And i MIT køleskab!

Den lidt velkendte dag, med trippende børn, brætspil, knas og godter, pakker under juletræet, juleevangeliet, maden – der bliver spist alt for hurtigt, barnet sidder og halvsover over stegen, men heldigvis liver ualmindelig hurtigt op, da vi finder hinandens hænder og står klar rundt om træet. Salmerne, der føles lidt for lange… endelig må pakkerne åbnes – glæden og overraskelsen står bøjet i neon i deres øjne. Dén dag, kom et par dage tidligere i år. Men, sikke en skøn juleaften jeg havde d.21 december i år.

Dagen efter handlede jeg ind til at kunne bage pandekager! Ej, men helt ærligt… det har jeg så gu aldrig prøvet før, jo at handle ind til ANDRE skulle lave pandekager, eller være med til at handle ind når min mor eller en anden lige skulle have de ingredienser. Søndag morgen stod jeg op, og havde lige en to-do liste, jeg med vilje havde gemt til morgenen – eftersom mine morgner ikke længere går med en løbetur fylder jeg dem op med alt mulig andet. Jeg savner løb – dét gør jeg, men jeg er SÅ stolt af mig selv over antallet af skridt og dét at være i gang på dén måde ikke længere fylder min hjerne. De kommer – men jeg kan parkere det. Da mine forældre kom, stod jeg midt i bagningen så de kunne være varme og nylavede til dem. Vi havde en super hyggelig dag, hvor jeg kunne sidde og være mere til stede ved bordet, jeg spiste en pandekage sammen med dem – jeg var længe om at få den helt spist, men – jeg kunne mærke jeg havde behov for at starte en lidt god og dyb samtale efter hver bid – så tanker om 1-spise mere så det kan kastes op eller 2-nu falder hele mit system og hele verden sammen, fordi reglerne brydes. Jeg nøjedes med en enkelt pandekage, og jeg synes det var okay at den blev i maven.

Dét, der gjorde dagen med mine forældre endnu mere hyggelig og berigende på en ny måde, var snakken og fokusset på anden. Anden, som de havde med og som nu skulle bo i mit køleskab indtil imorgen. Snakken og gøren klar – indvolde ud, rense den, min mors råd om hvad tid dit og dat skal gøres. Vi havde lidt en kamp om at røre ved denne her and. Min mor mente hun skulle vise mig det, det var også så fint og pædagogisk, hvis jeg nu havde haft en ekstra – hvor JEG kunne røre og skære i. Derfor måtte jeg liiiiige råbe “hooooldt – jeg vil så gerne lære det her, du fortæller og jeg gør det”. Krabaten blev fin og klar. Og jeg hver gang jeg åbnede køleskabet så jeg lige ind i gumpen på anden.

Det var en ret surrealistisk oplevelse! En and i mit køleskab. Mit køleskab, der ellers kun har indeholdt øl, sodavand, chilisauce og ketchup.

Juleaftensdag – igår kom. Og jeg kan bare sige, det var SÅ fantastisk at prøve at have ansvar for ‘noget’ – altså denne her and, det der med “jeg skal også hjem til anden”… det kunne nu flyde ud af min mund.

En lille peptalk med mor, mens de kørte til min søster – i den tid hvor jeg lige havde vendt stegen, og åbnet julegaven fra dem. Disney kørte i baggrunden – og jeg knappede en øl op, som jeg gik og gurglede lidt i. Duften af jul i min lejlighed. Jeg gik flere gange ned med skrald…blot for at komme ind og mærke duften igen.

Anden blev færdig – og jeg siger jer, den var altså ret så vellykket. Den var ikke skamstegt, den var ikke levende, den var brun og lækker. Og den smagte virkelig godt – det kan lyde lige lovligt rosenrødt, og ihhh hvor gik alt det her bare super godt. Men, ved I hvad – det GJORDE det! Ja, det er mærkeligt at have en and i maven, når man er mig. Men – det at jeg havde gået hele dagen og forberedt den…gjorde faktisk et eller andet. Jeg kan ikke forklare hvad eller hvorfor. Idag, juledag når jeg tænker tilbage på igår – ja, så er det en dag, som ingen andre. Dagen idag bliver ikke sådan – og det er helt fint. Jeg har nu fundet ud af jeg KAN, det skal bygges op, og være stille og roligt. Men jeg KUNNE – helt selv.

Jeg faldt halvt i søvn til Sound of Music, med anden i maven og mine forældre, der ringede og fortalte de havde haft god aften – julen 2018 har i dén grad været dejlig.