Julen starter ikke i midt oktober for mig. Sidste år startede den allerede, da jeg besluttede mig for hvad jeg skulle julen 2017. Når jeg ikke skulle være sammen med xx og xx dét år – så strålede forventningen om “jul sammen næste år” -altså i år klart og tydeligt ud af deres øjne. Sidste år var mine forældre sammen med min bror, og jeg var sammen med min skønne veninde og ‘vores piger’. Det var helt fantastisk, en helt igennem jul som jeg husker det fra min egen barndom. I et sommerhus ved vandet, ild i brændeovnen, anden i ovnen om formiddagen, pigerne, der ikke rigtig kunne være i sig selv af spænding, julegudstjeneste, disney og julekalendre. Men, stadig var jeg gæst i et andet hjem, med andre traditioner, og uden mine forældres tilstedeværelse. Lige meget hvor syg man er, så ER der jo noget ved “den gamle jul”. Den eneste dag om året, hvor alle har en forventning om hvad der skal ske, hvornår, og hvad man skal spise. Jeg har intet problem i menuen, jeg elsker faktisk rødkål og kartofler, og føler intet afsavn ved ikke at sætte tænderne i et andebryst. Risalamanden, dét er en anden historie. Jeg ELSKER den dessert. Til mine barndomsfødselsdage var den altid desserten. Det skal helst være min mosters, ingen andre smager ligeså godt.
Efter en rigtig veloverstået jul sidste år, vidste jeg jo allerede da den sluttede, at næste år – som så er NU – ville blive uden pigerne, da de jo er hos deres far. Louise har en sød kæreste, som også er uden børn – så det er klart de skal være sammen. Mine forældre er kommet lidt tættere på min søster igen, og det er så dejligt for dem. Når jeg ikke kunne se begejstringen i børns øjne, denne aften – ja, så er juleaften faktisk bare en dag som alle andre for mig. Så jeg sagde til mine forældre, at jeg synes de skulle forsøge at få en jul med min søster, som de ikke har haft i… måske 15 år. Det er lykkes – og det er faktisk så glædeligt for mig, at jeg ved min jul bliver så fin så fin.
Jeg har nemlig besluttet mig for, at den skal vare længe. Den skal dufte, den skal smages, og den skal hygges i. Pigerne, Louise og jeg holder vores jul d.21, med ALT hvad det indebærer – for vi ser dem først igen d.29!!!!! Mine forældre kommer til brunch hos mig lillejuleaftensdag. Jeg har skumle planer om at lave vafler ! Jeg har nemlig købt mig et jern til det, nogle med banan, spinat og alt muligt min far vil kigge lidt … interesseret på. Jeg er ikke helt vild med vafler, men jeg elsker duften af det – og jeg bilder mig ind og håber på, at duft kan føre til smag. Derefter kører vi en tur til Dragør, hvor vi håber de juler…
MosterBentes risalamande, en klasse for sig.
Juleaften skal jeg mødes med min søde veninde til brunch på en fancy restaurant på Kongen Nytorv! HA’! Min første københavner-jul, skal da mærkes og opleves med manér. Derefter går vi i kirke på Christianshavn, og går så hver til sit. Jeg sætter anden i ovnen, og går og laver kartofler og rødkål og mærker duften i hele lejligheden. Jeg har aldrig lavet det før, og jeg glæder mig helt enormt. Jeg glæder mig også til at smage på det! Ja, sgu. Efter mine 5 sessioner hos Pia, har jeg fundet ud af, at mine triggertanker om krop, identitet kan parkeres. Jeg kan slippe dem. Jeg dør ikke af ikke at kunne løbe alt fedtet af mig, jeg savner det – JA. Men, jeg kan være i det. Jeg går ikke sindsygt lange ture i stedet, jeg har ikke pres over ikke at nå mine 20.000 skridt om dagen. Jeg sulter ikke mig selv, fordi jeg ikke kan løbe. Jeg har ikke behov for at dét skal være så kontrolleret, som det var. Jeg mærker nu en lyst til at lave noget lækkert for mig selv.
Jeg er ikke ‘nu spiser jeg bare alt det andre mener jeg skal spise, når de giver mig øjnene, der betyder det’ – men jeg spiser af lyst, og jeg reagerer ikke sygeligt, hvis det ikke er i den ramme, det var i tidligere. Pia har gjort en kæmpe forskel.
Juleaften bliver altså en aften for mig selv. Jeg vil savne mine forældre ENORMT, men jeg kan smile ved, at de er sammen med min søster.
Juledag mødes jeg med en god veninde, vi går en tur og går i biffen. Anden juledag er mine søskende og forældre samlet, jeg er inviteret af mine forældre. Men, jeg har ikke snakket med mine søskende i det år der er gået, så egentlig har jeg ikke lyst til vi skal samles “fordi det er jul”. Mine forældre forstår det heldigvis, og jeg kan faktisk tænke på det nu – med håb om de får en dejlig dag, og ikke med gråd og tårer i stemme og øjne.
Min jul i år bliver sammen med de mennesker jeg er sammen med i min hverdag – og min jul varer faktisk 5 dage. Hurra og halleluja.
Måske du sidder og tænker, hvad med risalamanden – det gør jeg i hver fald. Jeg får ingen risalamande, jeg kan ikke selv lave den som min moster – og så er det bare ikke godt nok. Jeg ville ønske jeg kunne tage min bil og køre til Kalundborg og bestikke min kære moster. Men mit haneben kan ikke køre så langt, og MosterBente har ved gud også andet at lave i denne her tid.
Så, ja – julen varer lææænge – heldigvis. Der er en lille uge til – og jeg skal købe en and for første gang i mit 38 årige liv. Jeg har intet pres over, at skulle lykkes med en julemiddag – for i år er det øvelse, næste år…. tænk hvis jeg får mig en svigermor i løbet af 2019 – så skal hun ikke bruge julenatten på potten, eller i tandlægestolen fordi hun har flækket en tand i min tørre and.
Glædelig jul, Signe.