Det vigtige opkald

“Hej Signe, hvordan går det?” – jeg ved dette spørgsmål er en del af samtalen, når nummeret ringer. Enhver anden ville jeg dreje samtalen over på også at snakke ligeså meget om ham/hende, men når dette her nummer ringer, ved jeg vi snakker mest om mig. Jeg bliver glad hver gang, nogle gange kan jeg ikke tage telefonen, fordi jeg lige sidder sammen med andre eller er på arbejde – og jeg kan ligeså godt lade være at tage den, for samtalen skal have ro og nærvær.

Her til morgen ringede han igen. De første spørgsmål gik mest på om jeg fysisk er okay, efter mit stunt ned ad trapperne i sidste uge. Han var også lidt bekymret for, om det havde fremkaldt et stort behov hos mig i, igen at hive fast i rutinen, kontrollen og de kendte mønstre.

Jeg kunne og kan med helt ro i stemmen fortælle ham, at jeg er en såret Signe. Virkelig. Jeg har så ondt i min krop. Jeg har måtte skuffe mig selv KÆMPE stort ved at måtte melde fra til en koncert igår, lade min veninde gå med en anden. Jeg må gøre alt halvt i øjeblikket. Det kunne jeg slå mig i hovedet med fra nu af og til …

Det eneste jeg gør HELT, er faktisk at ønske min krop okay igen. Jeg startede jo ud med at have katastrofetanker omkring jeg ikke kunne løbe, ikke kunne bevæge mig mine 20.000 skridt om dagen. Jeg kunne ikke spise de meloner jeg plejer, for jeg kunne og kan ikke bære dem op ad trapperne – og jeg vil ikke bede nogen om at handle SÅ meget for mig. Ergo – alle mine normale rutiner må jeg slippe. HELT. De første døgn var jeg heldigvis mest bedøvet af smertestillende og ret så rundt på gulvet. Så triggertanker kom lidt i de vågne “doser”, jeg kunne vende mig om og sove lidt videre – for så når jeg vågnede egentlig ikke at have behovet for at skulle ud at gå! Eller spise vildt meget, for så at kunne kaste op. De bøjede ribben satte en helt naturlig stopper for det. Både motionen og opkastningen.

Da jeg så idag talte med den kloge mand, som heldigvis ret tit ringer til mig – kunne jeg selv se, at mine triggertanker omkring løb/overspisning faktisk er meget meget færre. Jeg kan også nu finde en “overspringshandling”, som Pia lærte mig – se en film, læse en bog, ringe til en veninde, sætte mig og … være.

Sulten er stadig ret svær at mærke, men jeg kan nu begynde at gå at tænke på hvad jeg har lyst til at spise, og hvad jeg har lyst til at prøve at lave i køkkenet. Jeg kan faktisk mærke, at mine tanker er ændret lidt. Det er så små skridt, jeg aner ikke om nogen andre mærker noget – jeg tror mest jeg mærker, at jeg stadig går rundt i en depressiv verden, hvor jeg forsøger at sige farvel til en tæt veninde – spiseforstyrrelsen – samtidig med jeg forsøger at se dén Signe mine venner fortæller mig jeg OGSÅ er… Men, det er forbandet svært – mit hoved føles som om det er parat til at eksplodere hele tiden, jeg føler ikke jeg er nærværende overfor mine nære, jeg føler ikke jeg er en god veninde lige nu. Jeg synes kun jeg kan fortælle jeg har det … svært! Hvem fanden gider blive ved at høre det?? Jeg har virkelig nok at gøre med at sige farvel til dén veninde, som har fyldt mere end nogen.

Faktisk gik det lige op for mig, at det egentlig er noget fis, at jeg skriver jeg gør alt halvt i øjeblikket. Jeg er faktisk i gang med at gøre Signe hel.

Ham, der ringer til mig har kendt mig siden 1988. Han kender hele min historie, vi har aldrig talt om mine problematikker tidligere, han kender hele min familie rigtig godt. I dén tid jeg har været mest syg, da har han ikke boet lige så tæt på mig som nu. Fortroligheden mellem os er intakt, jeg ved han ikke baldrer ud med noget mens han kløver brænde eller spiller kort med mine forældre, men dét at han også er deres ven, gør det hele meget nemmere for mig. Han stryger mig ikke med hårene, han lytter. Og kommer med de helt rigtige ord, han har også været fanget af depressionens stramme arme. At han nu stiller sig med åbne arme, empatiske øjne og gråsprængt hår overfor mig… det gør mig uendelig taknemmelig. Hans sofa er dén sofa på hele Amager jeg har mest lyst til at ligge mig i fosterstilling i, jeg ved jeg også kan bryde sammen og sige “det her er simpelthen SÅ svært”.  MEN! -jeg lover dig, du ikke kommer til at stå og kigge på en hvid kasse, men på MIG -levende Signe- til den næste kirkelige handling du holder for mig.