Jeg vandt 2 biletter til et foredrag med en sexolog der hedder “den eneste ene”. Jeg må blankt indrømme jeg læste ikke videre med småt-altså hvad beskrivelsen på foredraget var. Jeg tænkte “super! min single veninde skal da med”. Vi har virkelig haft mange snakke det sidste laaaange stykke tid, om parforhold, kompromiser, boblen i maven, frygten for at blive den ensomme kattedame, og vores kæmpe undren over “HVOR fan… ER han henne?” Ham, der får os til at føle os lidt sjovere, lidt bedre, lidt mere…. lækker.
Vi troppede op på 2.sal i Kødbyen onsdag aften, mit mindset var helt indstillet på, jeg skulle have nogle fif til mødet med mænd, og hvordan jeg kunne blive bedre til at date.
Sådan cirka 220 sekunder inde i foredraget blev det cementeret klart og tydeligt – at dét vi skulle høre om, var at den eneste ene for mig er … mig! Ikke fordi vi blev tudet ørerne fulde med “jaaa, du skal elske dig selv før andre kan elske dig”… eller “når du taler og behandler dig selv såååå grimt, hvordan kan en mand så ændre på det”… eller “du skal jo have noget at byde, før en mand bider på DIN krog”.
Nej, Jacob Olrik, som sexologen og foredragsholderen hedder, fik mig faktisk i løbet af hvad der føltes som et splitsekund til at forstå, at vi ER simpelthen så forskellige mand og kvinder, kvinder og kvinder, mænd og mænd – at jeg da heller ikke kan være nogens anden eneste ene – vi er jo ikke inde i hovedet på hinanden hele tiden, og hvem vil have en kopi af noget? Jeg vil da have den ægte vare, ja- man skal også passe lidt på sålerne forbliver røde under Louboutin stiletterne, og dem er jeg også lidt mere øm over at gå over grusstier med – sådan kan jeg også bære over med at min kæreste ikke lige er skide glad for at danse eller holde en tale foran mange mennesker. Han er nemlig ægte, han er SIN egen, og derfor skal han også bæres over hans grus.
Jeg har tit fået af vide “Signe, du er altså for MEGET lige nu” – forstået; du gør noget virkelig forkert, og det kan jeg/vi ikke helt følge med i, og vi kan slet ikke forstå det. “Jamen, jeg er jo bare mig – tænkte og tænker jeg”. Der er altså for meget af MIG – jeg må være noget mindre. -det blev jeg så, virkelig mindre. Så meget mindre, at jeg, min egen eneste ene, blev en kopi af et eksemplar jeg troede jeg skulle være.
Jeg er Signe – med mange facetter. Jeg har heldigvis fundet mig nogle venner af den helt ægte slags, som kan se alle facetterne. De har da også deres tidspunkter, hvor jeg tænker “det er ikke lige hér jeg elsker dig højest”, men jeg ser forbi det. For de er de ægte, de er deres eneste ene, der er kun ét eksemplar af lige dem – og den er jeg virkelig glad for at kende, og være sammen med.
Det var en tankevækkende onsdag. Tak til Jacob Olrik for at twiste min hjerne.