Knap en uge efter min fødselsdag smiler jeg stadig. Lykkelige bobler florerer stadig i maven.
Tænk! 27 mennesker kom og fejrede MIG! Jeg havde inviteret mine nære veninder og mine forældre, sagt til nogle stykker i gården “at de var velkomne til at kigge ind”. Dét gjorde de. To veninder kørte 110 kilometer, mine piger var ved at gå TIL af spænding, da jeg pakkede gaven fra dem op, min nabo spillede “happy birthday” på trompet. Jeg fik så mange lækre gaver, så mange kys og kram – at jeg er FYLDT op med kærlighed.
Men, bedst af alt – alle hyggede sig. Vi har jo alle forskellige venner, og om alle lige kan snakke sammen – det er jo altid lidt spændende/udfordrende for en vært. Jeg forsøgte at få snakket lidt med alle, sådan en-til-en, men det er bare svært – man håber og håber, at alle hygger sig. Da jeg lagde hovedet på puden søndag aften, følte jeg alligevel at jeg “burde have talt liiiidt mere med dén og dén”.
Desværre fik jeg ikke taget nogen billeder, det ærgrer mig – men, det betyder vel faktisk at jeg var “tilstede”…. jeg sugede det hele i mig. Min veninde tog dog dette billede af mig og børnene…
Dagene efter fik jeg opkald, sms’er fra gæsterne – og jeg kan vist godt tillade mig at sige, det var en succes. Alle følte sig faktisk “set” og godt tilpas. Det betyder enormt meget for mig, for det er tit dét jeg ikke har følt mig.
Og søreme ikke om jeg fik over 500 beskeder på facebook og instagram – altså….. TAK, det betyder koloENORMT meget for mig, at så mange mennesker synes jeg fortjener en lille hilsen.
Jeg sidder her, og smiler stadig stort – tanket op med mine venners kærlighed til mig, TAK alle I, der kom i søndags – I er fandeme nogle guttermænd-og kvinder. Jeg vil ikke nævne navne, for så bliver dette indlæg alt for langt…. dog vil jeg nævne én. Min mor. Hun havde bagt boller og kage, hun var faktisk ret syg. Influenzaen havde fået et godt tag i hende, men ingen (udover min far og jeg) opdagede det. Hun sagde efter et par timer “åhhh, nu tror jeg virkelig vi kører hjemad Signe” – jeg må bekende, at jeg forsøgte at tale hende fra det (for, min mors hjælp var virkelig værdsat) – heldigvis sagde hun selv “men, det er bare SÅ hyggeligt, så nu bliver vi”. TAK kære mor.