Det perfekte

Da mine forældre havde deres krise gik der en masse tanker gennem mit hoved; “man skal både se godt ud, være glad, være ambitiøs, klog, kunne lave mad, føde børn, løbe stærkt – for at en mand bliver hos én.” Det koksede helt og aldeles i min hjerne…. sådan at kontrol over alt blev min nye bedste ven.

Da jeg var barn gik min eller mine veninders mødre så absolut ikke til yoga, strikkeklub, tog billeder af den mad de serverede for os, månedlig brazilvoks, opfyldning af extensions/negle eller hvad 25-40 åriges kalendre er plastret til med. Min far gik til gymnastik, så det gjorde jeg også, min mor gik til vævning – hun har altid været sindsyg kreativ. Hun strikkede hjemme, det gik man altså ikke på café for at gøre….

Jeg har rigtig mange ægteskaber at kigge på, hvor de har været sammen i uendelig mange år. Mine mostre har været og er stadig gift med deres mænd. Jeg har i mange år været fortaler for, at man ikke skal blive sammen for børnenes skyld, da de ALTID kan mærke problematikkerne, og lykken måske for dem er 2 glade forældre hver for sig. Dermed ikke sagt at man ikke skal kæmpe. Det skal man, men ikke så meget at man glemmer sig selv, og sætter alt og andet først – det afføder en martyr.

Jeg har vendt tankerne omkring ægteskab lidt om – i stedet for at tage mine forældres fejl som en “dagsorden” for hvor meget jeg skal leve op til, hvis jeg en dag bliver gift…. Så vælger jeg nu at fokusere på deres styrke, og det at kunne vokse i samme retning. Ikke at give op, “swipe” videre til næste holdeplads, hvor man tror alt måske er bedre.

Lige nu er der en serie på DR2 med Petra Nagel, som er så ked af sin krop og hun er helt sikker på alt bliver godt, og hun bliver rigtig glad, hvis hun får tabt sig. Hun kan slet ikke overskue at kigge sig i spejlet, fordi der er lidt for meget hud over buksekanten. Jeg negligerer ikke hendes tanker om sig selv- men! Det er jo DETTE vi alle er oppe imod. Jeg ser på Petra og tænker, “åhhhhhh, du ved slet ikke hvad der sker i andre, når en så fin og pæn kvinde som du går frem med dine tanker om din ubehag over dig selv.” For jeg skal være den første til at indrømme – en tv-kendis, som HAR dejlig kæreste, lækkert job – når HUN synes hun er for tyk – så er der jo helt sikkert også noget galt med mig… Altså, dette føder virkelig at een som jeg, fortsætter ud af en tangent som ikke er god. Det får mig til at fastholde mig i, at kontrol er skide vigtig. -for det er jo dét Petra ønsker, kontrollen over hendes tal på vægten. Derfor skal kontrol stadig være en stor del af mig, for tænk hvis jeg gav los…? så kunne jeg pludselig stå og være ked af en delle….

Min mor mener grundstenen til AnorekSigne -spiseforstyrrelsen anoreksi i det hele taget, bygger rigtig meget på medierne. Samfundets fokus på kropsidealer, på det perfekte, forbilleder i modeller/kendisser og på illusionen om at andres liv bare ER bedre. -Jeg giver hende helt ret. AnorekSigne blev til og fik lov at vokse til af flere “input”.

Jeg mener ikke det er forkert at lave et sådan program, men – jeg vil fandeme ikke håbe nogen ser det alene. Det kræver virkelig samtale bagefter…..