Uperfekt

Jeg har aldrig udviklet min venstre bryst – hvilket vil sige der er stor stor forskel på mine bryster. Altså, jeg VED godt ingen kvindes barm er lige, meeeeeeen mine var så uens, at jeg fik implantat i det venstre i 1998 på det offentliges regning, da min læge mente det var som at mangle sin ene tå. Han kunne virkelig godt forstå jeg var ked af det, og glæden var rigtig rigtig stor, da jeg endelig kunne slippe for at have nylonstrømper i den ene Bh skål.

Jeg har dyrket gymnastik hele mit liv, der viser man en del af sin krop frem – både til træningerne men så sandelig også til opvisningerne. Stram stram dragt, hvor intet skjules. Jeg havde et had/kærlighedsforhold til det. Gymnastikken og træningerne, det sociale ELSKEDE jeg, men opvisningerne hvor jeg skulle vise mig frem – for jeg følte alle kunne se jeg var uperfekt.

Det var egentlig ikke noget jeg talte med nogen om, tankerne var bare inde i mit hoved. Da jeg fortalte mine forældre om det, kunne min far forstå mig med det samme, min mor mente jeg skulle acceptere mig selv som jeg nu engang er, og fokusere på det gode. Jeg var blevet 18, så de kunne jo ikke sige jeg ikke måtte få operationen – og når lægen kunne “få” den til mig, så var der jo “nok noget om snakken”…

Jeg har aldrig hørt min mor beklage sig over sin krop, der har aldrig været slankekure, eller had til kropsdele på programmet hjemme i Vollerup – TAK for det. Men, hun har aldrig kunne forstå hvis jeg var utilfreds med noget. Så når hun siger meget af min fiksering på min krop kommer udefra – omgivelserne, miljø, medierne så har hun HELT ret. Jeg befandt mig i miljø. hvor kroppen var i fokus, jeg interesserede mig for at være den bedste, lækreste og hende der måske var noget lidt specielt. Jeg kan huske da vi skulle afsted på en rejse med gymnastikholdet tilbage i 2000, hvor AnorekSigne var spæd – og jeg begyndte at tabe en 3-5 kilo, fik jeg en masse “likes” – kan man vel kalde det, positiv feedback, “wauw, du er skarp Signe”, “bare jeg kunne tage mig sammen også”….. Det var lige noget for AnorekSigne, hun solede sig og voksede.

Dette er blot endnu en forklaring, eller forståelse for hvor meget kropsbevidstheden har har fyldt OG fylder hos mig. Jeg håber med denne blog, at jeg kan få fokuseret lidt på det Uperfekte – fordi jeg er ikke nogen solstrålehistorie (endnu..??) -jeg er stadig i kampen, kontrol, opkast, og perfektion styrer stadig her på matriklen. DET vil jeg gerne fortælle om. Det betyder ikke jeg har opgivet, tværtimod – jeg vil SÅ gerne fortælle om hele vejen op og ud. Om AnorekSigne der bliver mest Signe.