Min “længste” veninde

Onsdag var en vild dag. Jeg har haft så mange nakkesmerter de sidste…ja jeg ved sgu ikke hvor længe, de er blevet værre siden april. Jeg var i bilulykke for snart tre år siden, og fik piskesmæld, som giver mig daglige smerter i nakken, som så trækker op i hovedet. Hvis det bare var nakkesmerterne, dem kan jeg efterhånden navigere lidt i, og være nogenlunde “til stede”, men når det trækker i hovedet… så er jeg sat til tælling. Jeg går, om muligt endnu mere rundt i min egen klokke!

I onsdags skulle jeg heldigvis ikke arbejde, jeg skulle dog “arbejde” for Børneulykkesfonden, fordi jeg til oktober skal en tur til Sinai ørknen sammen med organisationen, og fordi jeg simpelthen ikke kan lade være at lave sådan noget ambassadørarbejde. De har en underorganisation, Legeheltene, det er DEM jeg samler penge ind for. På alle mulige måder. Lige i onsdags havde vi så fået mulighed for at underholde børn inden Flying SuperKids lavede deres show. Ikke på ét tidspunkt i løbet af dagen, strejfede tanken mig at ringe afbud. Jeg er ret så pligtopfyldende – og når jeg har sagt ja til en aftale med børn – SÅ overholder jeg den. Om jeg så kravler rundt dagene efter.

Mine nære veninder og familie VED hvor tit jeg har aflyst aftale eller meldt afbud pga sygdom. Hvad jeg ikke er gået glip af pga angst, akut diarre, forstuvede legemsdele… Når jeg glæder mig til noget, så ender jeg næsten altid med at blive fysisk syg på den ene eller anden måde. Jeg ved ikke om det er min angst, der faktisk spiller mig et puds – angsten for ikke at leve op til dét jeg tror andre forventer af mig til arrangementet. Det er meget pudsigt, at jeg står som et “siv i vinden”, når det gælder børn.

Jeg vidste jo også, at jeg skulle stå på pladsen sammen med min søde veninde Pia, som altid kan se hvornår jeg lige trænger til “hun lige fikser” et eller andet, jeg lige står og knudrer med. Hun er min trofaste og fantastiske “partner in love”, og jeg glæder mig til flere arrangementer for fonden sammen med hende, men ikke mindst – glæder jeg mig til denne her tur i ørknen sammen med hende. Hun har gjort lignende “tossede” ting og udfordrer sig selv konstant, så da hun, hendesmand OG fondens læge, spurgte om ikke jeg ville med – så blev jeg knusende glad. De ville ALDRIG have spurgt mig, hvis ikke de kan se den fremgang jeg er i. De er så sikre på jeg kan. Og så bliver jeg også en my mere sikker på mig selv.

Tilbage til onsdag, og tiden på pladsen foran det store telt. Pludselig er der nemlig en der siger “hej, Signe” og tager mig på min højre arm. Jeg kan tydeligt genkende stemmen, jeg havde ikke set hende, så jeg vender mig om og kigger lige ned (hun er et hoved lavere end jeg) i Hanne’s øjne.

Jer, der har læst min bog ved hvem Hanne er. Min barndoms soulmate. Pot og pande – Signe og Hanne. Hende og jeg har kendt hinanden siden vi var 5 år – hun har set hele mit “forfald” – som nogen vil sige, eller “mit langsomme selvmord”. Vores skæbne gjorde, at vi gled fra hinanden. Jeg forstår sgu godt, det var for barskt at se på – og hun trak sig. Vi har ikke set hinanden i rigtig rigtig mange år, faktisk ikke siden 2004-agtigt. Hun er blevet gift og fået to piger, vi har haft “kontakt” på sociale medier, og jeg har kunnet følge med på afstand. Glædet mig, men hver eneste gang har det også givet mig et stik i hjertet. Af savn. Men også en respekt for hendes fravalg af mig.

Dét knus og forholdsvis korte snak vi fik i onsdags… lappede et lille hul i mig. Hun sagde nemlig “skal vi ikke ses, os to?”

Her er vi, i 1980´erne og i 1994… Hun er min længste veninde – fordi vi indtil 2004 var, hinandens længste venskab, og fordi hun er 158cm lang. Det har vi joket meget med. Hun ville have min underkrop og jeg ville have hendes overkrop. Men sammen, var vi hele.