Slip bitterfissen

Kender I hende…? Den bitre ‘fisse’, der bare smager sååååååå træls? Nager, river og rumler rundt i hele mavesystemer? ‘Fissen’ er mit ord for den følelse det giver mig, at bære nag.

Vi har alle venner, forældre, børn, familiemedlemmer, som har gjort/sagt/trykket på en knap, så man så rødt, og tænkte – ‘NU har du fandeme overtrådt min grænse SÅ grelt at jeg ikke ved om jeg kan tilgive dig’. Ikke? Så går der nogle dage… man får tænkt efter, og de fleste gange får man heldigvis reddet trådene ud. Og begge parter har lært en del om hinanden, som måske faktisk gør at venskabet forstærkes.

Det er vel egentlig livet. Ups and downs. Jeg kommer til at tænke på ordsproget “hvor der handles, der spildes”. Elsker man, sårer man. Elsker man, risikerer man også selv, at blive såret. Man mærker ‘opperen’ og man mærker ‘nederen’.

Det ville selvfølgelig også være en mulighed at skride fra de ‘nederen’ tider. Altså når man bliver såret – så sige “farvel og tak”, jeg vil aldrig se dig for mine øjne mere. Jeg tilgiver dig a l d r i g. Sådan kan nogle, og man kan også blive nødt til det, hvis såret bliver ved at gå op, plasteret eller syningen ikke holder før den nye skramme kommer.

Jeg er tit blevet såret, jeg sårer også tit, og følelsen er frygtelig. Jeg synes faktisk følelsen man har når man stadig er så bitter og vred, at man ikke vil slippe det (tit af ren stædighed) nager om mulig MEST. I løbet af de sidste 5 års tid har jeg stillet mig selv spørgsmålet: “VIL jeg ham/hende? Giver han/hun mig mest glæde eller sorg? Kan jeg undvære det vi har?”

Hvis svaret er ja, glæde, nej – så VIL jeg det menneske. Med hud og hår. Og så kan jeg slippe naget. Giver mennesket mig ikke andet end dårlige følelser, triste tanker, og dårligt selvværd – og bliver jeg ved at blive skuffet og føle mig trådt på – SÅ slipper jeg. Så er bitterfissen også sluppet.

Humlen i mine tanker er, VIL man det menneske, som måske sårer dig, så slip bitterheden. Tilgiv. Vend dig væk lidt tid, kom så tilbage -fordi du har besluttet dig for at du VIL dette menneske. Det er også helt okay, hvis du ikke vil – så giv slip. Giv slip på bitterheden også. Det gavner ingen.

Jeg har haft mine ture med fx mine forældre og mine søskende. Jeg kan ikke vælge mine forældre fra, det vej jeg 100% med mig selv. Så jeg må slippe min bitre fisse, og se de forældre jeg elsker. Som DE er. Jeg ved også de VIL mig, vi har rakt ud på skift, når bølgerne er gået højt. Men kærligheden er ubetinget.

Sådan har jeg det også med mine tætte veninder. Jeg VIL dem, og jeg ved de vil mig. Jeg er ikke bange for en tordenskrald af skænderi, fordi vi skrider ikke. Sådan et kæresteforhold savner jeg. Hvor jeg ikke skal gå på æggeskaller, for tænk nu hvis han aldrig kommer tilbage, eller ikke vil mig nok? Ikke at man har carte blanc til hvad som helst, men det er altså for nemt at skrue bitterfissen på, og skride.

Bitterfissen dukker også op, når man føler livet er uretfærdigt – ‘åhhhhh, det er sååååå synd for mig at dit og dat nu OGSÅ er sket’ – JA, livet sker. Mit liv har heller ikke været det sjoveste alle 36,9 år. Men, jeg nægter at smage bitterfissen – jeg forsøger virkelig altid at finde en vej. Om den så ikke blev på asfalt som jeg havde forestillet mig, men kun af grus, der konstant irriterer i skoene – så finder jeg en vej.

Det er ikke alle, der orker at finde en vej. Det har jeg stor forståelse og respekt for, jeg håber jeg kan være en inspiration for nogle, der også kæmper. Som Leonard Cohen sang “There is a crack in everything – that’s how the lights gets in” (der er en sprække alle vegne, det er dér lyset kommer igennem). Hvis ingen sprækker, intet lys.

Lad os se hinanden i øjnene, glædes, græde sammen, tale sammen, være sammen, og omfavne hinanden for dem vi er. Fordi vi VIL, og fordi det er for nemt at give op. Lad os glædes lidt – ja bagefter… over sprækkerne – for de giver lyset. (MakeUp-Sex har ikke sit glimmer for ingenting, vel?)

Og fordi bitterfissen smager SÅ dårligt – giver det værste mavesår.