Mit evige hul

Jeg er en meget følsom pige. Som barn var jeg faktisk ret robust, og ikke sådan at slå ud, derfor kan man jo virkelig undre sig over hvor skrøbeligt mit sind er nu. Jeg har brugt SÅ mange dage, timer og minutter på at forstå det. Jeg har hele tiden haft denne lille djævel på skulderen, som har hvisket “du holder fast i dette her hul, fordi du er SÅ vred”. Vred på min mor, på min far. Men, det er jeg faktisk overhovet ikke. Ikke det mindste.

Ikke længere, for nu har jeg forstået DEM, og forstår derfor også mit mønster – jeg forstår mit hul. Der skal lidt fakta på bordet for at forstå det, og det er på ingen måde ment som evig beskyldning, eller vrede. Blot information, for at forstå mig.

Mine forældre er ikke nogen, der skamroser sig selv eller deres børn. Vi har alle tre børn dyrket sport, hvor de ALTID så på os, og fulgte os – men de har aldrig sagt efter en kamp eller en opvisning “hvor var DU god” – ikke at de behøvede andet eller mere. De var gode til at sige “I var gode”, “god kamp, godt spillet sammen”. Intet individuelt til os. Det kan måske lyde skingert, banalt eller tja, jeg kan komme på mange ord for det. Men, vigtigheden i, at ens mor/far tager en op, kigger barnet i øjnene og siger “du gjorde så godt, jeg er stolt af dig”. Den er grundstenen for selvværd. Mine forældre har heller aldrig lavet ting med os alene, så der var aldrig mulighed for enetid i vores barndom – så man måske kunne have fået samme følelse der.

Jeg fik ballasten hos min elskede faster og min søster. Hele min barndom. Jeg fik af vide der blev glædet sig til JEG kom på besøg, og dette og hint skal vi lave når JEG kom. Min søster lukkede mig ALTID ind på hendes værelse, og jeg var en del af hendes liv.

Da jeg så blev ældre, så ebbede kontakten hos min faster ud, jeg blev jo ældre og ferierne og interesserne ændrede sig, helt normalt. Jeg boede alene med mine forældre, mine ældre søskende var jo flyttet hjemmefra – også helt normalt. Jeg higede efter min mor – det, som jeg inderst inde godt vidste jeg ikke ville få, men jeg higede alligevel. Min mor ER bare ikke sammensat sådan, at hun har brug for “hyggetid”, hygge for hende har været når vi har gjort rent sammen. Midt i det hele kommer hun dog til mig, og er enormt sårbar, hun åbner lidt op – men vil ikke have min nærhed, ikke tale med mig om hendes svære liv alligevel. Døren som var lidt på klem, bliver smækket HELT og aldeles i hovedet på mig.

Dét skabte en følelse af at blive vejet, og fundet for let. Altså, ikke at blive hørt. Være til besvær, ikke være “rigtig”. Og en langsom, meget langsom vrede. Den vrede plantede sig i INGEN skal bestemme hvad jeg skal putte i munden. Det er og var nemlig noget jeg helt helt selv kunne styre. Jeg kunne dengang bruge dem som våben. Våbnet, som resulterede i at mine forældre skulle være sure på MIG, og ikke på hinanden. Våbnet mod at beskytte mig selv, straffe min mor – uden ord. I stedet for at fortælle hende “hvad fanden skal jeg med alle de her informationer om dig og far, når der ikke sker en skid… og når du ikke vil tale MED mig om det?” – det gjorde jeg ikke, det skulle jeg SÅ meget have gjort. Men, samtalen og fortroligheden havde vi ikke. I stedet straffede jeg hende ved ikke at ville spise, som i “haha! kan du se hvad du har gjort ved mig, det er DIN skyld jeg ikke gider være “normal”…

Nogen skulle have knuget mig ind til sig, kigget mig i øjnene, fortalt mig at jeg er elsket, og jeg lige dén Signe jeg skal være. Nogen… min MOR og FAR. For jeg ANEDE ikke hvem de helst ville have jeg skulle være – og i min afmagt blev jeg mere og mere hul. Både psykisk og fysisk. Hullet var nu så stort, min faster og søster var jo naturligvis nok ikke lige “rundt hjørnet”, og jeg vidste faktisk heller ikke dengang, at de tidligere havde fyldt hullet.

Det her føler min mor jeg gør stadig. Straffer. Det kunne ikke være mere forkert.

Det, der sker er, at jeg ikke føler jeg er “noget”. Jeg har ingen, ingen oplevelser at tænke tilbage på, hvor jeg har fået af vide af min mor eller min far, at de er er stolte af dette eller hint jeg har gjort eller været med til. Altså, sådan direkte til MIG. Det gør, at jeg simpelthen ikke tror på mig selv. SLET ikke. Jeg higer simpelthen SÅ meget efter deres stolthed af mig. De sidste år, har jeg udlevet nogle ting og bedrevet noget, som mine andre nære har fortalt mig hvor stolte af mig de er. Da jeg startede denne her blog, da jeg var i aftenshowet, da jeg udgav min bog, da jeg afleverede den til Kronprinsessen, da jeg fik brev om at jeg har foretræde i folketinget. Ikke én gang har jeg fået af vide af mine forældre “at de er stolte af mig”, jeg tillod mig endda at skrive det i mine forord i min bog – “det eneste jeg ønsker er, at gøre jer stolte af mig”. For det er virkelig mit højeste ønske. Ved hver eneste “bedrift”, når jeg har ringet og fortalt dem om det… har jeg håbet. Jeg VED jo godt, at det ikke vil ske – men mit håb er der hvert eneste sekund vi taler. Hullet bliver igen og igen hult. Jeg får igen en “lussing”, vender den anden kind til og smiler til dem. Jeg respekterer jo, at de er DEM og hvordan de tackler livet.

Så kan man tænke “helt ærligt, Signe – du er 38 år… kom nu VIDERE”. Tror I ikke jeg tænker det? Det gør jeg, 24/7. Jeg vil mere end noget andet videre. Men mit hul er bare lige så stort hos mig, som lyden af maskingevær er for en krigssoldat.

Denne her lange forklaring, gav jeg min mor igår. Hun forstod. For første gang forstod hun mit “hul”. Hun lovede mig ikke at hun kan ændre sig selv, det forlanger jeg heller ikke. Men hun forstår nu, at jeg ikke holder ved en vrede. Da vi sagde farvel igår, krammede min far mig, som jeg aldrig har oplevet det lignende. Vi har altid bare givet hånd – da vi hver i sær flyttede hjemmefra begyndte vi med at give “kinden” til hinanden, og lige taget fat om skulderen. Det er måden vi hilser og tager afsked på nu. Ikke igår. Jeg græd efter. Jeg græd fordi jeg følte mig set, forstået. Jeg græd fordi det gjorde fysisk ondt at han var væk. Jeg ville ønske han kunne kramme mig igen, lige nu.