Jeg foretrækker virkeligheden
Jeg er en face-to-face type. Jeg vil helst gå til mundtlige eksamener, jeg vil helst have et godt gammeldags møde med min bankrådgiver I banken, jeg kan ikke engang følge en yogavideo – jeg SKAL være fysisk overfor en træner. Møde en potentiel kæreste, kan I forestille jer hvor dårlig jeg er til at skrive frem og tilbage? Måske ikke, når jeg nu blogger og beskriver mine følelser, det er noget helt helt andet. Jeg kan IKKE skrive ret meget om mig selv, før jeg har mødt personen. At skrive denne her blog, er ikke det samme fordi, jeg jo ikke skriver til én speciel. Jeg lufter ud af mit “vasketøj” – ja, men det er til en bred gruppe. Jeg kan også klart bedre lide at holde foredrag, hvor jeg ser publikum i øjnene, end skrive her. Jeg øver mig hver uge, da jeg ikke altid kan få tankerne ned til fingrene, så de kan trykke på tastaturet. Men efter jeg får det gjort, så er følelsen rigtig god. Især, fordi jeg får så mange mails tilbage fra jer – så på en måde har vi en kommunikation…
Jeg har derfor ALDRIG kunne forlige mig med sessioner hos behandlere jeg har brug for hjælp hos, hvis det skulle foregå online. Jeg kan heller ikke konsultere fx en clairvoyant, healer eller noget andet spirituelt via telefon/skype eller sådan. Jeg skal sidde overfor terapeuten, psykologen, hjælperen. Et online træningsforløb kunne heller aldrig komme på tale for mig. Kald mig endelig gammeldags.
Min gode Pia Callesen, min metakognitive terapeut, har tit spurgt om ikke vi skulle tage sessionerne facetime/skype. Men, jeg havde brug for vi så hinanden. Det gjorde vi så de første 10 gange. Igår skulle vi så have en telefonsession, jeg havde sagt ja, fordi vi egentlig er “færdige”, men det var mest opfølgning, og fordi jeg ikke helt tør slippe hende. Så, jeg “turde” godt – også fordi jeg er tryg ved hendes metoder nu.
Min depressive tilstand har jo, som jeg har beskrevet de sidste par måneder, taget ret meget over – så AnorekSigne er ret meget i baggrunden. Jeg tror nu mest hun er det, fordi jeg har ændret adfærd i en så stor grad, på grund af mit metakognitive arbejde. Jeg er kommet ind i et ret godt flow med det. Måltider, indkøb, nye madvarer, vejning af mig selv er blevet rutiner jeg ikke tænker synderligt meget over længere. På den front er jeg blevet så meget mere fri. TAK for det.
Alligevel har jeg været så uendelig trist, og ked. Depression – er et voldsom ord, som jeg ikke vil misbruge. Jeg har så stor respekt for det. Jeg troede jeg havde brug for en psykolog jeg kunne tale med om det, for jeg tænkte ikke det metakognitive ville være en mulighed.
Dumme dumme mig!
Pia var nemlig ikke med på dén ide, som hun tidligere har gjort klart – er flere terapiforløb IKKE at foretrække. For den metakognitive tankegang er uhyre enkel – men det er den bare IKKE, hvis man blander den med andet. Hun foreslog derfor vi fokuserer på de dystre tanker nu. Mens jeg talte med Pia, og ligesom (igen) skulle forklare hvad de her tanker er for nogle størrelser i forhold til de anorektiske, så stod det pludselig lysende klart – at jeg STADIGVÆK er knaldhamrende ked af at jeg ikke har fået mig en familie. At jeg bare er mig, at jeg ikke har skabt noget. At jeg ikke har gjort nogen stolt.
Dét faktum går ind og skygger hele min tilværelse ind i mellem. Det går Pia og jeg nu i gang med. Det føles så godt i min mave, jeg får redskaber til at klare tankerne NÅR de kommer. Jeg orker nemlig ikke at spekulerer mig til døde over HVORFOR, og hvad jeg kan bruge dem til.
Jeg øver mig i at sidde i mit imaginære boldbur, hvor tusindvis af EvigeAleneSigne-bolde rammer mig. Jeg bliver siddende, betragter dem, slår mig når de rammer mig. AV. Men jeg bliver. De vil altid være der, jeg vil bare øve mig i at blive.
Min konklusion er altså – at det dér onlinesession nok er kommet for at blive, også hos mig. Men, jeg kunne ikke have fået en disse ud af samtalen igår, hvis ikke jeg havde været fysisk tilstede SAMMEN med Pia de sidste 9 måneder. Jeg KAN også godt skrive ret sødt, berigende og indholdsfuldt til mennesker jeg HAR mødt. Måske er en speeddate vejen frem for mig?? Hvor man møder hinanden i et par minutter, og derefter udveksler telefonnumre? Tja, måske…
Den metakognitive behandling er også kommet for at blive for mig. KUN den.
