Da jeg var barn, ung, ja inden kontrollen og forstyrrelsen fik fat i mig tænkte jeg ikke helt vildt over alt og intet. Når jeg fik et nej, var det et nej – når min veninde godt gad, ja så gad hun, hvis ikke, så fandt jeg på noget andet. Når min mor smilede blev jeg glad, når hun ikke gjorde, så vendte jeg mig mod min faster, min søster eller min far. Jeg tænkte ikke videre over folks reaktioner.
Jeg kan lige love for, det har ændret sig. Det er måske hvad nogle vælger at kalde en ‘bonusfølelse’! Bonus, ja – det er noget man får oven i, tit noget ekstra lækkert – penge, et barn, en søskende… Mine bonusfølelser er faktisk RØV irriterende, jeg ville ønske jeg kunne slukke for dem. Min hjerne er fucking altid på arbejde, mylderet inde i hovedet holder ikke nat, pause, siesta eller noget. Jeg kan tænke situationer, ordvekslinger, beskeder, ansigtsudtryk, kropssprog til døde. Og op af graven igen.
Hvis en skriver til mig, hey – vi skal da også snart lige have en snak…. så er starten gået, og jeg tænker som en sindsyg, ‘hvad sagde jeg sidst?’, ‘har jeg gjort noget galt?’, ‘er der nogen, der har snakket om mig?’…etc. Måske betød sætningen blot: jeg glæder mig til at snakke med dig, det er nemlig altid hyggeligt og berigende. Men nej, katastrofetankerne er i spind, og TÆNK nu hvis jeg har gjort noget, der har udløst en vrede hos en anden… så kan AnorekSigne nemlig lige slå Signe en mavepuster, så hun ikke kan trække vejret nogle dage. De dage kan AnorekSigne så leve for dem begge to.
Jeg kan præstere at være sammen med min nære veninde en eftermiddag, føle der er ét eller andet forkert, hendes øjne…”er der noget hun ikke fortæller mig”, “er hun NU så irriteret og træt af mig, men bare ikke vil sige det”… Jeg får ikke spurgt, og de her toldfrie tanker kværner langt ud på natten og hele dagen efter. I stedet for blot at sige “hey, jeg får denne her åndsvage følelse, du ved (for hun kender så udemærket til mit mylder), ER der noget?” – næ nej, jeg ruger og ruger… Jeg vil jo allerhelst være hende den elskelige veninde 24/7 – og kan mine fornemmelser for hendes humør virkelig gøre mig SÅ usikker?
JA. J A.
Jeg bliver tavs, jeg bliver lukket og går og ruger inde i mig selv. Jeg bliver selvudslettende, og så ked så ked…
Jeg øver mig meget i nu, at stille spørgsmålet “betyder dine øjne/kropssprog nu, at du er såret?” – “når du ikke ringer eller skriver tilbage, er det så fordi du har travlt, og ikke fordi jeg har gjort noget galt?” – “hvis du på et tidspunkt bliver irriteret på mig, er du så ikke sød at sige det, i stedet for at gemme på det eller ignorere mig – tavshed gør mig SÅ angst”.
Når angstens sved drypper, så kan jeg på ingen måde snakke AnorekSigne ned eller væk. Angsten kom nemlig sammen med kontrollen. Angsten for at være irriterende, gøre noget forkert, ikke være den alle kan lide, og angsten for at miste, angsten for nyt.
Tankerne avler angst – det ingemandsland eller toldfri zone om man vil, som jeg er i, når jeg tænker over … relationer, reaktioner, forventninger – den er uendelig, og kan desværre nogle gange få mig til at ønske mig ned i AnorekSigne’s sorte sorte hul, hvor tankerne kun omhandler at tallene på vægten bliver så små, at hullet omslutter mig.
Så, NEJTAK til den køre/flyve/sejltur til toldfrit område. Jeg havde det faktisk så godt inden angsten kom, inden jeg blev SÅ afhængig af andres tilkendegivelse, inden jeg blev så psykisk sårbar og sensitiv.
