Træls tid

Kender I behovet for at ligge sig tilbage i dynen, lukke øjnene, lidt forvente, at når man åbner øjnene igen – har mørket ikke forandret sig en tøddel, morgenen er blevet til sen eftermiddag. HVER dag. Altså ønsket om det her scenarie hver dag. Når øjnene kan klare det, tjekke mobilen, sætte sig lidt op i sengen. Blive rørt over de beskeder og mails, der er tikket ind. Smile. Svare. Ligge lidt ned igen og kigge op i loftet…? Sådan et behov føler jeg, jeg har hver dag i disse dage.

Behovet får dog ikke lov at vinde. Jeg slæber mig noget langsommere end jeg plejer op, hopper i flyverdragten og går ned på Helgoland, hvor jeg dypper mig (med hovedet under også), sætter mig i saunaen og mærker varmen komme i kroppen. SÅ vågner jeg. SÅ er jeg mig selv evig taknemmelig over, at jeg er kommet afsted. Når dagen er ved sidst på eftermiddagen, er mine dæk HELT punkteret, og jeg kan ikke ret meget andet end være hjemme.

Det er fordi det er sidst i november, december og hvad der dertil hører er lige rundt hjørnet. Angsten er min virkelig tætte veninde for tiden. Angst som er så svær at sætte klare og forståelige ord på. Prikken i arme, hovedet buldrer, jeg ryster – fordi jeg nærmer mig dage, jeg skal forholde mig mere til end andre “normale” dage.

Som jeg i tidligere indlæg har beskrevet, så har vi i min familie haft en del mærkedage i denne tid. Det kulminerer selvfølgelig med jul, og hvad det indebærer – men min egen fødselsdag er også i blandt. De sidste mange år jeg holdt for dem, der løfter mig op. De mennesker, som jeg bruger min tid med de 364 andre dage om året, inviterer jeg til hygge i min ejendoms fælles lokale. Jeg har altid set frem til det – jeg kan sgu godt lidt at holde sådan noget, ja – jeg har faktisk altid været hende, der kampELSKEDE min egen fødselsdag. Det er godt nok mange mange år siden, jeg sidst blev sunget op… men at kunne samle mine venner på kryds og tværs – dét synes jeg er fantastisk.

I år har lysten ikke været at spore, som i slet slet ikke. Jeg har inviteret, fordi jeg nok er lidt en mekanisk dukke for tiden, jeg gør det jeg VED er godt – ikke fordi jeg sprudler efter det, men fordi jeg ved det er godt for mig på den lange bane.

Jeg føler mig, som i overhovedet SLET ikke, et arrangement værdig. Ikke at jeg ikke er noget værd, som menneske – men at mit humør er SÅ ringe, og behovet for at være hjemme fordi jeg er så bange for det næste angstanfald, ikke er besværet for mine venner værd. At tage timer en søndag i december ud af deres pakkede program, for at fejre en virkelig trist Signe! Hvem kan kigge sig selv i øjnene, og bede nogen om det?

Sidste søndag var jeg på bogmesse, det er et sjovt virak derude. Jeg snakkede med så mange gode, kloge og givende mennesker. Min interesse i de andre forfattere, som jeg i dén grad beundrer fik mig afsted. Det var så smukt et vejr, så lyset fik mig også afsted. Dejlige Linse Coleman og jeg snakkede og hyggede, vores fælles ven Michael har udgivet en bog om plastikkirurgi, hvor vi begge har givet ham vores historie, så det skulle vi også lige snakke lidt om. Jeg forsøger at lave link til videoerne.

Midt under signeringer af bøgerne får jeg øjenkontakt med en ung kvinde. Der er noget i hendes øjne, der siger mig, jeg skal snakke lidt mere med hende. Hun kommer heldigvis også over til mig. Siger “det er mig, du har skrevet en del med på mail, og jeg vil bare sige, at din bog, og vores kommunikation er årsag til jeg stadig er i live”. 

Jeg spurgte hende om jeg måtte citere hende, for jeg blev simpelthen SÅ rørt. Det er hermed gjort, TAK Michelle. Dagen før havde jeg nemlig fået en mail, fra en anden kvinde, som underskrev sig “tidligere syg”, der mente min bog slet ikke skulle være udgivet – ikke før jeg er rask. Rask betyder; BMI mellem 18,5-25. Hun mente jeg med min hjemmeside, indlæg og hvad jeg ellers gør, gør det attraktivt at være syg.

Mailen gjorde mig trist og lidt ked af det, men ikke bund ulykkelig som den ville have gjort for et par år siden. For jeg ved nu, at jeg gør godt for SÅ mange andre, end lige hende. Jeg ved ENDNU mere, at min ærlighed og åbenhed har ført mig steder hen, hvor jeg er med til at gøre en forskel. Det er ikke sket for nogle af dem, der har skrevet deres solstrålehistorie. Jeg gør det stadig, og jeg vil blive VED at gøre det – på trods af de slag det også giver. Slag som hendes mail, slag som at jeg må respektere min angst ved ikke at deltage hvor jeg føler mig presset. Tage afstand fra de mennesker, der har en forventning om jeg selv kan vælge hvornår jeg VIL være rask. At tage den afstand er forfærdelig hårdt, det giver faktisk også angst – det er en angst for at ende helt alene. Måske fordi jeg i mange år har været “den syge søster og datter”, som var og er alene, så holdt jeg krampagtigt fast i navlestrengen til mine forældre, og gjorde alt hvad jeg kunne for at deltage i familie sammenkomster, for at behage, og for de ikke skulle tage alt for stor afstand til mig.

Jeg forsøger nu selv. Alt. Jeg går derfor med min angst i hånden, for “hun” bor her sgu også, at ignorere hende har ført mig herhen, så ignoreren fungerer altså IKKE. Hun skal tages i hånden, og hun bliver krammet og hygget om, af de kæreste venner jeg har, som ikke forventer jeg anstrenger mig for at være mest mulig normal. De ser faktisk ikke rigtig det “unormale” ved mig, for de ser bare…. mig. Omfavner og elsker MIG.

Derfor, holder jeg ved min beslutning om at invitere alle DEM… God weekend, knus S

Video fra Bogmessen 1

Video fra Bogmessen 2