Jeg kender én, der skal rulles i glimmer og glitter…

Jeg vil gerne dedikere dette indlæg til mig chef – hvis ikke hun havde givet mig chancen, troet og TROR på mig – evnet og evner at se muligheden i mig – ja, så var jeg slet ikke her. Ingen navne nævnt, men hun ved hvem hun er.

I hele debatten omkring at synliggøre sygdommen, som jeg brænder for – så er denne her vinkel også vigtig. Det er vigtigt at os psykisk sårbare får en anden identitet end “syg” – at man har et arbejde, noget at stå op til, vide man er brugbar.

Efter min caminotur fik jeg lyst til at lave noget andet end de handicapsjobs jeg havde. Efter nogle måneder som sekretær for en coach fik jeg et praj om at en større firma i København godt kunne bruge en ekstra til deres telefoner, og det var et større callcenter, hvor der var mange kollegaer. Jeg tænkte, det er lige mig – og skrev et par ord om mig selv til lederen, hun ringede med det samme og kaldte mig til samtale. Dette var i februar 2010, jeg var lige kørt voldsomt galt i min bil en månedstid før, og fik mit første “knas” med nakken…men, det var blevet bedre. Jeg har altid lidt lidt af migræne (tak for det til min far og hans gener!!!!!), så det var lidt svært at navigere i, om det var nakken, hovedet eller migrænen, der spillede mig puds – plus, jeg har en ufattelig høj smertetærskel!

Jeg startede i virksomheden, og det var et fantastisk sted for mig – jeg blomstrede op, fik nogle rigtig gode kollegaer, som jeg stadig ses meget med. Efter et års tid kedede jeg mig lidt ved telefonerne, og fik muligheden for en anden afdeling, den greb jeg – og søgte så om at omstøde min førtidspension til at blive fleksjobber. Jeg skal ellers hilse og sige det var noget af en kamp – aldrig havde jeg dog troet det. Men, socialrådgivererne kunne slet slet ikke forstå jeg ville “opgive” pensionen, “for, Signe – du er godt klar over du ikke kan komme tilbage ikke? – så snakker vi kontanthjælp” -øhhhhh…. Jeg kan den dag i dag slet ikke forstå, at jeg skulle kæmpe så meget for at komme ind i et system, der kunne få mig IND på arbejdsmarkedet. Well, jeg fik det endelig bevilget – og var så ansat 20 timer/ugen.

Det var bare så ærgerligt, at lederen i den afdeling jeg var kommet i – ikke helt forstod mine begrænsninger. Det startede med jeg fik så mange “hug” fordi jeg glemte at gemme de ting jeg lavede, at det så var fordi vi havde fået nyt system, som gjorde den ikke kunne det – fik jeg aldrig rigtig “undskyldning” for alle de gange hun havde hevet mig ind til sig og fortalt jeg gjorde det hele forkert. Hvis jeg skulle deltage i møder eller andre kurser, så skulle det være uden for mine timer – for som hun sagde “Signe, du skal da bare være taknemmelig for du kun arbejder så lidt, og faktisk får fuld løn”! …jeg hængte i, men hendes væsen gjorde til sidst jeg fumlede og famlede rundt. Jeg havde heldigvis sørget for at få det løbende fortalt til vores HR. Min læge sygemeldte mig. Jeg var hjemme et par måneder, men det var også et nederlag for mig…for hun “havde jo fået mig ned med nakken”. Firmaet ville gerne have mig tilbage, jeg kunne få lov at være i en anden afdeling og lave noget helt andet – nogle servicetjek. Jeg begyndte igen – og fik den mest fantastiske leder, og sad på kontor med den sødeste unge kvinde. DET VAR GODE TIDER.

Desværre stoppede hun, og der blev omstrukturering – nogle afdelinger skulle smeltes sammen … summa summarum – jeg skulle tilbage til min gamle afdeling, dog ikke med den samme leder, for hun var ikke leder der længere – hun sad der dog stadig og var en del af dette nye sammenlagte team. Jeg rystede lidt omkring det, men min nye leder (igen, ja!) og jeg havde det super godt, vi var faktisk rigtig gode veninder – så jeg tænkte “jeg tør godt, hun er jo min leder, det er den “gamle” ikke”. Det gik….. 3-4 måneder, så var venindeforholdet blevet pænt anstrengende og jeg følte mig helt frosset ud. Hele firmaet var slet ikke som da jeg startede, der var fyringer og opsigelser alle vegne….. det hang mig ret langt ud af halsen, jeg var nogle år forinden blevet valgt som tillidsmand – hvilket var et arbejde jeg virkelig elskede – men kunne slet ikke stå inde for ledelsens beslutninger. Jeg blev sygemeldt…denne gang kunne jeg dog godt se det ikke var et nederlag, men simpelthen overlevelse. Jeg havde i løbet af de 4 år jeg var der taget en 7-8 kg på, alt dette raslede nu af…

Under min sygemelding skulle jeg have min lejlighed solgt, den havde været udlejet – og jeg talte en del med lejeren, som var et firma, der lejer møblerede lejligheder ud til firmaer. Vi mødtes til en snak i Lyngby, cafe Mig og Annie, jeg husker det tydeligt. Vi havde skrevet lidt frem og tilbage om at hun skulle købe, når lejekontrakten udløb, under mødet fortæller jeg lidt om hvad jeg laver, og hun om hendes firma. Jeg får flettet ind… “jamen, mangler du een til at hjælpe dig nogle timer om ugen…så sig til”

Et par dage efter tikker der en mail ind, “jeg vil gerne have dig” – YAY! jeg får afviklet mig selv hos det store firma…. og starter på min nuværende arbejdsplads, hvor jeg snart har været i 2 år.

Min chef, hun forstår mig – hun forstår hvilken kapacitet det faktisk ER at have en fleksjobber, at jeg er SÅ jobparat de timer jeg har hos hende, og vil gøre alt for at udfylde min rolle så godt som muligt. Hun forstår jeg i nogle uger kan rigtig meget, men i nogle perioder mindre. Nu er jeg heldig at mit arbejde kan planlægges, så jeg kan udføre de fleste opgaver, når det lige passer mig – dén fleksibilitet gør at min chef aldrig får en sygemelding fra mig. Så, derfor skal hun simpelthen rulles i glimmer, op på kaminhylden. (Som Hella Joof ville have sagt).

TAK for dig, tak fordi du tror på mig, og vil mig. At have et job, hvor jeg ved jeg er værdsat betyder…… ALT. Jeg vil ønske flere virksomheder ville give os fleksjobbere en chance, jeg er sikker på (kald mig måske naiv) at vi yder lidt mere, end det antal timer vi er ansat til. Dem jeg kender, der er i fleksjob – de gør i hvert fald.