Traditioner omhandler tit højtider, at samles, hygge OG mad. Ikke? Altså, man kan jo ikke være sammen uden at man også skal have måltid sammen…. Sådan føler jeg i hvert fald tit. Jeg har hadet det. Altså, jeg vil rigtig gerne være sammen med folk, og endnu mere sammen med dem, der betyder rigtig meget for mig – men, måltidet er de sidste 16 år komme mellem “os”.
Hygge er for mange lig med mad. Jeg har følt mig uvelkommen, fordi jeg ikke ville dele måltid, men gerne ville snakke/være sammen – jeg har ikke følt det var NOK. Altså mit selvskab kunne ikke stå alene.
Det er noget pjat! Måltider ER vigtige, og det ER bare noget, der binder venner og familier sammen. Man deler noget sammen. Det respekterer jeg nu. Jeg respekterer også mig selv så meget, at jeg kan sige “det vil jeg rigtig gerne, og jeg spiser det, jeg lige føler jeg kan”. Og så er den faktisk ikke længere. Hverken for “de andre” eller for mig. Jeg har tidligere skrevet et indlæg “hvem kommer på besøg” – og siden har jeg praktiseret i stor stil, ikke at skulle have nogen anden ret end andre. Men spise det af retterne jeg kan.
Idag skal jeg på min årlige tur med mine forældre i Cirkusrevyen. Siden jeg flyttede til København, har vi været på Bakken og spise, og så inde og se revyen sammen. Bare os tre. Jeg elsker den dag. Jeg elsker traditionen. Idag glæder jeg mig til at finde en restaurant hvor vi kan sidde og hygge os, og dele måltid sammen. Det har tidligere været et MUST at vi skulle finde et sted med en tilpas lækker salatbuffet, hvor jeg kunne gå ombord i den. Det vil jeg ikke idag. Vi skal gå på en tilfældig restaurant, som mor eller far vælger – og jeg SKAL nok kunne finde noget på deres kort, som jeg kan spise.
Så, hurra for traditioner og at spise sammen. (det havde jeg så ALDRIG troet jeg skulle sige, skrive eller mene!!) men, det gør jeg. Af hele mit hjerte.
OG – til jer, trofaste læsere…..turen til Sverige gik superDUPERherligt. Ise og jeg kiggede hinanden i øjnene, da jeg tog hjem og sagde i kor “det var ikke lang tid nok”. (læs indlæg “klokken kvart i kvalme veninden) -så… der er faktisk basis for en NY tradition 😉