Der er atter luft i mine dæk. Nuvel, de er ikke hårde og klar til hverken hård nordvestenvind eller pludselige huller i vejen. Jeg kan godt mærke, jeg har været i feberhelvede i 11 dages tid, hosten er ikke helt væk, og næsen løber såmænd også stærkere end jeg selv lige i skrivende stund. Men, men men – jeg overlevede mit møde med den ubarmhjertige influenza.
Livet her hos mig er lidt nemmere, når jeg ikke også skal kæmpe mig gennem dagen for at kunne fungere. Jeg har ikke haft appetit til ret meget, jeg har DOG holdt mig selv i utrolig kort – og hvis jeg selv skal sige det, stram og konsekvent SIGNE-snor. AnorekSigne har faktisk ikke fået lov at mumle ret højt, jeg har spist hvad min krop skreg efter.
Igår gik jeg forbi bageren i Kvickly, og der lå fastelavnsbollerne på rad og række og smilede kækt til mig. Da jeg gik rundt og handlede rumsterede de i min hjerne… og da jeg stod ved kassen besluttede jeg, at JA, sådan en skulle med hjem. Den lå i kassen på køkkenbordet, og hele min krop var SÅ bevidst om den forbandede bolle, der lå med creme i midten og grinede flabet til mig. Hver en fiber i mig tænkte på den hele tiden. Hver gang tanken kom, sagde jeg til mig selv “ja, du skal have et par bidder, efter aftensmaden”. 22 minutter efter…. “ja, du skal have et par bidder, efter aftensmaden”. Man kan måske tænke, at det er ligeLOVlig voldsomt at jeg skal have kage. JA, det kan I virkelig tro jeg også har mine store problemer med. MEN, min terapeut Pia har lavet en pyramide til mig; hvor bunden er knækbrød og grove grønstager, midten er rugbrød og blødere brød, og toppen er … taDAAAA kager! Derfor skal jeg jo igennem denne her pyramide, i mandags købte jeg leverpostej og nød en lille mad på brød, postej og rødbeder ovenpå. Igen, NY oplevelse, og mine smagsløg hvinede af fryd.
Wienerbrød bliver aldrig noget, der flår trusserne af mig… men, den er smagt – og, tja – pænt kedelig.
Dagen idag er startet så fint, dejlig gymnastiktime, hvor jeg endelig er tilbage – barren, tåsokkerne og benvarmerne har været SÅ savnet. Væk er også tanken om den kedelige halve flabede bolle, der nu bor i min mave – for solen skinner. En aftale med en ven blev aflyst – det er rigtig ærgerligt, men solen skinner. Jeg tog ind til byen, og lod mig selv sidde i solen og kigge. Kigge og tænke. Jeg sad faktisk og blev så ked af det, jeg kom til at tænke meget på min aller ældste veninde, som desværre bor et stykke vej fra mig. Vi har ellers alle årene været super gode til at ses og holde kontakten – men efter jeg har fået en del mere at se til, både med bloggen, bogen, foredrag, interviews – så jeg ikke længere har spontant tid en onsdag formiddag, som jeg havde før i tiden… og hun har arbejde, familie og sommerhus, tja…så går tiden. Alt har sin pris. Jeg er også blevet en lille bitte smule anderledes de sidste 2 år, jeg bliver nemlig tit genkendt på åben gade. Af de sødeste mennesker, som tit vil give mig en krammer, et par søde ord, eller spørge til råds om “hvordan man liiiiige grejer sin teenagedatter”. Jeg holder af hver ENESTE, der stopper mig. For jeg føler selv har et ansvar. Det samme ansvar, som en mor/far har for at give den bedste vejledning til deres barn. Det har jeg også til dem, der vil tale med mig. Jeg har gået offentligt med det her, for SAGENS skyld. Jeg ligger mig også om 3 minutter nøgen på Rådhuspladsen, hvis det kan gøre, at sygdommen får mere forståelse og opmærksomhed. Ikke jeg, men sygdommen.
Jeg er derfor, nogle dage, en lidt anden i gadebilledet end tidligere – og det koster. Den gør ondt. Idag er en dag, hvor det gør rigtig ondt. Jeg tænker på hende, og savner. Jeg savner vores grin sammen, vores kortspil, at dimse rundt og lave alt og intet sammen. Heldigvis er vores forhold så stærkt, at når vi har haft en periode “fra hinanden”, så går der ikke mange sekunder før følelsen af samhørighed atter er der. Jeg håber og tror stærkt på, at det også er sådan næste gang.
Hvad gør en klog så? Jeg går ned til BlomsterJannie, hendes væsen, hendes nærvær OG hendes blomster gør mig bare glad i låget. Hun er fucking sej, hvis du kommer til Amager, så find Holmbladsgade og køb en fin blomst til dig selv hos hende, jeg LOVER dig, du går ud af døren med smil på læben. Så jeg fik mig en ValentineBuket et par dage efter, Til Signe fra Signe.
Jeg har tilmeldt mig en gåtur 28/4 til fordel for PsykiatriFonden. Det er et større event, hvor man kan “gå for en sag”, jeg har naturligvis valgt psykiatrien.
Jeg forsøger at samle så mange penge ind som overhovedet muligt til det fine fine formål. Denne organisation gør hvad de kan for mennesker som mig. Jeg er dem meget taknemmelig, og går gerne tiggergang i mit netværk for at samle penge ind, så de kan blive ved at forske i spiseforstyrrelser og angst. Jeg sætter lige et link her, i mit STORE store håb om I måske har lyst til at støtte denne sag. Hver en krone er SÅ nødvendig og værdsat. Og jeg håber mange af os kan undvære lidt, det kan gøres helt anonymt. Man trykker bare på doner-knappen og så skriver man 5kr eller hvad man synes – om man vil skrive sit navn eller ej, er helt underordnet. Jeg takker jer alle søde mennekser på forhånd.
Dette er linket til donation:
4 kommentarer til “Flabet bolle”
Gosh sikke lang tid at have feber
Jeg ynker fordi jeg har haft mave virus siden fredag. Yuk
Sikken en flot buket blomster. VI SKAL huske at forkæle os selv
Fedt at du tog 2 bider. High Paws din vej
Hej Signe
Tak er som bekendt et fattigt ord, men i mangel af bedre, vil jeg gerne sige TAK (!) til dig. Det er fantastisk, at nogle som dig står frem og åbent fortæller om livet en med spiseforstyrrelse – og ikke mindst hvordan det er at kæmpe sig ud af den.
Jeg er sikker på, at det bibringer omverdenen større forståelse for følelsesregistret, ambivalensen og ensomheden (mv.), der er forbundet med det at have en spiseforstyrrelse.
Netop de ambivalente følelser og tanker synes jeg, kan være utrolig svære at forklare og få andre til at forstå. Ikke at man kan bebrejde dem, for jeg kan selv have svært ved at forstå, hvordan ellers meget rationelle personer, kan være så irrationelle og ambivalente på én punkt i livet – og så endda på et punkt, der burde være så simpelt… spis og nyd det!
Og hvad der næsten er endnu vigtigere; pårørende får også en indsigt, som (indirekte) medfører, at de bedre kan støtte og forstå den spiseforstyrrede. Det er så vigtigt, når man forsøger at kæmpe sig ud af spiseforstyrrelsen. Og for andre spiseforstyrrede (lider desværre af anoreksi på 15. år) er det simpelthen så rart at vide, at man ikke er alene. Jeg bliver vitterligt stolt, når jeg ser, hvordan du kæmper, og det giver mig samtidig mod på udfordringer: “kan Signe spise fastelavnsbolle, så kan jeg også!” Tak, Signe.
Nå… Ovenstående blev lidt længere end bare et “tak”, men jeg bliver så glad og virkelig taknemmelig, når folk tør stå åbent frem – især sådan en som dig, hvor det er helt tydeligt, at du hverken bruger din stemme til at svine systemet (som virkelig ikke er godt nok!) eller søge medlidenhed, men derimod blot giver folk et åbent og nøgternt indblik i hverdagen som spiseforstyrret. Det er pisse sejt!
Kh. en spiseforstyrret, som ikke er lige så modig til at stå frem, men som holder meget af at følge med på bloggen