Mænd og billeder af deres …

Jeg skriver ikke ret meget om mit kærlighedsliv – om mændene, der figurerer omkring mig. Det er der en virkelig god grund til – det er nemlig en fortælling i pixi-bogs størrelse! Det er så kort fortalt og ret sølle. Jeg er nu egentlig en personlighed, der ret hurtigt begejstres og forelsker mig let, sådan den der “falde på halen, lidt smigret og rød i kinderne – forelsket i tanken, lykken og billedet på min nethinde om ham og jeg hånd i hånd ned ad strøget. Os mod verden.

Jeg har været på utallige dates, hvor jeg er gået derfra og tænkt “hmmm, han er vist ikke mr. Right, men jeg giver ham da lige en chance til, (han vil jo SÅ gerne at vi skal ses igen), måske er han mr. rigthNOW, altså måske vi kan være gode for hinanden i en tid. Vi går fra daten og aftaler vi skal mødes igen. Ret tit giver han mig et kys, det sidder jeg så og tænker sødt på på hjemvejen… vi skriver lidt sammen, og 3-4 dage efter, hører jeg intet.

På daten er jeg faktisk ret åben, jeg fortæller om mig selv, som jeg ER. Jeg er ikke på tinder eller sådanne sites. Hvis det er en blind date, kender vi hinanden gennem venner, eller han har selv taget kontakt til mig via Facebook eller instagram. Så, han VED hvem og hvad han mødes med. Derfor – undrer det mig virkelig VIRKELIG, at han på daten er enormt sød, empatisk og rigtig charmerende…. for så nogle dage efter ikke at give nogen form for forklaring på hvorfor han ikke gider ses igen.

Det er sgu dårlig opdragelse.

Dette her indlæg skal ikke handle om min undren over det, men om ham jeg trods snart 4 års skriblerier vælger at give en chance til.

Han fandt mig også på facebook, via fælles venner. Han boede da i udlandet, og vi skrev lidt frem og tilbage – jeg synes han er vildt flot – og blev ret smigret over han “fandt mig” og over han gad skrive… Vi forsøgte at sætte et møde op, men det lykkes aldrig. Jeg gjorde klart fra start, at jeg synes der her med at skrive sammen med én, jeg aldrig har set i øjnene er nærmest umuligt for mig. Men, at vi stille og roligt skrev lidt sammen, gjorde mig mere og mere tryg. Der gik måneder med det, og de gik godt. Det var dejligt at have en at skrive med, snakke med, facetime med… men mere kan det aldrig blive for mig, når vi ikke har mødtes. Så lavede han fejlen – han blev for “lummer” og sendte lidt for irriterende billeder, og det ødelagde hele det her fine billede jeg havde i mit hoved. Jeg var vist… snerpet, skrev han! Meget snerpet!!! Behøver jeg at nævne, at den daglige kommunikation stoppede?

Hvad forestillede jeg mig egentlig også? En penneven, som bliver til min soulmate?? Det lyder lidt for eventyrligt, og alt for urealistisk til mit liv.

Tiden gik, og han skrev lidt igen – han var ked af hans “frembusende adfærd”… og vi skrev lidt igen. Jeg mener; vi bør jo alle få en chance til.

Det går faktisk sådan, at han kommer til Danmark – og vi får endelig set hinanden… et kort møde – hvor jeg konstant tænker “han er simpelhen SÅ sød og SÅ fantastisk, som jeg ikke engang turde håbe på”. Vi er helt enige om at ses igen snarest, det er ikke længe han er i landet – så det skulle være snart. Vi kysser. Og åhhhhh, det var skønt.

Der går så 19 timer, og jeg får en lummer besked!

Jeg trak vejret laaaaaangsomt, og skrev “nå, så gik der ikke engang et døgn”… Han forstod mig tydeligvis ikke, han mente, at nu havde vi jo mødtes – og SÅ synes jeg nok det var helt okay.

Nu har jeg faktisk efter 4 års vedholdenhed fra hans side, jeg må give ham – han giver altså ikke op, besluttet at vi godt kan tage en kop kaffe… Tiden læger, og vi forandrer os alle. Måske jeg er naiv – men min mormor sagde jeg aldrig skulle sige nej til kærligheden.

God weekend.