Jul… SKAL det rime på Sul?

Som spiseforstyrret, kontrol-entusiast, AnorekSigne – og hvad jeg ellers kan kalde mig ER jul tit noget med sammenkomster hvor hyggen bliver gjort op i hvad man spiser. Det har irriteret mig i godt og vel 16 år. Man samles vel ikke KUN for at spise æbleskiverne, marcipanen, chokoladen… eller gør man?

De første år min spiseforstyrrelse hviskede lidt til mig, undgik jeg arrangementer – jeg trak mig. Så begyndte jeg at deltage lidt, men hvor jeg ikke spiste – det havde min omgangskreds det ret svært ved. Jeg spurgte om “de slet ikke ville se MIG? Men kun invitere folk/mig forDI vi skulle spise det SAMME? Ville det ikke være hyggeligt at snakke også?”

Jeg har altid fået det svar – “at jul, og dét at mødes bare ER hyggeligere når man sidder bænket og 1,2,3 alle tager mundfuld af samme kage.”

Det klinger stadig helt absurd i mine ører. Jeg følte og føler, at det er fordi det er sammenkomsten og ikke gæsterne, der er det vigtigste. Det kan enten være fødselsdagen, pinsen, eller julen. I mit hoved hører jeg kun “vi inviterer, vi bestemmer hvad vore gæster skal putte i munden, og hvis de ikke vil have det vi serverer, så kan de da blive hjemme.” Jeg forventer ikke der er taget så meget hensyn, så der er veganske, økologiske, laktosefrie menuer hos værten – men, jeg håber da allermest jeg bliver inviteret fordi de har lyst til at SE mig, SNAKKE med mig – og at veganeren også må sige “nej tak” til æggekagen, og hvis man insisterer på KUN at spise økologisk, så har man selv noget med.

Dem, der inviterede og ikke rigtig kunne, eller ville se mig – dem ser jeg ikke rigtig længere. Jeg fik og får ondt i hele kroppen op til og dagene efter. Jeg hyperventilerede, jeg følte mig overvåget og decideret utilpas – det gav min en konstant angst for, at folk omkring mig ikke rigtig ville mig. Det får jeg nu medicin for – og det har hjulpet mig til at tage det valg, at dem skal jeg ikke “takke ja” til en invitation hos. Der er simpelthen ikke noget værre for Signe, at sidde ved et bord, hvor jeg har takket nej til fx tarteletterne og øjnene rundt om bordet stirrer, og nærmest skriger “sygeSigne, du VIL jo intet – du vil slet ikke være rask”.

De øjne, med de ord skrevet i panden, spiller i dén grad op til AnorekSigne. Hun tager HELT over, ifører sig den stålsatte facade, bliver stædigere og stædigere. Signe, har SÅ ondt i hele kroppen, at hun bliver paralyseret og lader AnorekSigne styre. Jeg er på dobbeltvagt – og jeg bliver træt inden sammenkomsten er slut, hovedpinen banker, og jeg kører før tid.

Sådan et “arrangement” har jeg ikke været til i december i år. Signe har besluttet at takke JATAK til de invitationer, hvor det er Signe, der bliver inviteret. Ikke den Signe, nogen håber på hun bliver (igen), eller AnorekSigne – som de er blevet vant til. Måske er det dérfor jeg har haft helt fantastiske 17 dage…? Jeg har lige været i Hamburg med min gode veninde, Sara – det var helt vildt, som i VILDT hyggeligt. Jeg nyder Sara, Sara nyder Signe. Bum! Så er den faktisk ikke længere. Jeg var til julefrokost i fredags med andre venner, det var så sjovt, at jeg stadig griner… Jeg kunne være Signe. Og, ved I hvad? Hun fik faktisk også de andre til at grine, som én sagde “åh, dit lille menneske med den største humor”.

Julen 2017 venter… Jeg g l æ d e r mig, som aldrig før i mit voksne liv. Jeg skal være hos mine forældre lillejuleaften og råhygge med dem, juleaftensformiddag kører jeg til “mine piger”, deres dejlige mor – min veninde. Jeg glæder mig til at se forventningen, glæden og overraskelsen i deres øjne. Jeg glæder mig til at følge dem heeeele den laaaange juleaftensdag, hvor de bare venter og venter. Jeg glæder mig, fordi jeg ved det er Signe, der er inviteret.