Jeg er så dårlig til at vente

Forsommerens begyndende depressive tilstand har klart taget til her i august. Jeg har rigtig mange afgørende møder i løbet af uge 35 og 36. Siden mit piskesmæld for præcis 3 år siden, har jeg kæmpet en kamp med forsikringsselskabet. De holder een hen det første år, fordi man ikke kan vurdere smerter og sammenhæng endnu. Så kom jeg til en lægeudredning, som var helt skæv – det imødekom forsikringen, men der skulle lige gå lidt ekstra tid – fordi et piskesmæld aftager. Well, det gjorde/GØR mit altså ikke. Jeg ringer hver eneste uge til forsikringen for at fortælle status, da de selv fortæller det er det jeg skal gøre.

Pludselig lukker de sagen, den er afgjort, ingen ménvurdering, der er kommet ny mand på sagen, alle mails og telefonsamtaler jeg har haft løbende er ligegyldige. Jeg skulle have været ved egen læge, for det er kun dét, der kan bevises!

Jeg får mig en advokat, som virkelig gør hvad han kan. Forsikringen erkender skam min skade, men mener ikke den er i “méngrads kategorien”. Det er SÅ op ad bakke, og jeg har på ingen måde overskud eller nerver til det her. Faktum er, at jeg er gået kraftigt ned i tid på arbejde, og mit hoved virker kun hvis jeg er udenfor. Når jeg ligger på ryggen kan jeg ikke løfte hovedet. Min gode advokat har fået forhandlet os frem til, at jeg her i start september skal til ny vurdering, i denne uge skal jeg tale med jobcentret omkring mit arbejde. Jeg er jo fleksjobber, men kan ikke varetage det i de timer min ansættelse er sat til.

Så, udredning omkring fleksjob/førtidspension/kontanthjælp… en sviptur hos reumatolog/ neurolog som skal fortælle mig deres syn på min nakke – det har gjort mig ret tavs, indelukket, sær og virkelig deprimeret.

Det fylder så meget inde i mig, at jeg ikke kan tænke på andet. Jeg har virkelig haft svært ved at tiden ligesom bare skal gå – der har været sommerferie, derfor har jeg først kunnet få tider nu. Jeg ved der ligger en opsigelse fra min ellers empatiske og forstående chef til mig næste søndag… Men det er ikke rimeligt overfor hende.

Jeg synes jo det er kamp jeg har tabt, fordi jeg ikke kan passe mit arbejde. Jeg kan en hel masse – men ikke på bestemte tidspunkter, så bliver jeg presset, og alt mudrer. Ud over det har jeg daglige smerter i nakken, som jeg kan vælge at overhøre , så fungerer jeg som jeg gør nu… periodevis tja… kan ikke være i den samme stilling, skal helst være i bevægelse. Ellers dunker hovedet også. Men hvorfor overhøre dem? Hvorfor tie? Jeg kan godt knibe ballerne sammen og arbejde 3 dage i træt… men så er jeg syg 12 dage derefter. Er det et liv?

Så er det virkelig godt jeg har en god kammerat. Jeg har mange… men ham her, har jeg brugt lidt ekstra tid med de sidste par uger. Det har faktisk været rigtig godt, at kunne bruge lidt tid og energi på at rumme andet og andre end MIG selv. Hans situation er dog også enorm trist, han er lige blevet forladt af hans elskede… det har gjort jeg har hevet lidt fat i ham, fået ham og jeg UD. Igår var vi på Flakfortet. August viste sig fra sin skønneste side, jeg har aldrig været på den kunstige ø – det var så fredfyldt og så smukt. Vi gik op på den højeste bakke og råbte “pik, patter og hvad vi ellers tumler med” – måske de hørte det i Sverige??

Jeg får gået mig nogle ture, hvor tankerne kværner. Jeg løber også, men gåturene har nu fyldt mest. Jeg både glæder mig og frygter de næste uger – jeg regner med afslag… jeg tør simpelthen ikke håbe på medvind.