mest hyggelige mand, han varter mig op i hoved og … Der bor ikke mere end mig og 4 andre her, så han laver ikke buffet klar – men vi skal bare sige når vi vil have mad, og hvad vi kunne tænke os, så tryller han det frem.

Åhhhh I looooove it – Ole H kunne ikke sige det bedre.

Denne her ro, ingen andre at forholde mig til giver mig tryghed og mod til at udfordre mig selv igen. Som derhjemme, med maden. Selvom jeg nu er på udebane. Så, til salaten får jeg pommesfrites! HOLY…. Ja, det gør jeg. Jeg spiser ikke hele tallerknen, men jeg kan sgu godt lide dem. Jeg får ikke så mange øl – jeg bliver aldrig hende, der sådan skåler med mig selv. Men ingen ferie uden is – og Calippo…. altså den græske udgave – well, den får ikke så mange stjerne af mig, men skik følge eller…

Min krop får også ro, jeg har ikke løbesko eller tøj med, det gør mig godt. Jeg kan mærke de uger om året jeg er afsted, der har min krop det helt fint (jeg tror faktisk den ville JUBLE, hvis den ellers blev hørt…)

Grækenland, jeg kommer igen. Dér her hav – det er jo drugs så de BATTER!