Tilskuer til alt det sjove…

Jeg har en rigtig sød veninde, som er über sej! Hun har i løbet af de sidste 5 år trænet lidt, elsker udfordringer – og så i søndags gennemførte hun IRONman. Hun er en JERNhårdLADY. Jeg var på sidelinien, jeg så hende hoppe i vandet, derefter heppede hende igang på cyklen, og råbte og skreg, da jeg spottede hende komme løbende.

Jeg har selv løbet rigtig meget, jeg har løbet marathon, halvmarathon, og løber helst lidt hver dag. Det satte fald, som blev til en lille knæskade for en månedstid siden en stopper for. Jeg har derfor måtte nøjes med at gå, for et par dage siden prøvede jeg at lunte lidt igen – og det tror jeg var okay, bare jeg ikke starter op igen med løb HVER dag.  Her er problemet. Kan jeg een dag, tænker AnorekSigne også hun kan dagen efter. Hun går all in. På alt.

Jeg ville lyve hvis ikke hun var med mig under “hepningen” til ironman. AnorekSigne var SÅ sur på alt og alle over hun ikke deltog. Over hun ikke mærkede suset, det kick det giver at udfordre sig selv, over at være SEJ. I hendes forskruede hoved ser hun slet ikke det skelet, der ville svømme/cykle/løbe rundt. KUN irritationen over den bule, der er kommet på maven, og at bukserne føles strammere over bagdelen. Hun tænker, næste år – så løber jeg marathon igen. Marathon er godt nok, cykling og svøm har alligevel aldrig rigtig “tændt” noget i mig.

Men, virkeligheden stemmer jo ikke overens med AnorekSignes tanker, håb og sindsyge forestillinger. JEG er kommet til den accept og respekt for mig selv, at jeg ikke kommer til at løbe marathon igen. Min krop er simpelthen for slidt. Det er da rigtig, RIGTIG ærgerligt – for suset og kicket savner Signe altså også. Så er det jeg forsøger at lære mig selv, at finde et kick eller en rus i noget andet. Det er først lykkes for en tre måneder siden, nemlig denne blog – at dele mine tanker og liv med jer. At tage ud og fortælle om mig selv, svare på spørgsmål, guide behandlere til et andet syn på de patienter/beboere de har.

Jeg var for knap 2 måneder siden på fyn og holde foredrag for en gruppe behandlere på et bosted, de var så glade for mine råd, at jeg nu skal komme til dem IGEN. Dét giver mig kick. Dét giver mig boblende fornemmelse i maven, OGSÅ når jeg går tur i stedet for at løbe.

Når AnorekSigne raser mest over bulen på maven, tænker Signe på de billeder jeg skal have taget igen på et tidspunkt – og forsøger (det lykkes sjældent!) at kigge kærligt på maven, og på hofterne…. og TVINGER Signe frem. Siger højt til mig selv, at jeg skal se anderledes ud.

Tilbage til ironman-dagen, som jeg har det så ambivalent med. Jeg elsker at høre Pia fortælle om hendes mål, elsker at se hende i vigør, respekterer hende sindssygt. Men, en del af mig er så pisse misundelig, at jeg ikke kan være i min egen krop af væmmelse over det. Hvis bare…. jeg ikke havde ødelagt min krop, mit liv – så kunne jeg  også have gjort noget sådan. Så kunne jeg også have mærket mine egne børns arme rundt om mig, så kunne jeg også…. listen er lang over ting, oplevelser og følelser jeg måske kunne have haft. Og battet jeg slår mig selv i hovedet med gør ondt. Jeg føler mig som en tilskuer til suset, til det sjove – til LIVET.

Nu vil jeg smile og glædes over min seje veninde, plastre et håndklæde på battet, så det ikke slår sååå hårdt næste gang – for der bliver HELT sikkert en næste gang. Jeg øver mig bare i at lave et håndklæde med så mange gode følelser og boblende fornemmelser jeg har i maven NU, så det kan tage lidt af slaget.