Lalandia, igen… Og det gør jeg frivilligt!?

Jeg har tidligere været i Lalandia, min bror og hans familie og mine forældre havde en hytte dér en weekend for en 5 års tid siden. Mine forældre fik opholdet i julegave, og jeg var der også juleaften – så ordene faldt “at jeg jo selvfølgelig kunne kigge ned, hvis jeg ville”. Altså, der var ikke en ekstra seng, men en sovesofa. I begejstring, sagde jeg JA tak, jeg ville tage et tog lørdag morgen, Mor ville gerne hente mig på stationen dernede, og jeg kunne køre med mine forældre hjem søndag, hvor alle tog hjem. Jeg havde ingen bil dengang. De havde hytten fra fredag, der kørte de derned – men en enkelt overnatning var så fin for mig. Jeg var bare glad for at være med, og have lidt oplevelser med min nevø og niece. Plus, jeg aldrig havde været i det dér vandland, som ALLE snakker om… så, det SKULLE da opleves.

Detaljerne skal jeg spare enhver for, konklusionen på turen var, at min familie ikke synes det var noget hit, at have mig med. For folk kigger jo på mig. Og det er pinligt. At jeg fik det lidt skidt under en saunaGUStur gjorde absolut ikke noget som helst bedre. For nu var børnene blevet virkelig bange for mig. Altså, det blev ikke rigtig sagt – men eftermiddagen i vandlandet dén lørdag jeg kom blev ikke lang. Og søndag var det ikke rigtig til diskussion om jeg skulle iføre mig badetøj. Jeg var så ked af det, endnu engang havde jeg ødelagt en oplevelse/en hyggestund i familien. Jeg tænkte ved mig selv i toget tilbage til Amager, at jeg jo ER hende, der ødelægger alt og alle med min anoreksi.

Hvad får så mig til at give mine skønne piger en dag i Lalandia sammen med min kære veninde, deres mor? Tja, det kan man undre sig over… Men, det sidste år har jeg rykket mig mere end jeg troede var muligt. Og, jeg VED jeg er et andet sted, end for 5 år siden. (selvom jeg faktisk er fysisk mindre idag)

Dagen oprandt, vi pakkede bil, piger, badetøj, pølsehorn og kaffe til turen. Turen derned gik overraskende hurtigt, vi snakkede og hyggede og skrålede med på sangene, dog spurgte Vera viiiirkelig mange gange “hvornår er vi der” – så, temperaturen i bilen emmede af forventning og glæde.

Da vi står i omklædningsrummet får jeg pludselig en rigtig frygtelig følelse, jeg bliver helt angst. For, nu skal jeg jo være NØGEN foran de piger, som ser mig som den tante, der flytter stenene på deres vej. Mig, der bærer deres tasker, når vi går hjem. Nu skal de se mig…. som jo er tynd, ikke?

Nå, ingen kigger – slet ikke pigerne, så jeg er hurtigt i badedragten og spænder morgenkåben fast omkring mig.

Det var en DEJLIG dag.

Noget tid inden, havde min veninde talt lidt med den ældste pige omkring, at jeg jo måske kunne se lidt tyndere ud end andre voksne. Esther var faktisk ikke synderligt interesseret i det, og sagde bare “nå, nå, okay”  – Louise forklarede, at jeg har været meget syg, og er ved at blive raskere. Men min størrelse ændrer jo ikke på noget, det var blot hvis nogen skulle komme til at sige noget – så ville Esther vide det. Jeg har også selv fortalt Esther, at jeg har været meget syg – og der er mange ting min mave ikke rigtig kan finde ud af at spise. Hun ved jeg skriver, for mange hilser på os, når vi kommer gående hjemme på Amager – og det synes hun er lidt cool – også fordi jeg har været i TV. Vi snakker om det, der er intet fordækt, skjult eller hokus pokus omkring det. Vera har en så fin måde at kommentere mig på “Tante, du har sådan nogle store knogler”

På vej hjem i bilen, spørger jeg så Louise om “det var slemt”? Øhhhh – “hvad mener du Signe?” – ja, var folks blikke slemme, var jeg meget tynd i badedragt, var jeg frygtelig at se på etc etc.

Louise kiggede på mig med undrende øjne og slog fast med 7″ søm –  “NEJ. Det var en fantastisk dag. Vi var sammen med DIG, Signe. Jeg ser ikke på hvad andre ser, jeg er sammen med dig – og kunne simpelthen ikke være mere ligeglad med andres eventuelle tanker eller blikke.”

Hjerteflimren forsvandt, jeg blev så glad. Jeg har en stærk fornemmelse for, at min familie ikke vil noget sammen med med, fordi andres blikke og kommentarer er FOR hårde for dem. Det er vist ingen fornemmelse, det er fakta. Mine forældre har været gladest, når det var overskyet eller regn, når vi skulle på Bakken om sommeren og se Cirkusrevyen – for mig i sommertøj, dét er åbenbart rigtig slemt.

Louise har lært mig at nyde og længes efter det gode. Som fx en øl! Turens sidste 57 minutter, må vi vist begge indrømme – at sofaen, benene oppe og en kold øl skreeeeg efter os.

Aldrig har øllen med min kære veninde smagt SÅ godt, da vi atter ramte Amager efter en dag i klorvand.