FeberForbandelsen

Jeg har været ret stille på det sidste, men der er en grund, en ret god grund. Hele København er ramt, så selvfølgelig byder jeg også ømme kirtler, susen for ørerne, febertilstande, en hals, der føles som sandpapir og en krop, der gør ond over ALT velkommen. Så hjertelig velkommen! Jeg har een gang tidligere været ramt af slem influenza, da jeg for 6 år siden fik en vaccination – så dén galej hopper jeg ikke på igen. Sidste weekend følte jeg optræk, pigerne havde vist smittet mit lidt – de var hjemme med feberblanke øjne og skvattede kroppe. Men, det var jo så hyggeligt at ligge under dynen med dem og se film….! Hvis baktusserne ikke var røget på mig, altså. Jeg havde et loppemarked søndag jeg skulle være frisk til, så panodiler hjalp og dagen gik så fint. Mandag var et helvede… jeg lå lig sammen med min gode veninde, hun er lige så skvattet som jeg – men det ER bare hyggeligere at ligge under dynen sammen. Jeg var nemlig pineDØD tvunget til at blive rask på forkant, for tirsdagen stod på foredrag, som naturligvis ikke kan eller skulle aflyses. Mandag eftermiddag samlede jeg mig sammen til min session hos Pia, jeg synes det er gået ret godt siden sidst, og jeg øver og øver… som jeg jo skal, og som jeg jo faktisk skal resten af mit liv.

Vi sidder igen overfor hinanden, og hun har rugbrød, smør og ost med. (Jeg har aldrig kunnet lide en ostemad, men jeg skal fandeme ikke sige det til hende her, så tror hun bare jeg ikke vil). Pia smører 2 madder, og begynder at spise sin egen, jeg kigger lidt på min og tager en bid. Det var bare den tørreste fornemmelse at få det rugbrød ned gennem min ømme hals, men – jeg har taget beslutningen, den SKAL ned. Vi snakker lidt videre, og mine triggertanker er der faktisk ikke rigtigt. Vi taler om hvordan de kommer, og hvornår. Det vil de helt sikkert gøre hvis jeg skal tage flere bidder…. Så, det skal jeg da! Pia kigger på mig, helt uden egentlig at sige noget. Jeg har det faktisk lidt sådan: “arrrrh, nu er det lige gået ret godt med 1 bid, skal jeg så ikke være glad og tilfreds med det?” Men, Pia vil jo gerne have de her tanker frem… Så, jeg tager en rask beslutning inde i mig selv, og tager en bid til. Pia kigger helt forbløffet på mig. Derefter hopper hun op og krammer mig, og så begynder vi at tale om hendes forestående ferie til Bali – som jeg jo kender ret godt… så tankerne røg væk.

Jo, jeg er stolt af mig selv. Det er jeg. Men, jeg har også besluttet mig for, at tage en lille udfordring hver dag – og den udfordring kan tit være nøjagtig den samme som igår! Min hjerne har bare glemt det, for det er ikke blevet en vane endnu, så derfor er det endnu en udfordring for mig. Ligesom en alkoholiker beslutter sig for ikke at drikke (igen idag) beslutter jeg mig for at spise dét og dét idag.

Jeg fik mig stablet ret så godt afsted tirsdag, der var ingen, der bemærkede noget – jo…. halsen var lidt rusten i starten, men jeg fik hurtigt talt mig varm. Da de to timer var gået, kunne jeg dog godt mærke hver en celle i mit SKRIGE, “NU skal du ikke mere, vel??”

Det var de skønneste sygeplejesker og læger i Køge jeg var ude hos, jeg tænkte flere gange i løbet af tiden med dem “dét her er jo DET, der er mit fikspunkt, det er dage som NU og med mennekser som dem her, at jeg vil være”. De er alle ansat hos praktiserende læger, og har jo tit nogle patienter, hvor de tænker “her kommer vi til kort, hvorDAN grejer vi hende/ham her?” Vi havde en virkelig saglig og faglig pingpong – jeg følte jeg kunne berige dem med nye der at tage fat og gribe ind. Jeg følte mig SÅ priviligeret, at jeg kan få lov til det. Det her, det er simpelthen grunden til jeg spiste en ekstra bid sammen med Pia igår. Det er fordi jeg vil VIDERE, jeg vil udfordre mig selv igen og igen.

Vel hjemme gik jeg direkte i seng. Lå der, og hele kroppen værkede… Onsdag skulle jeg til frisør – og hende kan jeg sgu heller ikke lige aflyse for at regne med at få en ny tid, når det passer Signe… så, afsted med mig. Det hjalp nu lidt på humøret  – for den fik med den brede pensel og skarpe saks.

Jeg havde lige en lejlighed for min chef jeg skulle tjekke, derefter vaklede jeg ind i lejligheden lagde mig med min jakke på i sengen. Alle – ALLE mine kræfter var brugt. ALLE mine dæk var piftet. Der gik et par timer, så vågnede jeg op… nu svedte jeg, af med tøjet, under dynen igen. Jeg kan ikke huske jeg har haft det sådan her, med mindre jeg har haft virkelig slemme tømmermænd. Så jeg lå der i min seng, helt stille i lejligheden, eftermiddagens tusmørke gjorde alt mørkt, jeg lå og tænkte “jeg ville SÅ gerne have en sød kæreste, der kom hjem – tændte for fjernsynet, fortalte lidt om hans dag, satte sig i et andet rum – men, bare han var der. Bare det ikke at ligge helt alene. En håndfuld søde veninder skrev selvfølgelig jeg skal huske at skrive, hvis jeg mangler noget. Det er jeg taknemmelig for. Men, hvem beder man om at komme og “være”? Om at komme og tænde for lyset, fordi kontakten er alt for langt væk… om at varme lidt cacao til mig. Små ting, som jeg jo ikke kan bede en veninde om at “tage fri fra hendes liv” for lige at sørge for.

Det eneste mad jeg havde lyst til var en melon. Og jeg kunne ikke få mig selv til at bede NOGEN om at handle en melon til mig – for efter forsiden på BT, hvor der stod jeg levede af meloner, har jeg faktisk haft lidt angst for at købe det. Jeg havde A38 i køleren, så det måtte det blive. For, jeg VIL ikke lade være med at spise noget morgen/formiddag, middag og aften. Æg havde jeg også, men at løfte gryden på komfuret, var ganske simpelt umuligt.

Torsdag morgen tænkte jeg “det går da bedre”… jeg skulle kigge lidt billeder igennem med min fotograf, det endte med endnu en vaklen op ad mine trapper og om muligt endnu værre end igår. Jeg blev virkelig bange, fordi, jeg skulle også hele tiden på wc. Jeg sov en times tid, og jeg ligger min nu fladt ned og siger “jeg havde en man-flu” – jeg troede faktisk jeg skulle dø. Jeg var tættere end tæt på at ringe til 1813, fordi jeg simpelthen var så bange for at ligge alene. Min søde Louise kom først fra arbejde kl.20…. og når klokken er 15, så er der pænt lang tid til det. God snak med min mor, og mere søvn hjalp dog. Men, HOLD da op. Jeg vil ellers ikke betegne mig selv som pivet. Har jeg ondt et sted i kroppen, så klarer jeg nok det – men nu her, jeg har jo ondt overALT, og jeg har intet kompas – kun svimmelhed, kvalme og diarre.

Sådan er mine dage gået: okay formiddage, hvor jeg tænker jeg kan “hvad som helst”, så bliver jeg ramt af en økse omkring kl.13 og så går det kun nedad. Jeg har måttet aflyse mange og meget, jeg har ikke engang haft lyst eller overskud til at se tv, svare ordentligt på beskeder eller tjekke facebook. JEP! SÅ er den altså gal.

Idag skulle jeg have været på en forholdsvis ny cafe her på Amager, som skulle lave de lækreste juice – men, nej. Jeg ifører mig min dejlige “sparkedragt”, som jeg lige har købt af Linse Kessler, med ordene “kæft jeg er dejlig”, på venstre bryst, og en juice af gulerod og appelsin, som min nabo var så sød at komme med… Så går det nok også. Jeg skal være HAMRENDE klar til på tirsdag, hvor jeg skal i Det var Zittans, en boghandel her på Amager, og have en god snak med indehaveren Malene Botoft om min bog. Jeg linker lige til eventet, så I kan se – ALLE er velkomne, det koster gratis. Zittans

Valentines Day, jul, nytår, højtider, sommerdage – kan jeg klare uden kæreste. Men dage i feberhelvede… nej tak.

Mange vil måske helst ligge helt alene i mørke kolde rum, men – jeg bliver fandeme bange for mig selv, og har virkelig brug for nogen omkring mig. Jeg håber I andre er gået denne her frygtelige omgang fri – rigtig god weekend, og jeg håber vi ses på tirsdag.