Jeg fik den KÆMPE ære for nogle måneder siden, at få lov at være paneldeltager hos Lisbeth Zornig’s konferencedag for udsatte børn og unge. Det er nu halvandet døgn siden jeg kom derfra, og jeg er stadig helt oppe at ringe over det. Jeg er træt, jeg er træt som et helt alderdomshjem, nok også fordi jeg dagen før var hos min gode gode M, som har det så svært for tiden. Hende fik jeg løftet lidt op, så hun igen begyndte at spise, men hun var og ER i mine tanker non stop. Heldigvis er vi blevet så tætte, at vores relation er så stærk nu, at hun stoler på mig og vil vores forhold så meget, at hun kunne spise lidt igen. Jeg er simpelthen så uendelig stolt af hende.
Dagen efter mødte jeg op i Nørrebrohallen til et virkelig fantastisk arrangement. Der var mennesker som har med børn og unge at gøre fra hele landet, jeg var på scenen og fortalte om mig selv. Jeg håber inderligt mine ord kan hjælpe, og jeg håber endnu mere jeg bliver kontaktet, hvis jeg kan hjælpe eller være til inspiration/skræmmebillede/bindeled for jer. En drøm for mig ville så gå i opfyldelse.
Jeg har gået og humpet siden jeg kom fra ferie, min ankel har gjort NOGET så ondt. Men, i går skete der noget helt skørt. Da jeg eeeeeendelig kunne hente mine bøger på posthuset (NU i 2.oplag – hvor Christine Jønck også er nævnt på forsiden, og et billede af mig, som jeg ser ud nu er kommet på inderflappen. Ellers intet ændret) – så forsvandt den følelse af knive i min ankel! Det lyder ret hokus pokus… Men, det er virkelig sandt. Alle de følelser jeg har haft omkring min “førstefødte”, som skulle holdes hen, for at blive fjernet, for så at komme igen – de havde altså sat sig i min ankel! Min krop ved godt den ikke kommer langt med at “sætte noget i min mave” – for det kommer ikke rigtig videre derfra, den overhører AnorkeSigne alligevel, Signe lytter nok lidt – men A… hun kan styre alle smerter. Så, når både AnorekSigne OG Signe skal rammes – så ved min krop bare, at det er nødt til at være i benene. Så straffer den mig nemlig mest. Jeg kan jo ikke gå/løbe, altså kan jeg ikke få aflad for alle spekulationerne – tvinges derfor til at være i smertehelvedet. Både det fysiske og psykiske.
Nu, nu er jeg træt i hele kroppen – det var en hård dag for mig, at være til konferencen. Være på i mange timer – det dræner mig flere dage efter. Det skal jeg respektere og forstå hver ENESTE gang.
Men, TAK kæreste Lisbeth – jeg har et lille håb om at kunne deltage i lignende igen.
Nu gælder det Bogforum i Bella Centret. Jeg har aldrig været til det før – så spændingen varmer op i kroppen allerede nu, og der er 26 timer til jeg skal være der! Så jeg er nok gloende hed om lidt…
Ses vi? Bella Centret søndag 28/10 kl.11.45 på Dreamlitt’s stand.