Nej, jeg kan ikke trække vejret i maven!

Efter min sommerferie midt i september er der sket lidt…. en masse aftaler med veninderne, som jeg naturligvis lige skal se efter en ferie, dagene med Esther og Vera som jeg elsker samt en sommerhusweekend med nabotøserne. Nu rammer kulden, tristheden, ensomheden så lige i solar plexus. (IGEN!) Jeg synes det går lidt i ring lige nu, efteråret sætter ind – og mine blå dage kommer jævnligt. Dette år har jeg bare besluttet mig for IKKE at synke yderligere ned.

De ubekymrede dage i sol og varme, hvor der blev gjort rent efter mig, maden stod klar, og rakte jeg højre hånd i vejret kom en meget kær lille tyrker ilende med koldt at drikke. Dagens hårdeste beslutning var hvilke shorts jeg gad have på, og om jeg skulle blive ved poolen eller gå de 100 meter ned til middelhavet…. (som var varmere end poolens vand, derfor blev det tit pooldage).

Så sådan en jævnt kedelig oktoberdag her på Amager bliver virkelig flad. Næsen føles stoppet til, halsen svier faktisk også lidt. Jeg har løbet (liiiiidt) for meget efter jeg er kommet hjem (ja, knæet er okay igen) så min krop føler sig som kørt over af en bus. Tidligere ville jeg have fundet trøst i at shoppe … men, det gider jeg slet ikke længere. (altså…ikke på samme niveau) Jeg føler slet ikke en ny bluse eller nye støvler kan udfylde det hul, jeg føler der er i min krop. Jeg er trist, jeg kunne stable en aftale på benene med en veninde….. MEN, skal jeg ikke også kunne klare øvdage alene??

Så stiller jeg mig lige og bøjer lidt i benene, for jeg har hørt, at hvis man tvivler lidt på sig selv og mister overblikket står man tit på tæer (Martin Miehe-Renard har fortalt om teknikken, han har lært gennem kampsport). Derfor skal man altid flekse lidt i knæene, stå der et sekund. Så klares hjernen og man kan “se” igen. Så, her står jeg – og mærker, jeg har brug for Karina. Karina er kropsterapeut og bruger teknikken TOTUM. Hun kontaktede mig en dag via facebook, og så skrev vi sådan lidt frem og tilbage. Hun har været så generøs at tilbyde mig nogle behandlinger. Efter jeg har været til forskellige neurologer med mine smerter i nakke, hoved og skuldre har jeg fået af vide at body SDS, kiropraktorer og andet “hårdt” ikke er vejen frem for mig.

Efter en time i hendes hænder, så er jeg som smeltet smør. Hun trykker og ælter, og får mig til at trække vejret held ned i underste mave – som I (trofaste læsere) VED jeg hader og faktisk lader som om ikke eksisterer. Jeg trækker kun vejret ned til brystet. Og jeg gør det med lukket mund.

Jeg SI’R jer, det er svært og angstprovikerende for mig. For når jeg trækker vejret helt dérned, så går min mave jo udad! Og det kan jeg slet ikke kapere.

Men, Karina’s stemme bliver først blid og rar igen, når jeg trækker vejret “bedst” – og den stemme vil jeg gerne høre.

Hurra, Karina havde tid. Jeg er nu hjemme igen. Dejlig let. Den blågrå sky der hang så møgirriterende over hovedet på mig, og kun haglede ned på mig tidligere er nu en hvid lammeskindsagtig sky. Jeg var på overarbejde med vejrtrækningen, til gengæld fik hun løsnet en anelse i mine skuldre og nakke.

Mens vejrtrækningen stadig går “i den rigtige takt” jeg kan høre naboens piger skraldgrine, det er SÅ hyggeligt. Selvom det ikke er “mine piger” – så er andres stemmer hyggelige, ikke skræmmende, de puster ikke til min ensomhed. De skubber maven ud i udånding og løfter mundvigene OPad. På vej hjem fra Karina spotter mit øje den fineste buket blomster (skal, skal ikke…?) AnorekSigne siger “hell NO, hvorfor smide penge efter det?” Signe siger “jeg trænger til noget fint og pænt at kigge på, når jeg ikke rigtig orker mit eget spejlbillede”

Signe vandt – også denne kamp