I år er det 20 år siden jeg gik på efterskole, vi har jubilæum og der er stablet lidt festivitas på benene. Det er SÅ vildt, TYVE år siden…. Jeg husker det som det var igår, og dog – så en helt anden tid, en anden fortælling, en andens liv…
Ærligt, så har jeg haft store overvejelser, mavesmerter, tvivl og usikre forestillinger om denne dag – skal jeg overhovedet deltage? Skal jeg se og høre om alle’s børn, ægtefæller, store huse, fede karrierer, oplevelser og helt fantastiske liv? Orker jeg det?
Da jeg gik på efterskole havde jeg “the time of my life”. Jeg havde verdens bedste værelseskammerat, vi klikkede fra første sekund. Jeg fik venner, som jeg havde i utrolig mange år efter, gymnasietiden var ulidelig hård – for jeg tænkte hele tiden tilbage på efterskoleåret. Det var en tid, hvor jeg spiste flødeboller omkap med en falstring, spillede “den bedste tid” med One Two non stop på kasette-ghettoblasteren, gik i palladiumsko, lærte de tyske verber udenad, for ellers skulle vi lave englehop, feje halgulvet klokken kvart i kvalme, og sidst men ikke mindst se forstanderen i hans borende, klare og ubarmhjertige øjne. (Det sidste var faktisk værst!)
Det var også en tid, hvor min søster havde det lidt svært – hun begyndte at spise ret restriktivt, og tabte sig en del. Der var mange omvæltninger for hende på det tidspunkt. Jeg tog ret meget afstand fra det, for jeg forstod virkelig ikke hvorFOR. HvorFOR hun ville tirre mor og far ved ikke at spise, når vi alle var samlet, og hvorFOR hun dog pinte sig selv sådan.
Det er jo virkelig tragikkomisk! Nu er jeg her selv, forskellen er bare, at min søsters “leg med Anoreksi” varede ca 16 måneder, mit har varet godt 16 år! – og i de 16 år er vi desværre gledet mere og mere fra hinanden. Jeg kan tænke, og tænkER, at hvis jeg var fanget noget tidligere – så var min hjerne nok ikke fucked så meget op, så var stikket til kontakterne ikke forsvundet, men blot gledet lidt ud…
Tankerne er mange, hvis og hvis…. På efterskolen skrev en kammerat og jeg faktisk emneopgave om anoreksi. Vi besøgte en sød kvinde, der havde lidt af det i en 10-15 års tid. (Vi syntes dengang det var helt forfærdeligt for hende, og forstod slet slet ikke alle faktorerne bag – kan jeg se nu) Vi troede som mange andre, at det er en blokering i forhold til mad, og et ønske om at være tynd. Det er en uendelig lille, ja næsten ubetydelig flig af det. -I hvert fald for os, der har haft “veninden” over 10 år.
Min mor har tit spurgt mig “hvordan kan du blive ved at ville være sådan som du er – og hvordan kunne du dog ende sådan her – når du var på efterskole tog SÅ meget afstand fra det”. Et virkelig godt spørgsmål.
J e g a n e r d e t i k k e.
Men, tilbage til gammelelevdagsarrangementet. Der florerede en del skriblerier i en facebookgruppe omkring det, og da der var een, der skrev “Signe jeg glæder mig til at se dig, og skåle fordi du er så sej”. Så var jeg ikke i tvivl. Da vi tog afsked den junidag i 1997 var det ikke lige sådan en ‘Signe’ jeg havde forestillet mig skulle stå samme sted 20 år efter. Hvad forestillede jeg mig?? Tyve år frem… tja, jeg kunne dårligt overskue at tænke på dagen efter, og overleve savnet af dem alle. Det er virkelig det bedste man kan give sine børn – et efterskoleophold.
Jeg har aldrig som barn været i tvivl om, at jeg havde min helt egen familie når jeg nærmede mig 30 år. Noget JEG havde lavet og givet videre. En miniSigne, og en pæn mand ved min side. Nu nærmer jeg mig de 40 år – har ingen mand, ingen lille guldklump som rækker sin lille varme hånd op til mig, og kigger på mig med de øjne man kun kan sende sin mor.
Det er så blevet dagen, og jeg kom ikke afsted – jeg sidder nu og tænker på dem alle. Jeg er snotforkølet, og havde igår “tyrker-postferie-mave”. Jeg er træt som et helt alderdomshjem, føler mig som en gammen kassettebåndoptager, hvor der er spolet frem og tilbage SÅ mange gange, at Rasmus Radiomus snakker og snakker om båndsalat…. Jeg kan trøste mig med, der er en del der har meldt fra her på falderebet også – ærgerligt. MEGET. Men, som flere skrev – vi ses til ’25 års.
DÉT gør vi.