Denne er dagen, 12 juli 2018, hvor jeg sidder og googler optagelseskrav til nonneordner!
Denne er dagen, hvor jeg giver op på mænd!
Min tryggeste, mest berigende og længste forhold er til hr. Andersen – min elskede bil.
Jeg bliver åbenbart VED, at falde på halen over søde beskeder, jeg bliver konstant smigret over at blive kontaktet af en (tror jeg) sød fyr. Jeg har længe messet og lovet mig selv, ikke at lade tidligere oplevelser præge mit åbne ansigt, og dermed sige nej til kærligheden. Jeg har altid hellere ville ømme mig, end aldrig at mærke euforien.
Nu er det altså slut. Jeg forstår jer ikke, kære mænd.
Scenarie: jeg får besked, jeg svarer pænt. Han skriver videre og vi kommunikere et par dage. Det fortsætter, og jeg tænker det er da meget hyggeligt. Han er god til at rose mine blå øjne, mit mod og han siger han er helt sikker på jeg er et fantastisk menneske. Han foreslår vi mødes, dén er jeg med på – for egentlig er jeg slet pennevenindeTypen.
Han finder dag, han finder sted, han finder tid. Han dukket bare ikke op! Han tager ikke telefonen. Hvorfor? Jeg kan afsløre dette scenarie IKKE er enestående. Det er faktisk reglen frem for undtagelsen.
Er det nu jeg skal være uendelig og bundløs rummelig, fordi jeg selv er en lidt forstyrret person? Jeg orker det ikke.
Jeg er faktisk ikke desperat, jeg vil da bare gerne opleve dét igen, at mærke mandearme omkring mig, blikket der fortæller mig jeg er noget specielt. Kysset. Åhhhh, kys – dem savner jeg.
Mænd/drengerøve… hvis I vil mig noget, så mød op. Lad være at sende mig uendelige beskeder, billeder og ord om at mine øjne er såååå blå. Og, forvent lige – at jeg ikke helt tror på alt hvad I siger, før I har vist mig det. Jeg kan i øvrigt fortælle, at der er et ret spændende kloster, Fonni Kloster på Sardinien. Når det nu skal være – så har øen altid vækket (haha!) noget i mig…
PS: Skyggetanten, Elisabeth Friis i Matador, har jeg altid kunnet identificere mig med.
PPS: Og jeg har set Sound og Music et utal af gange…