Meta-hvadfornoget-terapi

Den første time med Pia Callesen, efter jeg de sidste 14 dage har udfyldt nogle skemaer om mine tanker er nu gået. Og hvordan var det så? Altså, følelsen af at blive omfavnet og taget IMOD som dén jeg er – er glædelig, tryg og rigtig rar. Pia skulle ikke starte med at vide vægt, højde, tidligere terapi-fiasko, hvad min mor sagde engang, eller hvad hun ikke sagde. Nej, hun spørger faktisk KUN indtil hvad jeg har lyst til at blive fri for, og hvad jeg vil ændre.

Vi finder frem til, at jeg gerne vil af med mine katastrofe-kontroltabstanker efter jeg har spist. Men også frygten ved hvad mad i maven gør ved mig. Begrænsningen i ikke at kunne spise når jeg føler sult, lyst eller hyggeligt selskab. Jeg er så træt af kun at spise efter hvornår det er “tilladt” i mit hoved.

Det burde jo være lige til, ikke? Jeg er træt af noget – så gør dog det modsatte. “Ellers er du vel ikke træt NOK af det, Signe?” – når du udemærket ved din hang til kontrol er vejen til døden. Det er jeg blevet konfronteret med et UTAL af gange de sidste mange mange år.

Det kan I fandeme sagtens sige, I  har ikke den kraft inde i jer, som efter et måltid får jer til at føle jer som den dummeste, den mest værdiløse, den mest utilstrækkelige, den klammeste. At skulle håndtere dén kraft – er uoverskuelig, og grunden til jeg skubber den væk.

Min forsvarsmekanisme er at skubbe væk. Det går op for mig, mens Pia og jeg taler. Jeg har jo skubbet alt væk. Følelser, smage, begær, mennesker. Det gør mig så enormt ked af det.

Jeg har fået lektier. Jeg skal nemlig ikke skubbe tankerne væk mere – jeg skal lære at leve med dem, at de er der – men at jeg kan se gennem dem – se noget større og noget lys ved siden af, foran eller bagved. Jeg skal nu, når jeg føler sult – ikke skubbe den væk til kl.xx fordi det er dét mønster jeg er tryg ved, men reagere på det, tage lidt at spise og se dét for mig, at jeg gør det fordi det er dejligt og hyggeligt.

Imorgen skal jeg holde foredrag – og dét er noget jeg kan forholde mig til, som også føles som “mere og større” end mig selv. At jeg skal kunne komme helt ud til publikum, og det kan jeg bedst hvis jeg ikke skubber alt fra mig. Det er dét billede jeg ser for mig, når jeg reagerer på sultfølelsen.

Jeg har jo skubbet alt fra mig i snart 20 år, så jeg er alene. Jeg har ingen, der er dybt afhængig af mig – og jeg har også gjort mig uafhængig af andre. Desværre. Det er nemlig det sværeste af ALT lige nu. Jeg er alene i det her, jeg har ingen at hoppe ud sammen med, ingen der griber mig, ingen der pumper madrassen op mens jeg falder, så landingen kan blive blød. Det gør det endnu sværere.

Når man får af vide man ikke MÅ tænke på en lyserød elefant i 20 sekunder. Hvad tænker man så på?? Jeps, elefanten. A L L E 20 sekunder. Får man af vide, tænk hvad du vil når du vil – så fylder den intet, den flyver endda videre. Jeg vil nu træne, at jeg gerne må spise når jeg føler sult, lyst eller behov – for så skulle det meget gerne blive sundere og selvregulerende. Ikke reguleret af hvad AnorekSigne dikterer.

Det er nu tirsdag, klokken er 10 og jeg mærker min mave forsøger at fortælle mig et eller andet… sult? næ, den gør da bare plads til jeg lige kan få slået en prut – så der bliver lidt plads til tarmene igen. 10.07 – den rumler faktisk lidt nu. Jeg ER nok sulten… Signe er sulten. AnorekSigne skriger “neeeeeeeeeej! klokken er KUN formiddag! – tag en kop kaffe, hvis du virkelig hungrer!” Signe tænker… Nej, fandenGALEmig – hvad vil være godt at spise? Altså, som bliver maven?

Det gik der lige nogle timer med at tænke over… Ved 12 tiden havde jeg fundet frem til, at et æg ville være godt. Det er altså 4 og en HALV time tidligere end jeg plejer at spise, vil jeg lige pointere. Følelsen var SÅ god. Hårdkogt æg, salt og peber. Signe blev glad. Glad fordi jeg endelig har fundet et våben mod AnorekSigne. Jeg er faktisk helt ligeglad med om jeg nogensinde kommer til at spise kager, højtbelagt smørebrød, ribbensteg eller en hotdog – så længe jeg lærer at lytte efter sulten og spise noget jeg ved jeg kan holde i mig. Så har Pia Callesen virkelig gjort en forskel for mig.

Siden mandag har jeg faktisk været så ked af det. Jeg kan mærke jeg er enormt mærket af, at jeg nu selv føler jeg har- og stadig skubber følelser helt væk. Faktisk al lyst! Det skal virkelig være slut, jeg vil ikke gå og være så trist, og jeg vil ikke fornægte mig selv noget.

Jeg er igang, jeg VIL. Jeg VIL ikke skubbe alt væk. Jeg vil IKKE tænke på elefanten. Jeg ved godt et æg ikke er alverden for andre, men for mig – der er det den første sætning i “eventyret om den grimme ælling”.