Når man trækker sig fra et bekendtskab, fordi man føler man konstant rækker ud, ja næsten spræller med arme og ben som den papirssprællemand jeg havde som barn, men bare ikke bliver kontaktet tilbage. Eller når man endelig har fået taget sig sammen til at fortælle vennen, at man faktisk blev super såret over det der blev sagt sidst. Er følelsen i maven pænt tom, men god. Ikke? Jeg skrev i sidste uge (her) om at sætte grænser, om at når nok er nok, er det faktisk helt fair at trække sig.
Det gjorde jeg. Jeg havde gjort det nogle dage, nogle dage efter tikkede der en sms ind til mig. Min ven skrev, “jeg ligger mig fladt ned, UNDSKYLD, jeg elsker dig jo, og savner dig, jeg er en røv, jeg vil rigtig gerne ses. Snart.” Hele min krop dirrede af glæde, og en ny respekt for min ven. Når man får sådan en stærk arm rakt mod sig, skal man også tilgive og kaste sig ind i armen og kramme og kramme. Vi har så meget og mange års venskab, at jeg ikke har lyst til ikke at kunne tilgive. Det stærkeste i et venskab er faktisk at kunne tilgive. Det betyder nemlig at man rummer. Og at man ser, man ser sin ven ligge sig ned og indrømme sine fejltagelser.
Kierkegaard skrev “Livet leves forlæns men forståes baglæns” – jeg begår tusindvis af fejl dagligt. Tit også de samme fejl. Først når jeg har lært, det jeg skal lære, føler jeg mig klar til at være den bedste udgave af mig selv, men så er øjeblikket jo passeret. Når jeg har lært det jeg skal, er der en ny situation, så fejler jeg måske igen….læringsprocessen og udviklingen fortsætter livet igennem. Nøjagtig som Kierkegaard skrev.
Det er endnu en grund til at blive mere tilgivende, både over for os selv og vore nære, for ingen kan undgå at fejle, mens vi lærer, både hvordan noget hænger sammen, men også hvordan vi er den bedste udgave, den bedste ven, kæreste, mor, datter. Jeg har tidligere skrevet et indlæg om at være bitter, og slippe den sure lugtende bitterfisse, det hører nemlig også med til at kunne ånde frit igen. læs her.
Hvor meget skal man så tilgive, kan jeg også tit spørge mig selv om – hvor mange gange må jeg ømme mig over en vens gentagne fejl? Jeg vil gerne være ‘den store’, jeg vil gerne tilgive, rumme mine næstes fejl – fordi jeg VED, jeg selv også kan finde på at gentage en fejl. Jeg ved at andre kæmper med svære ting og følelser, mine nære kan jo også tænke “så spis DOG, Signe”, det KAN jeg bare ikke sådan lige på kommando, ikke fordi jeg ikke vil, eller fysisk kunne. Men psykisk véd jeg, det bliver et helvede under og efter. LANG tid efter også. Jeg ved nemlig, efter så mange år – men specielt her i det forgangne år, at skylden og skammen efter at have forsøgt at behage andre på kommando…det giver en kværulerende AnorekSigne tæt tæt på mig flere dage efter. Hun kommer trofast, når jeg bliver såret, ignoreret, presset, eller når det er hende min næste taler til. Når det er hende, der bliver bedt om at forsvinde, så Signe kan komme frem. Det er ikke AnorekSigne jeg eller andre skal tale til, det er Signe.
