Atter et afbud

For en del år siden kørte min far mig til en hypnotisør i Middelfart – han havde fået rigtig gode anbefalinger af mine forældres venner, så – han skulle da prøves. Måske kunne HAN få mig til at glemme min trang til kontrol, få mig til at føle sult og få mig til at kunne lide mad…?

Vi kørte derover en del gange, gæt selv – det hjalp ikke. Men, han startede seancen ved at jeg skulle læne mig tilbage i stolen, lukke øjenene og forestille mig selv på det tryggeste sted. Som barn. Et sted jeg smiler ved tanken om. Når jeg kunne se det for mig, skulle jeg lige være der lidt og dvæle lidt ved minderne, blive glad og varm.

Jeg var ikke i tvivl. Jeg befandt mig på Vinde Helsingevej 11, 4281 Gørlev. Hos min faster og Onkel. Asta og Gunnar, deres 3 børn mine kusiner og fætter. Jeg var der HVER ferie i hele min folkeskoletid. Første gang da jeg var 4 år. Jeg havde intet behov for udlandet – når andre fra min klasse fortalte om hvor de havde været, eller hvor de skulle hen, var jeg total ligeglad – jeg skulle til Asta. (Jeg kan huske 1 år, hvor de, Asta, Gunnar og børnene, skulle på ferie – vist 5 uger til USA – jeg synes det var det frygteligste i denne verden…. så kunne jeg jo kun være der i 14 dage dén sommer). At min mor har fødselsdag midt i sommerferien rørte mig slet ikke – kan faktisk huske mange gange, hvor Asta kørte mig “hjem på besøg hos min mor på hendes fødselsdag”!!!!!! Jeg har jo været et frygteligt barn!

De er skolelærere og har jo så 7 ugers ferie, vi lavede ikke noget vildt, jeg VAR der bare. De sov længe – det har jeg aldrig rigtig lært, men jeg satte mig og så matador på VHS, og kunne alle replikkerne. Jeg ELSKEDE det. Den dag idag ser jeg lige et afsnit, når jeg er lidt småsyg, småked eller bare TRÆNGER, som fru Murermester Jessen ville have sagt det. Jeg elsker at lave en “Maude” – gå ind og lægge mig, så snart jeg hører Bent Fabircius-Bjerres toner….så er jeg tilbage i Vinde Helsinge, og visualiserer mit tryghedssted frem.

Men, min tryghed, min lykke, min glæde er så fast bundet til min faster, til Vinde Helsinge, og til deres omgangskreds. Idag, lørdag d.8 juli har Asta og Gunnar guldbryllup. Altså de har været gift i HALVTREDS år. Jeg husker som igår deres sølvbryllup… Jeg har glædet mig SÅ meget til at fejre dem. Men i tirsdags faldt jeg og ødelagde mit knæ… Så jeg humper rundt, og kan ikke sidde ned, for knæet kan ikke være bøjet så lang tid ad gangen. Jeg kan ikke køre bil – i hvert fald ikke før stingene er fjernet.

Igen går jeg glip af noget godt, et højdepunkt. Jeg kan spørge mig selv mange mange gange “hvorfor?”. Hvorfor faldt jeg? Har min krop fået nok NU? Er det pga anoreksien, eller er der noget andet i vejen – altså endnu en følgesygdom? Jeg ved det endnu ikke, jeg skal have en længere snak med min læge i næste uge. Men faktum ER – jeg går glip af noget godt. Igen.

Min søde far hentede mig fredag i København, jeg hyggede med mine forældre fredag – min mor havde virkelig lavet den lækreste mad – jeg NØD den. Imorges stod vi op kl.6 – kørte til Asta og Gunnar og sang dem op – så jeg kunne være lidt med. Det var dejligt. Jeg fik snakket lidt -men GODT med mine kusiner. Alle kunne jo godt se jeg ligesom humper rundt, og syntes faktisk det var rigtig dejligt jeg anstrengte mig for at deltage alligevel.

Derefter blev jeg sat på toget til København, nu er jeg hjemme….. og SÅ ked af det. Ked af jeg igen går glip af festen, ked af jeg stadig er venner med AnorekSigne. Ked, bare ked af det.

At jeg ikke kan være med til at fejre, og grine sammen med de mennesker som gav mig den bedste tid. Så, nu – er det jeg trækker Maude-kortet. Verden er vulgær! Jeg sætter matador i dvd’en – og tænker på Vinde Helsinge, på min elskede faster og onkel. Og er dem evig taknemmelig.