Fucking tirsdag!

Kender I sådan en dag? Sådan en dag, hvor man 1 time efter man er vågnet ville ØNSKE man aldrig var stået op…? Sådan en dag, der lige er til at lukke op og skide i…? Thyco Brahes dag, fredag d.13 – nu er det altså tirsdag og kun d.4 – kært barn har mange navne. Jeg holder mig til fucking tirsdag.

Vågner op med hovedpine, for anden dag i træk, smerterne fra kraniekanten i nakken var helt uudholdelig igår, idag bedre – men ikke fantastisk! Skulle have mødtes med gammel kollega, og faktisk glædet mig til dagen idag – heldigvis er hun så sød, at skrive “vi finder bare en anden dag”. Søde Marianne – vi finder bestemt en anden dag.

Jeg tænker, måske jeg ville have godt at lidt frisk luft – en luntetur kan tit redde dagen og få hovedpinen til at forsvinde lidt. Jeg kigger ud ad vinduet – overvejer om det skal være shorts eller en lidt længere model til benene. Shorts bliver det, jeg snører løbeskoene og lunter yderst stille og roligt derudad. Jeg kommer ikke længere en 400meter væk, så snubler jeg. Lige så lang jeg er. Jeg kan mærke det her ikke er godt. Mit højre knæ og venstre hånd “tog” faldet. Og jeg VED bare der er kødsår til Signe. Ganske rigtigt, højre knæ er slemt medtaget, der fosser blod ned langs ben og hånd – jeg får mig samlet efter en 45 sekunders tid på asfalten. (heldigvis kommer der ingen forbi)

De 400 meter hjem er måske de længste i mit 36 årige liv. Det svimler for mig, jeg sveder en ubehagelig sved – jeg kaster lidt galde op på vejen. Jeg har intet med mig ud over min nøgle. Så jeg skal altså op i lejligheden for ligesom at få ringet efter noget hjælp.

Jeg kan slet ikke overskue at kigge på knæet, hånden er okay – det er blot et lille sår. Jeg ligger mig ned på gulvet og tror faktisk jeg sådan halv-besvimer. Jeg tænker hele tiden, ‘såret skal renses – det skal renses – det er derfor det gør SÅ ondt, det MÅ være derfor….!’ Jeg ringer 112 – for the FIRST time. Damen i røret mener jeg skal tage en panodil, og så stoppe blødningen. TAK for info – den havde jeg faktisk godt regnet ud selv. Men, jeg er sgu ikke i stand til at stå op – jeg kan ikke gå ned i bilen og køre mig selv til skadestuen – jeg er alene, naboerne er ligesom ikke hjemme, mine forældre bor 110 kilometer væk…. Nå, damen vil ikke tale med mig længere. Fair nok, jeg er jo også kommet op på 2.sal – så kan jeg vel også komme ned igen.

Jeg humper ned på gaden, AnorekSigne er faktisk på vej til Amager hospital på gåben….. MEN, Signe orker det ikke og  ringer efter en taxa. Det var godt, jeg fryser og ryster som et espeløv, chaufføren er virkelig flink og rar, hjælper mig ind, ud og OP på 2.sal (hvorfor ligger modtagelsen på 2 sal???) fordi elevatoren ikke virkede. Nå, jeg orker ikke at spekulere over det. Sygeplejersken er sød, og jeg kommer på en stue med det samme, hun renser sår og vil lige have en læge til at kigge på mit knæ. Hun kunne i dén grad godt forstå jeg ikke selv kunne rense det. Der var sten og grus ret dybt ind. Jeg fik såmænd 4 sting – en antibiotikakur, og besked om at mine led godt nok er løse!!!  MEN det skulle jeg da være SÅ glad for, for ellers var der sket mere!

Havde jeg BARE taget længere bukser på, så var kødsåret slet ikke så slemt…. Var jeg BARE blevet hjemme…. Nu skal jeg til min elskede faster og onkels guldbryllup på lørdag, humpende OG med kæmpe forbinding! ForfængeligeSigne er helt opgivende. -Signe er SÅ forbandet sur over jeg absolut SKULLE snøre løbeskoene og ikke gå-skoene, for så var det jo ikke gået så galt, når jeg løber med en halv hovedpine, så er reflekserne nok ikke glimrende. VEL! AnorekSigne, giver det da slet ikke mening for dig???

Jeg håber jeres tirsdag er bedre end min – resten af sommeren har Signe besluttet at der ikke er løb. Det var fandeme pinligt at humpe rundt med blod over det hele. Endnu mere irriterende at jeg nu skal humpe mig igennem de næste dage. Og den kjole jeg havde planlagt at have på på lørdag, duer da slet ikke! aaaaarrrrrgggghhh.

Det eneste plus jeg kan få øje på lige nu er vejret. HELDIGVIS brager solen ikke ned, HELDIGVIS er dagen idag ikke til shorts – så knæet kan godt være pakket ind i bukser. Tak Danmark, for denne kolde vind, og de mange skyer.

Nå, men hvad er det så man skal gøre – når alt ligesom er lidt trist, AnorekSigne kværner løs om jeg ikke kan løbe, ikke kan bevæge mig, ikke kan…..noget. SÅ, er det heldigvis sådan, at jeg har JER – læsere. For 2 dage siden skrev en fra mit barndomshood til mig – vi gik i gymnasiet sammen, men har aldrig talt sammen – nu skriver vi sammen, og det er SÅ hyggeligt. Idag fik jeg en mail fra xx – som skriver så smukt til mig, at mine kødsår er skideligegyldige. Jeg læser det igen og igen, kigger på blomster…. og ved I hvad? TAK, tak fordi I følger mig, tak fordi I skriver og hepper – det holder mig oppe.

GemGem