Nøglen til dørene

Jeg er i gang med at skrive bog. AnorekSigne udkommer sidst på året (hvis og såfremt processen går, som Signe’s hoved gerne vil)! Det er en vildere følelse end jeg på nogen måde kunne forestille mig. Jeg føler både en sindsyg taknemmelighed over der e n d e l i g er et forlag, der også synes ideen om en bog fra en spiseforstyrret, der stadig er i en hverdag, der er præget af forstyrrelsen. Og ikke blot satser på at udgive bøger om solstrålehistorier. Jeg vil naturligvis gerne blive solstrålen…. men, ingen har udgivet noget om hverdagen, og tankerne der står på spring, AnorekSigne som tit tager rattet i bilen, der FAKTISK ejes af Signe. Tankerne om kampen i hverdagen, tankerne og erfaringerne om behandlingsmuligheder. Det, der faktisk ikke lykkes – og hvordan man får vendt skuden, så retningen bliver mod noget, der KAN lykkes.

Den sidste månedstid har jeg skrevet om min barndom, jeg har et godt samarbejde med min medforfatter, Christine. Meningen var hun skulle skrive det hele, men vi har fundet et ret godt kompromis. Vi snakker, hun spørger, hun forsøger at komme “ind i min verden” – bare dét (og her må jeg tage hatten af for hende) tager altså tid, og mange mange snakke…. Så skriver hun lidt om det vi har talt om – det læser jeg så, og retter og uddyber. Hvilket gør jeg faktisk skriver meget mere end jeg først troede. Processen er SÅ fed, SÅ skræmmende, men mest af alt, SÅ rigtig.

Jeg har mange huller i mine år i 20´erne, de år jeg blev rigtig syg, fik lidt behandling, tog uddannelser, måtte droppe uddannelser og fik mere behandling. Det er helt terapeutisk for mig, at få styr på hvornår jeg gennemlevede hvad igen. Erindre episoder og situationer, skrive dem ned – for så derefter at reflektere over det, lukke døren dertil. Så beslutter jeg mig for om døren skal låses, og hvor jeg skal gøre af nøglen. Skal den smides for løverne, og aldrig kunne åbnes? Jo, det skal nogen episoder – og det er okay, for nu har jeg ‘været der igen’ og fundet ud af hvorfor jeg reagerede sådan efterfølgende. Var skylden min egen, var den AnorekSigne’s, eller var den lægens?

Barndommen har jeg fået skrevet ned, og her har jeg nu endelig kunnet lukke døren – uden smæk. Jeg har også låst døren, men nøglen er gemt i hjertet. For ingen, hverken jeg selv, min mor, far, bror eller søster, veninde eller anden nær mig har gjort noget i ond mening. At jeg er blevet som jeg er blevet er en virkelig god cocktail af 1980’erne, bo på landet, være vild med gymnastik, efternøleren, og en lille pige, der blev fodret med kærlighed og opmærksomhed hos henholdsvis min søster, min faster, efterskole, min mormor, min fætter – for til sidst at blive voksen og ikke rigtig elske mig selv. Det kunne mit sind og psyke ikke holde til, derfor er jeg faldet ud som jeg er.

Jeg har den vildeste nyfundne respekt for forfattere! Holy …. !! Jeg forstår nu meningen og essensen af klosterophold, hvor der intet andet er en papir/pen eller en bærbar. 22 af dagens timer er jeg stort set i bogen, jeg drømmer også tidligere scenarier igen og igen. Det er heldigt jeg har ‘mine piger’, for når jeg henter dem, er jeg lidt tvunget til at forholde mig til noget andet. Jeg laver aftaler med veninder, som jeg også forsøger at overholde… men, mit fokus er på hvornår jeg kan sætte mig og taste videre. Min ferie om en uges tid er derfor kærkommen. Væk fra februars kulde, afsted til en verden, hvor jeg kan lade op, tænke, skrive, spise, sove.

Bedst af alt er, at alle nøglerne til dørene jeg er gået igennem de sidste 37 år ved jeg nu alle hvor er. De fleste er faktisk ikke brugt, for døren må gerne stadig kunne åbnes – også af andre end jeg selv.