Sommerforelsket…

Jeg er forelsket. Jeg er helt boblende glad, svæver faktisk! Det er lang tid siden jeg har haft denne følelse, jeg tror faktisk ikke AnorekSigne har mærket denne her følelse, men Signe genkender den.

Min forelskelse er ikke i en mand. Jeg er ikke på vej til at springe ud af noget skab, så det er altså heller ikke i en kvinde. Jeg er forelsket i livet. Mit liv. Jeg er stormende forelsket i mine venner omkring mig, i sommeren i Danmark, i mit arbejde, i at skrive, i at jeg om to måneder udgiver min første bog.

Det er ikke sådan, at jeg vandrer rundt med smil fra øre til øre, eller hjerter i øjnene. Til gengæld bobler jeg lidt over hver eneste dag, når jeg ses eller skriver sammen med mine kære veninder, når min far ringer, når jeg om eftermiddagen sidder og drøfter dagen og hele verden med mine helt fantastiske naboer.

Når solen varmer, og hilsen er blå og jeg kan smide håndklædet bag på cyklen og stryge ned på Helgoland, svømme mig øm i armene og smide mig op på håndklædet og lade solen tørre mig – så ER der bare ikke rigtig nogen mørke skyer på min himmel. – kontrollen slipper, mit hysteri omkring renligheden i fx min lejlighed falder til et minimum, for det er FOR åndsvagt at bruge tid indendørs. Kontrollen omkring hvad jeg skal indtage hvornår slipper, fordi selskabet i gården er for hyggeligt til at fokusere på mine normale mønstre. Grænserne bliver rykket lidt hver eneste dag – det sker så gradvist, OG med en lykkefølelse at Signe er ret så ligeglad med AnorekSignes protester.

Jeg bliver forstået, accepteret OG respekteret. H V E R D A G. Som var det af en ægtemand/kæreste at komme hjem til.

Jeg er også blevet bedre til at stå ved mig selv, og vælge dem til, der forstår. Jeg beskæftiger mig faktisk ikke ret meget med dem, der ikke gør. Det giver plads til forelskelsen i livet – som Dan Turell, elsker jeg NU hverdagen. De huller der længe længe har været i mig, og stadig er – er ikke så dybe længere. Og jeg kan nu hoppe over “saltet” som før kunne gnide sig i sårene og få dem til at springe op. Jeg har en ballast nu.

Jeg har tidligere fortalt om den andelsforening jeg bor i – jeg kalder det “slæng” jeg er sammen med næsten hver dag for Bulderby. Vi er ca 20, som bruger hinanden på kryds og tværs. Det er selvfølgelig lidt “nemmere” at ses når vejret er godt, og der grilles hver aften. Men de 10-12 af dem er min ballast, sommer OG vinter. Det er dem, jeg får vendt hverdagens små dyk med. Det er dem, der har set og fået Signe til at forelske sig. Selvom jeg er “moster og tante” til de skønneste piger, så gør det mig faktisk skruk! JA, SGU. Jeg får følelsen, at jeg kunne være nogens mor, at jeg kunne give min kærlighed videre, og skabe et helt menneske. Alle i Bulderby forstår det, og synes ideen om det er fantastisk, ingen siger “det er du da for syg til”. Det får mig til at forelske mig i et spirende nyt liv. Nyt, fordi det betyder at mange gamle mønstre brydes, og det føles nyt hvert øjeblik.