Maskebal

Filter, facade, maske,panser, parade, stoneface, colgatesmil…. der er mange varianter af hvad jeg kan. Og hvad jeg kan “iklæde” mig.

De år jeg havde de allerværst var faktisk dér, hvor jeg fokuserede mest på hvad tøj jeg havde på. Detaljerne var vigtigere end alt muligt andet. Jeg købte tasker, vanter, tørklæder og støvler i samme farve – og i ALLE farver. Jeg havde et soveværelse, der var ret stort, jeg boede i rækkehus, og alle vægge rundt om sengen var reoler og bøjlestænger med tøj. Det tøj, der ikke var i sæson var pakket i tasker og poser og fyldte hele mit garagerum. Min stue var mørk i den ene side, med ALT tænkeligt mørkt tingeltangel, den anden side var lys og alt tilbehør i lyst. Jeg havde to komplette stel til 16 personer, et “need to have” og et “nice to have”.

Når jeg ser billeder fra den tid, havde jeg ALTID det største smil, perfekt makeup, og så virkelig “oplagt” ud. Inden i var jeg helt til hundene, det var tiden lige efter indlæggelse og tiden inden jeg flyttede til København.

Når jeg har det værst, så går jeg ikke uden for en dør inden jeg har tænkt nøje over hvad tøj jeg tager på, lagt mascara og iført mig colgateSMIL. Jeg kan skjule mig bag panseret, jeg synes dog det er for fjollet at gå rundt med solbriller i Danmark om vinteren, så lige solbriller gør jeg mig ikke så meget i. Det bliver bidende vigtigt for mig at virke overdrevet glad og måske lidt manisk, styr på det hele og ikke til at vælte. Fordi jeg ikke orker at blive spurgt HELT ind til. Fordi jeg er lige på grådens rand over noget – jeg ikke aner hvad er. Men, fordi livet gør helvedes nas lige i de øjeblikke. Jeg shopper alt muligt for at dulme, jeg kan ikke være den fulde tid til yoga, fordi jeg slet ikke kan holde roen ud.

Derimod, nu – jeg har SÅ mange dage, hvor jeg går i mine elskede slaskebukser – måske med en lidt pænere bluse til….for jeg er jo heller ikke nogen “las”. Men, mascara er en by i Rusland og min kulør er så bleg. Jeg kan ikke være mere ligeglad. For, jeg har ikke behov for noget skjold. Jeg er MIG, og jeg skal ikke overbevise nogen om noget andet. For, Signe ER bare ikke nogen sminkedukke. Jeg gider ikke alt det foundation og kiggen i spejlet, jeg vil helst være naturlig. Jeg vil faktisk gøre alt for bare at være mig. -Dén jeg lige er den dag, for selvfølgelig klæder jeg mig da pænt på, hvis jeg skal mødes med nogen, eller på arbejde eller andet. Jeg har accepteret, at jeg ER bukse-sneakers-Signe til hverdag. Der er forskel på hverdag og fest. Men, mest af alt holder jeg faktisk af hverdagen.

Så, derfor går jeg nu denne tur idag, og tager lidt billeder af mig selv – som jeg er denne her dag. Uden mascara, MED bums på overlæben….OG, jeg har mødt andre mennesker, jeg HAR været ude og handle og alt muligt. Men, denne her Signe – hun er upoleret, men raskere end nogensinde.

Jeg har intet problem i, at tage i biografen i joggingtøj – for det skal vel være behageligt en søndag eftermiddag. Jeg tager også de behagelige bukser og de gode sko på, hvis jeg skal gå en tur med en veninde – at vi måske havner i Illum, fordi vejen gik der forbi, tja – det er ikke noget, der vælter min dag. Folk må gerne se, at jeg ser træt ud, eller at jeg har smerter i nakken, og jeg af den grund har taget det behagelige tøj på. Har jeg sådan en dag, med smerter – så aflyser jeg alligevel eventuelle aftaler, der ville have krævet lidt mere af mig. Fordi, jeg lytter til Signe nu, jeg orker ikke længere “klæde mig ud” for at vise jeg har det ‘åhhhh så dejligt, og jeg kan ALT’.

Maskeballet er slut. Signe er Signe, og hvad er der egentlig galt med bløde bukser??