Min bedste, mest trofaste, hende jeg ALTID kan regne med, hende jeg ALTID kan komme ind ad døren hos – gå direkte til hendes sofa og ligge mig i fosterstilling uden at sige noget – veninde, er Louise. Louise og jeg har kendt hinanden siden henholdsvis børnehaveklasse og 1.klasse. Hun er 8 måneder yngre end jeg, og dermed gik hun en klasse under mig i folkeren. Da vi gik i skole var vi ikke sådan liiiige hinandens kop the, altså vi gjorde sgu ikke rigtig noget godt for hinanden, for at sige det sådan helt straight og ligeud.
Vi fandt hinanden igen tilbage i 2003-4 stykker. Og hvilken berigelse. Ise bor stadig i Kalundborg, er nu gift og har en dejlig datter. Jeg glemmer aldrig, da hun kom med hendes datter i klapvognen og besøgte mig på Holbæk sygehus, da jeg “indlagde mig selv der”. Lige dér vidste jeg, at jeg havde min “klokken kvart i kvalme-veninde”. Altså hende man ringer til når ALT brænder på, ligegyldig hvad klokken er. Hende og jeg ser ikke hinanden tit – der er 110km, børn, ægtemand og fuldtidsarbejde mellem os. Men når vi ses – så indeholder det altid kaffe, øl, drinks, snak og en overnatning. Vi er ikke skide gode til at få ringet til hinanden i hverdagen… Heldigvis går ca 2 et halvt sekund før vi er hvor vi slap fra sidst. Hun kender til hele MIG, men faktisk har hun mest været der for mig og sammen med mig, i alle de her AnorekSigne-år. Hun knuselsker MIG, hun kan og KUNNE spotte Signe og hende gider hun, ALTID. Hun ved AnorekSigne også er der, men hun kan abstrahere fra hende og se Signe.
Der har altid været og heldigvis stadig KRUDT i bagdelen på Ise. På hendes gravsten skal der altså stå “jeg kommer så sjældent ud”….. hvilket betyder, jeg bor i Kalundborg – jeg er ALTID med på den værste Signe! (og ved I hvad, det er såGU rigtigt)
Vi begyndte vores “finke-ture” – altså vi tog en uge på ferie sammen da hun lige var gået fra faderen til Clara, hun boede alene og pengene var lidt små….jeg havde lidt plus på kontoen og inviterede. Regler er der ikke mange af – vi er enige om sol, all inclusive, kortspil og drinks. Vi er PIWgode til at rejse sammen, jeg er sucker for sol – så jeg går til poolen efter morgenmaden, hvor det mest er Ise der spiser…hun finder tit på noget, og kan lide at gøre det alene. Vi mødes så hen ad eftermiddagen, kort og våde varer kommer frem. Det er SÅ skønt. Det VAR så skønt!
Altanen 2016
For 2 år siden købte Ise og hendes mand sommerhus i Sverige, hvilket betød lidt anderledes prioritering af ferie…det er jo faktisk helt forståeligt. Men altså helt egoistisk, så er det fandeme ØV. Derfor gjorde vi noget andet i år. Vi tog et ophold på en kro i Nordsjælland sammen. Det var et super sjovt, dejligt døgn… begge enige om det var ultra kort – men, godt. Og – så skal vi også huske at fokusere på dét. Det gode, putte en masse glimmer på det døgn, og gentage. Derfor tager jeg nu til Sverige og ser “giraffen, som har snuppet vores dejlige ferier”…. Jeg glæder mig til at se deres hus, og JA de har haft det lææænge, og jeg har endnu ikke været der. Men, alt skulle laves – det var yderst primitivt i starten. Og, ja – det gik altså ikke lige i AnorekSignes hoved…. Jeg er derfor yderst spændt på turen. Ise skrev forleden….”hvorfor er det egentlig du kun skal overnatte her 1 gang???” – jeg svarede “vi skal huske de gode oplevelser, hellere det bliver kort og godt, end det bliver noget møg første gang”. Jeg er sikker på det bliver udfordrende – fordi: jeg har ikke set/været der før, aner ikke hvordan faciliteterne er, hvad hvis jeg skal kaste op???, skal jeg sove i samme rum som nogle af de andre?
FAST besluttet på, at JEG nu skal se min kære venindes perle, tager jeg afsted om nogle dage… Hun er der altid for mig, så er det virkelig også for dårligt at jeg ikke har set hendes sommerhus endnu. Altså, VIRKELIG dårligt Signe! Om ikke andet, så kan vi jo drikke os i hegnet, skåle med elgene, skide eller kaste op ved et af træerne…. eller hvad der nu er dér i ødemarken. Jeg ved bare, jeg glæder mig til at være i deres fristed sammen med Ise. Så må AnorekSigne skrige og skabe sig så meget hun vil.
SKÅL. For det venskab, som er som stjernerne….man kan ikke altid se dem, men man ved de er der.
Femhøj Krø 2017
2 kommentarer til “Klokken kvart-i-kvalme-Veninden”
Hej med dig!
Jeg er selv en pige der lider af anoreksi. Jeg har været helt (helt) nede i kulkælderen, men er endelig, meget langsomt, bevares, på vej i den rigtige retning. Jeg her skrevet et indlæg, hvor jeg bl.a. Har nedskriblet mine dybeste tanker og følelser omkring hvordan jeg egentlig går og har det nu. Det ville betyde rigtigt meget, hvis du kunne have lyst til at læse med.
Du har sikkert ikke lyst til at læse er ubetydeligt indlæg, fra en ubetydelig pige, med en lille ubetydelig blog. Men hvor Inter viver, intet vinder, som man siger. Så jeg forsøger alligevel.
Al god vind til dig.
Kram herfra