Jeg har de sidste 10 dages tid gået og været enormt ked af det. Ked af det, fordi jeg og en af mine næreste har været lidt ‘på kant’. Vi havde en aftale, og hun aflyste – der var noget andet hun prioriterede højere, det skete ca 14 timer før vores aftale.
HerreGUD, det sker. Kunne man sagtens tænke, vi kan jo altid gå på Whammy’s, og jeg forstår bestemt en 80 års fødselsdag er vigtig.
Men, aflysning så kort tid før? En prioritering af en anden over mig? Jeg indrømmer blankt, og en anelse egoistisk, at jeg blev uendelig ked af. Specielt fordi jeg blev aflyst over sms, og jeg virkelig ikke forstod, hvorfor noget pludseligt skulle have en større prioritering end jeg. Der er jeg måske mere hende, der lever efter “Søren Pind-reglen”, som betyder, hvis I har hørt Mads og Monopolet, at man tager til det man har sagt ja til først.
Jeg følte mig vraget, og alene. Dagen efter sås vi, men der var ingen snak omkring aflysningen. Det gjorde mig vred. Dagen efter igen, fik jeg fortalt jeg var blevet ked af det, og følte mig nedprioriteret. Det bekræftede hun mig i. Jeg skriver det lige igen – hun bekræftede at hun havde valgt mig FRA. ÅH, det gjorde sååå ondt. Jeg kunne kun kigge på hende og sige “det gør godt nok ondt”, og så gå væk derfra.
Så kom kedafdet-heden. AnorekSigne lo og lo, og styrede og styrede. For, selvfølgelig vil ingen have Signe, ‘pak da alle dine følelser væk, og luk dig inde her sammen med mig, kig i væggen, lad være med at spise, og det du spiser, SKAL ud af kroppen igen’ – messede AnorekSigne i ørerne 24/7 de næste par dage.
Jeg havde så svært ved at være i mig selv, jeg var uendelig ked af det, vred og følte jeg skulle bede min veninde om at vi kunne “tale sammen”. De gamle kendte følelser, hvor jeg ikke bliver mødt eller set dukkede op og stod i det klareste lys. Min veninde er min klippe, vi er der for hinanden hele tiden – og jeg så nu det her smuldre. Jeg følte mig igen, uendelig alene. Jeg forsøgte at fokusere på alt det andet jeg har, alle de andre venner som giver mig alt det bedste de kan. Men, jeg var så tom inden i. Hendes ord; “det er rigtigt, du blev fravalgt” skar som syl i mig.
Jeg vidste vi skulle have en snak, men hun indbød faktisk heller ikke til det. Det gav mig de gamle følelser – jeg bliver vraget, og skal selv bede om at vi får det talt igennem. Jeg skulle bukke mig, ingen hånd blev rakt ud.
I tirsdags sker der så det, at sygehus, en måske ny operation spiller ind, vi bliver alle bekymrede – og dette kommer helt i baggrunden. Jeg tænker “pyt”, nu skal vi lige have styr på denne her situation og vreden kommer i baggrunden.
Onsdag skal jeg til stor familiefest, som har spøgt og skræmt mig længe – det ved hun om nogen, og hun har bakket mig op i min følsomhed og været lige bag mig. Hun ville endda køre mig dertil, deltage eller vente på mig – for MIN skyld. Da så en sms fra hende tikker ind, med gode tanker og boost til mig, ja så – er episoden med aflysningen faktisk uendelig ligegyldig.
Jeg mærker det favntag, som det vil sige at elske hinanden betingelsesløst. Som et søskendeforhold. Altså, lige meget om der lige er en lille “kløft” vi skal have talt om, så ER jeg her, jeg forsvinder ikke af den grund. Den kommer lige lidt i baggrunden, for nu brænder lokummet værre et andet sted.
Så krammet, da jeg kommer hjem fra fødselsdag onsdag – var så forløsende, så kærligt og så varmt – fyldte mig igen op. AnorekSigne forsvandt, Signe vandt faktisk denne kamp – KUN med hjælp fra vennerne. Uden jer, jeg ringede til, dukkede op hos, tog fat i mig (I ved hvem I er) ville AnorekSigne stadig have styret Signe ind i skallen.
Heldigvis ved vi begge at vi er så uendelig tomme uden hinanden.
Jeg har sluppet bitterfissen igen, smagen er frygtelig – lige om lidt skal jeg nemlig på Whammy’s, vi har fundet ny dag – og øllene dér smager SÅ meget bedre end bitre fisser, og musikken er SÅ meget bedre end AnorekSigne’s konstante knevren…