Hvor meget skal man rumme?

Som forstyrret, psykisk sårbar, ekstrovert med en snert af introvert og hvad jeg ellers er… er rummelighed ofte noget jeg tænker over. Jeg får tit af vide, at jeg er enormt rummelig og favner alle. Jeg svarer konsekvent “jamen, det er jo  nok fordi jeg selv er lidt ‘en svær størrelse’, og i virkeligheden også gerne vil rummes. Det giver mening i mit hoved; vil man have, må man også give.

Men, der ER jo også grænser for hvad jeg kan og vil rumme – så siger jeg fra, og tænker “jeg er nødt til at passe på mig selv”. Jeg bliver vred, tager diskussionen op, græder eller vælger personen helt fra. -alt efter hvad psyken lige kan klare. Jeg markerer mine grænser, det siger min terapeut jeg skal blive bedre til – så hun er stolt af mig.

Jeg kan godt blive så ked af bitte små episoder (i andres øjne) men for mig er det bare det vildeste svigt. Og hvis så ikke personen, der har “svigtet” ikke selv vender tilbage – og jeg måske selv skal fortælle “det gjorde mig virkelig ondt, at du aflyste/det du sagde/det du gjorde” – så forstærker det min usikkerhed. For jeg føler jeg skal bede om en undskyldning, at jeg skal forklare jeg er anderledes skruet sammen end ham eller hende, og at jeg er sårbar. AnorekSigne ignorerer det, og vender sig mod sig selv, kontakter ikke vedkommende. Signe bliver rigtig ked af det, og det er bestemt ikke hver gang jeg får fortalt hvor ked Signe er. Grænserne bliver ikke altid markeret, der er goood plads til forbedring, og der er ikke klaps på skulderen af terapeuten hver gang 😉

Når jeg kan sige fra, kan andre jo også sige fra over for mig. Jeg kan ikke forvente at blive rummet 24/7. Det gjorde jeg ikke i mange mange år, og der skete faktisk ikke andet end jeg blev mere og mere ked og udslidt. Jeg fortalte ikke engang det grimme til dem, jeg gav penge for at høre på mig – for jeg kunne simpelthen ikke fatte at nogen ville kunne rumme det. Jeg fik en terapeut jeg fandt ud af kunne rumme mig, pludselig fik jeg en dyb snak med en veninde og fandt ud af, at hendes sorte sider faktisk var uendelig svære for hende at dele med andre – det gjorde hun til mig. HALLO! Hende, den søde søde pige har faktisk OGSÅ sorte sider, det er ikke KUN mig….SÅ turde jeg også. Og hun rummede.

Jeg forventer ikke alle rummer mig, men jeg har fundet de mennesker der gør – heldigvis. Ellers var jeg stadig ked af det, og AnorekSigne ville føre det her kapløb med flere kilometer.

Ja, nogle dage har dem, der rummer mig måske ikke lige tid – og så er dagen mørk…. men, jeg VED de gør det. Jeg skriver det ned, og sender en sms om at dagen er sort, og vi skal snakke lidt når vi ses. Jeg kan nu behovsudsætte mine sorte dage, fordi jeg ved jeg bliver rummet.

Jeg ville ønske jeg havde turdet åbne mig noget før, for så havde jeg ikke følt mig så alene. Jeg må igen sande, at selvom jeg tror jeg skræmmer, så er åbenheden det hele værd. For jeg skræmmer mig selv endnu mere ved at gemme.

Jeg foragter nærighed – jeg har alt for længe været for nærig med mig selv. Forleden overraskede min søde veninde mig med at have købt billetter til os begge, bare fordi! Fordi hun ville glæde mig, og fordi hun havde brug for at have en skøn oplevelse sammen med mig, at se frem til. Hende og jeg er ikke nærige, hverken med tanker eller “omgange”.

Der er tilgengæld KÆMPE forskel på at give mig SELV noget godt, og at give andre – eller give andre OG mig en fælles oplevelse sammen. Dér kommer AnorekSigne stadig lidt for meget ind over… Dén egenskab håber jeg kommer.

Der skal naturligvis være mening med løssluppenheden, og jeg lukker ikke alle helt ind ad døren – forhaven bruges stadig til sniksnak. Som min kære veninde/nabo sagde: “Signe, du vil jo give din bare røv, for at jeg hygger mig”.

Dét gad jeg godt have stående på mit gravsted: Hun var aldrig nærig over for hendes næste.