Søndag, igår holdt jeg reception (følelsen var faktisk som en barnedåb eller anden højtidelighed) … jeg var spændt som en flitsbue, min kære Louise var der for mig hele formiddagen, så jeg kunne fokusere på at gøre mig klar.
Blev jeg klar? Gør man det, til en dag, hvor mit lille barn, ej! Nu stopper jeg det baby-billedsprog… min bog, den bog jeg helt selv har skrevet, om MIG selv og mine kampe – den skal præsenteres for de mennesker, der interesserer sig for mig.
Der kom så mange, jeg nåede desværre ikke at få talt, krammet jer alle nok.
Derfor denne lidt korte tak – mit ydmyge tak til jer alle.
Jeg kunne ikke have gjort dette, jeg ville faktisk ikke have levet så længe her – hvis det ikke var for rigtig mange af jer, der dukkede op.
Min lejlighed er fyldt med duftende blomster, mit køleskab bugner af bobler og lækker øl, og jeg har bolcher og lakridser både i maven og i skabene… I kender mig?
Og hvad så nu?
Tja, først vil jeg liiiige nyde alle de øjeblikke jeg har kørende over nethinden fra igår, spise et par lakridspiber mere…
Ellers håber jeg på en masse feedback på jer, der læser min bog.
Jeg håber på I vil være med til at sprede åbenhed og kommunikation omkring dét at være forstyrret.
Jeg tager GLAD og gerne ud og fortæller mere, tøv endelig ikke med at spørge mig om det.
Skulle du have lyst til et signeret eksemplar af min bog – finder vi ud af det.
Tak til min redaktør, Thomas Vilhelm – uden dig, ingen bog….
TAK til kære, kloge, empatiske Lise, som har skrevet forordene i bogen, da hun har arbejdet med sådan nogle som mig de sidste mange år.
Tak for den gode snak vi fik igår
