Vi glæder og til at få den gamle Signe igen…

Signe AKA AnorekSigne

Signe AKA AnorekSigne

“Vi savner den gamle Signe….” – det har jeg hørt utallige gange. Det har irriteret mig mere end jeg har evner til at beskrive. For, ingen bliver jo den samme som man var. Men det er SÅ nemt at sige til en syg, “at bare du snart bliver som du var….” Årene, sygdommen, erfaringerne ændrer den syge – ændrer MIG, så jeg vil jo aldrig kunne blive “Signe’s sind som 20 årig” igen. Jeg er faktisk tilbøjelig til at synes det er direkte egoistisk at forlange at man skal blive den personlighed, man engang var. Selvom det er ment i bedste henseende, så er det jo fordi den der savner fx Signe, synes tiden dengang var let og ligetil, ukompliceret -og ikke kan rumme forandringen. Samtidig giver det også mig en form for skyld – for hvorfor kan jeg ikke BARE finde den gamle frem, så jeg kan tilfredsstille dén der savner? Hvis jeg bare kunne smide hele min sygdom/personlighedsforstyrrelse ud med badevandet, og sætte uret tilbage til 1999….. tror I så ikke det var noget af det første jeg gjorde? Øhhhh, JO!

I mellemtiden er der bare f*cket op i min hjerne, stikkene fra 1999 passer ikke i kontakterne som er version 2017. Jeg er altså nødt til at skifte stikkene ud….eller finde en omformer.

Hvem VAR Signe version 1999/2001? HVEM er det de savner? Jeg kan ikke huske det, jeg kan huske glimt. Jeg har været nødt til at spørge… Tankerne og følelserne Signe havde dengang, kan jeg ikke huske – når jeg forsøger er det eneste jeg kan fremkalde ‘spontanitet, lyststyret, fri’ – alle sammen adjektiver, der sådan set er modsætninger til de adjektiver, der beskriver AnorekSigne. Det er jo ikke en særlig detaljeret beskrivelse, og virkelig diffust for mig.

Jeg og min bedste veninde, Hanne, hang sammen som ærtehalm. Når vi skulle forkæle os selv splejsede vi til en liter Carte D’or is, med marcipan og chokolade (det var i 90’erne, og carte d’or var the shit, helt nyt og kostede små 30kr for en liter – det var ekstravagant, men REN nydelse). Jeg elskede is. Min far og jeg delte tit en liter, den billige nougat i papindpakning blev peppet lækkert op med hakkede nødder og chokolade.

Signe drak tequila med fætrene på diskotek UpStairs i Kalundborg, de kostede en flad 5’er. Salt på stykket mellem pege-og tommeltotten,citronbåd blev holdt mellem pege-og tommel. Salt slikkes, ned med tequilaen, bide af citronen…..SKRALDgrine med fætrene….. Jeg kunne snildt tage en ti stykker i streg.

Mellem mine kusiner og jeg har sange af Lars Lilholt været noget specielt, vi kunne teksterne til punkt og prikke. “Onkel Christian” var en af de bedre, for omkvædet var ret ‘sing-a-long’. Signe kunne ALTID få selskabet med på sangen, jeg startede – op på bordet, og fik forsamlingen med på omkvædet.

Signe var smuk, sådan rigtig flot. Flottere end ‘naboens datter’ – smukkere end smuk. Altså over gennemsnittet. “Jeg var så pisse jaloux på dig, og turde aldrig rigtig sige det til dig. Min kæreste betragtede dig altid, og han var også hemmelig forelsket i dig” – det har jeg for nylig fået af vide i en mail, fra en jeg gik i skole med.

Jeg ANEDE det ikke. For real. Jeg skriver det ikke bare. Jeg så ALDRIG dén Signe. Jeg fik det heller aldrig af vide, og jeg er ikke opdraget til at betragte mig selv, eller tro noget SÅ fantastisk om mig selv. Jeg er beskedent opdraget. Så når jeg får sådanne ting af vide nu, kan jeg stadig ikke kæde det sammen med mig.

Men tilbage til HVEM Signe var – hvis jeg kunne skrue tiden tilbage, ville sørge for at fortælle hende ‘NYD dig selv, du er smuk. Du kan ligge verden ned, hvis du lader være med at få en idé om at kontrol er fantastisk’.

Fra 1986-2002
Fra 2001-2015

GemGem

Kærlige tanker til jer alle,  Signe

Del dette blogindlæg
Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på linkedin
LinkedIn

2 kommentarer til “Vi glæder og til at få den gamle Signe igen…”

  1. Hej.

    Jeg følger din blog og har selv en datter der har det som dig.. Jeg ville også ønske at jeg kunne få den version tilbage som jeg havde for 6 år siden da sygdommen kom og lagde sin hånd på hende.
    Jeg vil dog gerne præcisere, at når jeg har det ønske, er det fordi jeg er daglig angst og bekymret og har været det hver eneste dag i de 6-7 år. Det betyder derfor ikke bogstaveligt at jeg vil havde den version tilbage som hun var……jeg vil bare gerne have en version anno 2017 uden sygdommen.
    Jeg håber også (og er temmeligt sikker på) at dine omgivelser gerne vil beholde den version Signe som du er i dag…..bare hvor sygdommen slipper dig. Om I er tykke eller tynde, gude-smukke ellerkedeligt-grimme, knusende intellligente eller blondine-dumme dét er vi faktisk lige glade med. Vi vil jer som I er, blot hvor sygdommen lades tilbage så vi og I kan slippe de daglige bekymringer.
    Jeg håber det giver mening for dig, og tak for at du lader mig følge dine tanker…..det gør nok også mig lidt klogere på hvordan det er at være min datter.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.