Jeg er fandeme stolt! Ja sgu…

Med fare for at få fætter Jante ned over mig…. Vover jeg alligevel pelsen, og skriver frejdigt ud til jer ALLE, at jeg er stolt af mig selv! BUM… 2019 er ligesom i gang, ikke?

Jeg vågnede igår, til en dag, hvor jeg troede jeg skulle en hel masse, men i løbet af natten var der tikket mails og beskeder ind med aflysninger… så, denne morgen OG formiddag var faktisk min. Jeg stod op og tænkte jeg lige ville ned med skraldet, og klog af tidligere skade (læs her ) så tog jeg ikke klipklappere på!!! Der kan være mange beskrivende sætninger nu, men buttom line er – jeg kom ud til en helt vindstille og smålun på januar-måden morgen på Amager.

Den boblende følelse i mig begyndte, jeg gik op  og fandt løbetøjet frem. Hold K… jeg boblede. Jeg havde følelsen i kroppen, at jeg godt kunne – i hvert fald ville jeg bare prøve.

Løbeturen gik simpelthen SÅ godt, det var nemlig så lunt, at hvis jeg følte jeg skulle gå, så ville det ikke være tænderklappende koldt. I et helt helt roligt tempo genså jeg endelig min strand, i løbesko og med den der frie følelse, som jeg KUN får når jeg løber.

Resten af dagen var simpelthen så god, kroppen var da brugt – JA. Og halebensområdet kan jeg mærke – JA. Men, det føltes og føles ikke som et overgreb på min egen krop.

Idag – idag er det så jeg er SKIDE stolt. For da jeg vågnede i morges, gad jeg faktisk ikke løbe en tur. Så jeg gjorde det ikke. Selvom jeg OG AnorekSigne ved jeg kunne igår- Så havde Signe faktisk ikke lyst idag. Tanken var der, “du er sej hvis du løber igen idag, Signe”…. “Når du kunne igår, kan du også idag”…. “Tænk på hvor godt du vil have det resten af dagen – ligesom igår”… etc.etc  TriggerTankerne. Som jeg nu ved jeg ikke skal begynde at tale med, begynde at forklare hvorfor dit og dat. Nej, jeg skulle IKKE ud at løbe idag. Fordi! At jeg godt ved hvorfor, 1) jeg skal ikke køre min krop i sænk igen 2) JEG vil styre hvornår jeg vil dit og dat 3) Min krop skal have en hviledag ovenpå igår 4) Jeg gider faktisk ikke idag. Alle disse grunde nytter bare ikke en daddel at fortælle AnorekSigne – hun vil svare igen og diskussionen vil blive alt for lang og unødig. Jeg har min skarpe plan i hovedet, som jeg har bestemt mig for at ville følge, nemlig at JEG skal være herre over min angst og min forstyrrelse. Dén holdt jeg fuldt ud.

Jeg spiste min ymer, tog de gode sko på, musik i ørerne og gik til mit møde kl.10.

Hver ENESTE dag, hver eneste time, nogle dage mange minutter ud af hver time skal jeg minde mig selv om det valg jeg har taget. At det er MIG, der skal styre. Det er som at kæmpe mod Goliath. Idag har lille David vundet. Måske det lyder enormt banalt for mange af jer – men for mig, der har tankemylder 24/7… så at have stoppet dem her til morgen, SÅ stort.

Tankerne vender tilbage, også som jeg sidder her – “det kunne have været SÅ skønt, at have brugt din krop mere”…”det kunne være SÅ fedt, at have kunnet løbe i 2 dage”…”nu må du ikke spise som du gjorde i går, for idag har du ikke gjort dig fortjent til det”… “det løber løbsk, og du kan ikke styre det”… etc.etc

Men, ved du hvad AnorekSigne? Nej, du kunne faktisk ikke have løbet idag – for din krop er træt efter igår, der gjorde den det så godt, og NU skal du nemlig stoppe når legen er god. Jo, jeg fortjener at nyde det mad jeg har lyst til, NÅR jeg har lyst. Mit ønskelig er, at spise det jeg vil når lysten melder sig. Aldrig mere sidde og se andre spise lækre nachos eller pommes frites, nægte mig selv det i angst. Men spise med, hvis det er dét jeg har lyst til.

Glæden ved dét, er nemlig meget større end angsten for at tabe kontrollen.