Jeg bliver SÅ ramt

Jeg sidder her og græder. Jeg har lige læst en ung piges bekymring omkring julen, hun har ringet ind til børnetelefonen. Jeg citerer her: Lotte på 18 år har anoreksi og er bekymret for juledagene, fordi der er mad overalt. Det kommer frem, at hun går til psykolog, og at hun er i behandling i forhold til vægtkontrol og så videre. Forældrene er tilbudt behandling, men det ville de ikke, fordi ‘det er ikke dem, der er problemet’. Faren har lige skrevet en besked til hende, som lyder: ‘Håber ikke, du ødelægger julen imorgen med dårlig stemning’. Lotte er derfor ked af det og meget nervøs for, hvordan det skal gå. 

Jeg genkender NØJAGTIG Lottes følelser. Jeg har været der, lige dér. Mærket hvordan værterne, gæsterne og andre deltagere har kigget på mig med øjne, der mener jeg “skaber mig”, og vil bestemme og styre alt – deres aften også. Det er i hvert fald dét de siger jeg gjorde. Jeg skammede mig, og blev stopfodret med deres mening om at jeg IKKE vil andet end “té mig, styre og ikke være rask”.

Det kunne ikke være mere forkert. Jeg er blevet bedt om at tage noget løst og langt tøj på i sommerheden, for ikke at skabe unødig opmærksomhed! Jeg kunne ligeså godt have fået af vide: ‘Signe, vi vil faktisk helst ikke have du skal med, fordi andre snakker og synes du er mærkelig, tynd og syg. Andre kan jo ikke forstå VI ikke gør noget for dig – men du vil jo ikke… Kan du ikke blive hjemme og så blive rask?’

Sidste år lærte jeg en ny én at kende. Jeg blev hyret til at give et bosted nogle gode råd, da de har en ung kvinde på min alder, som har lidt af anoreksi, har skadet sig selv siden hun var omkring 10-11 år. Jeg er siden blevet gode venner med hende, og besøger hende ofte. Hun er desværre inde i en svær periode nu, og lige efter nytår stoppede hun med at spise, så bostedet ikke så andre muligheder end at få hende indlagt på psyk. Der ligger hun så nu, fastspændt og må ikke komme tilbage før hun har taget 10 kg på. Der sker ikke andet for hende, end at hun ligger dér.

Jeg skriver det lige igen. Der sker ikke andet for hende, end at hun ligger dér.

Jeg er lige kommet hjem fra et besøg hos hende, og jeg græd af frustration i bilen. Jeg fik heldigvis hende til at smile, og tændt lidt gnist i hendes øjne. Men. Det eneste der foregår i hendes hoved er: jeg vil HJEM så jeg kan tabe mig igen… Hvor længe tror I der går, før hun bliver indlagt igen? Hvad tror I dette hospitalsophold har lavet/givet hende?

Jeg kan fortælle hvad et hospitalsophold som dette gav mig – kontroltab, uden der blev snakket med mig om hvad det gjorde ved mig, og hvordan jeg skulle kæmpe mig over det. Styringen blev bare taget – jeg følte et overgreb, en vej mod et facit der giver vægtøgning, men ikke et facit hvor jeg forstod mellemregningen. Lidt ligesom de matematikopgaver hvor man kan se facit bagerst i bogen, men mellemregningen er dén, der giver karakteren. Man kan godt aflevere opgaven med det korrekte facit skrevet, det giver bare ingen karakter, da mellemregningen ER facit.

Forleden dag mødtes jeg med et par piger fra en 8.klasse, som skulle skrive opgave og gerne ville stille mig lidt spørgsmål. Det vi snakkede mest om var faktisk deres undren over ikke at kunne finde nogen behandlingsmuligheder. Jeg kan KUN give dem ret. Jeg vil så gerne være brobygger mellem det system vi har idag og den spiseforstyrrede, for desværre er det ikke samme sprog de taler. Jeg er ikke rask – derfor vil mange nok ikke synes jeg er “okay” at bruge til det. Deres skepsis kan jeg måske nok følge lidt ad vejen. Men, jeg får faktisk ret hurtigt den forstyrredes tillid FORDI jeg stadig kæmper. Fordi min daglige kamp giver dem håb, og en følelse af de ikke er alene. Alle skal dog vide; det sidste jeg ønsker er, at give dem gode råd til at fortsætte ad dén vej de er på vej nedad. Jeg sætter mig heller ikke imod den tankegang bosted/behandlingen er igang med. Jeg vil KUN så en lille glædesspire i deres liv. Give den gødning, så livet vinder.

Læs mere om mine tanker omkring behandling her